Nogle gange kan man få et arvestykke mellem hænderne, som man simpelthen ikke ved, hvad er. Det skete for Nationalmuseet, da det gamle ammunitionsarsenal i Elling ved Frederikshavn lukkede tidligere på året.

En fin dims ankom til museet, men museumsinspektør Jørgen Walseth kom lidt i tvivl om, hvad det mon var. Han havde dog stor tiltro til, at Bagsidens læsere kunne hjælpe – og med god grund.

Der gik nemlig ikke mange timer, fra avisen landede i postkassen og på nettet, til den første læser var klar med et svar:

Der er da tale om en Boulengé Chronograph til at måle mundingshastigheden på en granat, skrev Christian Hjorth Bargisen til os i en mail, vedhæftet et tysk patentdokument fra 1912.

Senere uddybede Søren Laursen på nettet, at et sådant instrument virker ved, at den lange og korte stang hænger fra hver sin elektromagnet. Han skriver videre:

»Projektilet bryder først strømmen, der holder den lange stang, og den begynder et frit fald. Kort efter bryder projektilet strømmen, der holder den korte stang. Når den korte stang er faldet et bestemt stykke, rammer den en forspændt knivanordning, som sætter et mærke på den faldende lange stang. Mærket sættes i et tyndt kobber- eller zinkrør, der omslutter den lange stang tæt. Apparatet kalibreres ved at bryde strømmen til begge elektromagneter samtidigt, hvorved et nulpunkt etableres. Afstanden mellem nulpunktet og den aktuelle markering angiver tiden mellem de to afbrydelser.«

Det ser i øvrigt ud til, at en sådan dims kommer til at stå på flere ønskesedler hos de danske ingeniører i år, for som bl.a. Claus Madsen skriver:

»So ein Ding muss ich auch haben. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle bruge den til, men der er noget dragende ved den.«

Vi giver Claus Madsen ret, og så skulle vi i øvrigt hilse mange gange fra Jørgen Walseth og sige tak for opklaringen.

Er du også stødt på en dims, som du ikke lige kan lure, hvad er, så send et billede til bagsiden@ing.dk. Opklaringsprocenten blandt læserne her på bagsiden er temmelig høj, så hvorfor ikke prøve? /mst