Bagsiden: Hvor stor er en petabyte?

Illustration: Nasa/JPL-Caltech

Det giver ingen mening at sammenligne 5 petabyte med alle de selfies, 40.000 mennesker tager gennem et menneskeliv, som vi bemærkede her på Bagsiden for nogle uger siden.

Men hvordan skal man så få et begreb om denne uhyrlige datamængde? Bagsidens læsere har selvfølgelig nogle bud.

Erik Laursen indleder med at forklare, at han i sine år i it-afdelingen i et større dansk firma ofte blev udsat for spørgsmålet: »Hvor meget er en gigabyte?« eller andre variationer af kilo, mega, giga, tera, peta.

»Hvis vi antager, at en maskinskrevet A4-side indeholder 2.000 tegn, og ét tegn svarer til 1 byte, svarer en A4-side således til 2 KB (kilo­byte). Her forenkler jeg lidt, så 1 kilobyte = 1.000 bytes.

Der er 500 stykker papir i en pakke A4-papir, og den er ca. 5 cm tyk. Altså repræsenterer en pakke papir 500 x 2.000 = 1.000.000 tegn eller 1 megabyte (MB). Hermed bliver 1 gigabyte (GB) til 1.000 pakker papir, som lagt oven på hinanden bliver 5.000 cm eller 50 meter høj,« skriver Erik Laursen.

Herefter er det let at regne sig frem til, at et 250.000 km højt papirtårn svarer til 5 petabyte.

»Det er da lidt mere håndgribeligt end antallet af sel­fies,« konstaterer han.

Jens Ledgaard, der for mere end 50 siden bestyrede Bagsiden under mærket ‘Jenle’, holder sig også til den trykte verden, men i stedet for at begynde med et enkelt stykke papir, snupper han en hel bog.

»Jeg er sikker på, at de fleste af Ingeniørens læsere endnu kan huske en typisk biblioteksbog på 300 sider, 3 cm tyk. Den har ofte 2.000 bogstaver/tegn (byte) på en side. En petabyte (1.000 terabyte eller en mio. gigabyte) hældt på sådanne bøger vil fylde en reol på 33.333 km. Uden bogmærker.«

Så 5 petabyte fylder altså en reol på 166.665 km, kan vi regne ud – i samme størrelsesorden som Erik Laursens udregning.

Vi kan vist godt blive enige om, at det ikke meningen at printe det hele ud på papir, så måske skal vi blot nævne, at der skal et halvt ton harddiske til for at opbevare denne datamængde. /ram

Illustration: Ingeniøren
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I 1997 - på mit første job som nybagt ingeniør - købte jeg en 1 MB harddisk til en PDP11 computer (til fjernkontol i NESA). Den fyldte som en vaskemaskine og kostede 250.000 kr. Det var ca. 2 årslønninger for en ung ingeniør. Forleden købte jeg en 4 TB harddisk for 800 kr. Det svarer til at jeg skal arbejde 2 sekunder for at købe 1 MB.

  • 2
  • 0

I 1997 - på mit første job som nybagt ingeniør - købte jeg en 1 MB harddisk til en PDP11 computer (til fjernkontol i NESA). Den fyldte som en vaskemaskine og kostede 250.000 kr. Det var ca. 2 årslønninger for en ung ingeniør. Forleden købte jeg en 4 TB harddisk for 800 kr. Det svarer til at jeg skal arbejde 2 sekunder for at købe 1 MB.

Det må have været en lidt speciel harddisk.

Min første PC fra 1987 (venligst "udlånt" af min arbejdsgiver, som gik ind for hjemmearbejdspladser) havde trods alt en 10 MB harddisk. Den kostede cirka 10.000 mere end udgaven med to 360 kB diskettedrev.

Nogle af mine kolleger fravalgte harddisken, fordi den støjede - og fordi de ikke kunne se, hvad man skulle bruge så meget lagerplads til. Trods alt havde vi hele WordPerfect på det ene diskettedrev, når først maskinen var startet op med DOS - også på en diskette.

  • 0
  • 0

Det må også kunne regnes om til fodboldbaner, på en eller anden måde.....

5 petadimser med en sidelængde på 1 mm fylder cirka 171 kubikmeter. Da massefylden på gummi, som man bruger til infill er 1,150, så er det cirka 190 ton. Der går op til 190 ton gummismuld til infill på en kunstgræsbane, så svaret vil være at 5 petadimser lig 1 fodboldbane. Er det ikke herligt? (Og ja, forbehold for en regnefejl på ca en faktor tusind til en eller anden side.)

  • 0
  • 1

Din lommeregner er vist anderledes end min.

(Jeg regner med 1024 bits pr byte, ikke 1000).

En petabyte er ca 9E+15 bits 5 pb er så ca 4,5E+16 bits

Hvis en bit svarer til et sandkorn der fylder 1x1x1 mm.

Så har du brug for en sandkasse på 355x355x355 meter for at rumme 5 petabyte.

Siger vi at en hel byte fylder 1x1x1 mm er det en kasse med sidelængden 178 meter. Tager man den simple, hvor 1 kb er 1000 byte, så er sidelængden 171 meter og rumfanget pudsigt nok 500000 m3 eller 5E+15 mm3.

-hvorfor var det lige jeg brugte tid på at regne det ud kun med min mobil i hånden...

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten