Bagsiden: Liebhaver søges

Længe før jul fremlyste vi her på Bagsiden en helt unik flaske uåbnet dansk frugtvin anno ca. 1945, som vor læser i Søborg, Henrik Kuni, havde arvet efter sin far, og som formentlig er den eneste flaske af sin art i verden.

Henrik har imidlertid gemt på flasken i 20 år og har ikke lyst til at opbevare den længere (selv om han er lidt af en samlernatur og f.eks. har en grøn Lotus SS 7 stående i garagen).

Derfor formidlede jeg en kontakt til Arbejdsermuseet, som imidlertid har afslået gaven og skriver tilbage til Henrik Kuni:

»Vi har besluttet os for at sige nej tak til dit tilbud, da der ikke er nogen direkte tilknytning til arbejderhistorien. Desværre er denne type genstande også konserveringsmæssigt vanskelig at have med at gøre, så vi har valgt at begrænse os til de få flasker frugtvin, vi allerede har.«

På den baggrund har Henrik valgt at udlodde flasken til en interesseret liebhaver, der kan give den et kærligt hjem og opbevare den for eftertiden med passende veneration for dansk vinproduktion i de dengang for vort land så vanskelige tider.

Altså: Send en mail til bagsiden@ing.dk og begrund din interesse for rariteten.