Bagsiden: Kender du masten i Fly?
En håndfuld kilometer syd for Skive ligger landsbyen Fly.
Her stod der i 1955 en mast, hvilket dokumenteres af et luftfoto fra 1955. Det er taget af den legendariske luftfotograf Viggo Sylvest Jensen og kan ses på Det Kongelige Biblioteks side ‘Danmark set fra luften’.
Men hvad var det for en mast? Det spørgsmål har Ole Hansen sat sig for at opklare, og han sætter her sin lid til Bagsidens læsere, som jo tilsammen er nærmest alvidende.
»I baggrunden over horisonten viser billedet en mast, som tilsyneladende står i Ørbækgaard plantage nordvest for Fly. Masten er skønsmæssigt 70-80 m høj og hælder en smule mod syd. Konstruktionen ligner lidt de radiokædemaster, som man rejste midt i 1950’erne for at distribuere tv-signaler, jfr. Ingeniøren september 1956,« skriver han.
Læs også: 1956: Radiokæde skal distribuere fjernsyn til hele landet
På en kortgrafik i den gamle Ingeniøren-artikel ser det umiddelbart ikke ud til, at Fly dengang var en del af radiokæden, men en hurtig Google-research ledte os til siden danskradio.dk, hvor der ser ud til at have stået en radiomast i Skive – men altså ikke i Fly, selvom det er tæt på.
Et opslag på arkiv.dk viser et billede af den første radiokædemast i Frejlev ved Aalborg, og man må medgive, at den med sine sort-hvide striber har en vis lighed med den fra Fly. Men længere kom vi heller ikke her på Bagsiden i vores søgning.
»Jeg har ikke kunnet finde masten på andre luftfotos, så den har nok kun stået der kortvarigt,« skriver Ole Hansen, som heller ikke har kunnet finde ældre flyboer, som kender til fænomenet.
»At konstruere og rejse dette tårn synes jeg må kræve ingeniørekspertise, så derfor prøver jeg ad denne vej. Er der ingeniører, der tør gætte på, hvad det er for en mast?« lyder hans opfordring.
Har du et bud, så skriv til bagsiden@ing.dk eller i kommentarfeltet herunder.
