Mere om kalciumacetat: Jeg har med interesse læst med om kopperne med kalciumacetat-udfældninger. Sådanne hvide udblomstringer er også almindeligt kendt i museumssamlinger. På frilandsmuseer og lignende steder vil man kunne finde masser af krukker og potter, som engang har indeholdt eddikesyltede madvarer, og hvor de efterladte salte i keramikken nu giver samme saltformationer.
Men jeg kan tilføje, at man ikke engang behøver at have eddikesyre i flydende form for at fremprovokere fænomenet. Faktisk kan saltkrystallerne dannes udelukkende via luftens påvirkning. Dette er kendt for så forskellige museums-genstande som krukker, kakler, kalkstensfigurer, gravsten, ja selv muslingeskaller og sneglehuse. Hvis kalkholdige genstande f.eks. opbevares i skuffer og skabe udført i egetræ eller andre sure træsorter, er dampene fra træet nok i sig selv til, sammen med luftens fugtighed, at skabe endda meget ødelæggende saltkrystaller. Disse udblomstringer kan bryde overfladen itu, og nedbryde en genstand fuldstændig. Dette har været kendt i branchen i mange årtier, se f.eks.: Gibson et al: “Investigation of the composition of a unique efflorescence on calcareous museum artifacts”, Analytica Chimica Acta 337, 1997, pp. 253-264, https://doi.org/10.1016/S0003-2670(96)00429-1
For samlinger af muslingeskaller og lign. har fænomenet endda et navn, ”Bynes disease”, opkaldt efter den engelske samler L. Byne, som beskrev fænomenet helt tilbage i 1899. Godt nok troede Byne dengang, at udblomstringerne var bakterieskabte, og derfor en ”sygdom”. Først meget senere, i løbet af 1900-tallet blev den rette årsag forstået. Man kan f.eks. se billeder af sådanne nedbrudte skaller på Wikipedia: https://en.wikipedia.org/wiki/Byne%27s_dis...
Morten Ryhl-Svendsen Lektor, Det Kongelige Akademi - Institut for Konservering