Bagsiden: Morsestil afslører catfish

Morse og telegrafi er en disciplin, der stadig udøves blandt radioamatører, og i hastighed skulle de stadig kunne konkurrere med de skrappeste smsekvilibrister i teenage-alderen. Øverst i billedet Ole Maymanns kopi af en M. P. Pedersen telegrafnøgle fra 50’erne. Nederst en original DSB-nøgle fra Espergærde Station. Illustration: Ole Maymann

Efter Bagsidens nylige artikler om morseapparater og telegraf-chat – kaldet Kjæp – er der indløbet endnu et par elektroniske telegrammer i vores indbakke, som I ikke skal snydes for.

Den første kommentar er fra David Douglas, Gl. Ullits i Himmerland, som fortæller, at Ole L. Trinhammers anekdote om sine forældres chat på telegrafen (nr. 20) langtfra er det første tilfælde af romantik på telegraftråden:

»Kvinder arbejdede som telegrafister allerede fra 1840’erne, og mange mente, at man kunne skelne mellem mænd og kvinder på morsenøglens rytme. Telegrafister kunne også finde på at efterligne en andens morsestil for sjov, lidt som ‘catfishing’ (hvor man udgiver sig for at være en anden, red.) på dating-apps i dag.

‘Wired Love, A Romance of Dots and Dashes’, skrevet af en tidligere telegrafist, Ella Cheever Thayer i 1879, er et eksempel på en ‘telegraphic romance’, dengang en populær fiktionsgenre.«

Også Ole Maymann, der er radioamatør gennem mange år, lagde mærke til artiklerne og har medsendt billedet af en DSB telegrafnøgle, der stammer fra Espergærde Station. Måske kan serienummeret 47234 indeholde mere information, skriver han:

»Den tilsvarende strimmelskriver befinder sig i klublokalet hos radioamatørerne EDR Helsingør afdeling. Den har måske også oplevet Kjæp. Hvis ikke, har den oplevet meget chat på amatørbåndene. Den er nu aktiv hos radioamatøren OZ8OM i Horserød. Jeg har haft den siden ca. 1970 og haft utallige chat, eller i fagsproget, QSO’er med amatører rundt om i verden.

Vi er stadig nogle tilbage, der behersker morsealfabetet med lyd (der holdes endda verdensmesterskaber), og på Google kan I se, at det er hurtigere end sms. Da messing er et pragtfuldt materiale, har jeg kopieret en M. P. Pedersen nøgle fra 50’erne, der var meget brugt maritimt. Hoveddimensioner, fjederkræfter osv. er søgt bibeholdt, da den er tæt på det perfekte.«

Den sidste prik eller streg er næppe sat, når det gælder morse og telegrafi her på Bagsiden, og der er heller ingen grund til, at du skulle brænde inde med en god anekdote. Send den hellere til bagsiden@ing.dk.

Læs også: Bagsiden: Chat på telegrafen

Læs også: Bagsiden: Morseapparatet stod på alle stationer

Illustration: Ingeniøren