Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Bagsiden: Hvad er et hjem uden en vinkelsliber?

Illustration: MI grafik

Fra en ingeniørfamilie med et sommerhus på Læsø er indløbet denne beretning:

Hej Lynch

Vi har en lille hytte uden indlagt vand eller strøm langt ude i en skov så langt fra Vangede, som man næsten kan komme i Danmark.

Hytten er hjemmegjort i bindingsværk af rå ellestammer fra vores grund, men kræfterne slap op, da vi skulle udmure med ler og ubrændte lersten, så vi indkøbte en benzingenerator, der kunne trække blandemaskinen.

Den larmede forfærdeligt, men den kunne jo altid sælges igen, så snart arbejdet var udført.

Det lille selvbyggede ‘pandekagehus’ på Læsø er uden vand og elværksstrøm, men med støvsuger ... Illustration: Privat

En dag blev den dog pludselig startet, og da jeg fulgte ledningen tilbage, fandt jeg fruen i gang med at tørre hår. Bæstet var kommet for at blive og snart havde vi så også en støvsuger.

Der er her, problemerne opstår. På trods af rigelig motorkraft gik generatoren nemlig ustandseligt i stå, når man støvsugede.

Som M’er vil man jo gerne skille noget ad, og selvom min viden om motorer næsten udelukkende stammer fra min knallerttid, så syntes dette at være det eneste rigtige.

Dybt inde i motoren, kommer min kone (K’er og med en ret stærk teknisk profil indenfor snart sagt alt muligt andet, end noget, der kan bruges derhjemme) forbi:

– Du husker vel, at støvsugeren har soft-start, ikke?

Jeg ved jo, at hun har fotografisk hukommelse når det gælder brugsanvisninger og emballage. Æhh, næ, hvad er det?

Det slog mig omsider, at man måske skulle prøve med et andet elektrisk apparat. Nu tager jeg heldigvis nødig på ferie uden min vinkelsliber, og det viser sig, at hvis jeg bruger den som en slags stjerne/trekant til at køre generatoren op, så virker den perfekt. Fremover sliber og støvsuger vi samtidigt.

Heldigvis har vi i fællesskab groet en søn, som nu er godt i gang på E-studiet, og det venter vi os selvsagt rigtigt meget af.

mvh. Jakob Geertinger

– – –

Tak for historien oppe fra jeres herlige, saltsydende ø i Kattegat!

Nu vil jeg jo meget nødig invitere bedrevidende stærkstrømmere til at kommentere fænomenet – den diskussion må I tage på netudgaven. Men til orientering for læsere uden den fornødne tekniske baggrund har jeg suppleret min ellers henrustede viden om synkronmotorers startmoment ved et konsultere sagkundskaben.

Fænomenet skyldes øjensynligt, at startstrømmen fra støvsugeren – trods dens soft-start – er så stor, at generatorens regulering ikke når at regulere op fra tomgang, inden belastningen har trukket motoren i stå. Ved at sætte vinkelsliberens mindre motor i gang først, reguleres generatoren op i effekt og kan derfor bedre klare støvsugerens startstrøm.

Den anden mulighed, som du antyder, at det er en trefaset generator, der ikke bryder sig om så skæv en belastning, er nok mindre sandsynlig, men her slipper min rustne E-viden op.

/Lynch

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Den teknisk optimale løsning (andet end at pløje et elkabel ned) ville være et batteri, der kunne lades fra solceller og/eller vindmølle , og supplerende en generator, derefter en vekselretter.

Mon man kan få en in-line UPS, der kan tage flere "fødekilder"?

(En in-line UPS kører hele tiden, mens en on-line UPS kun kører på batteriet, når den ikke får "fornuftig" input og ellers bare har udgang forbundet med indgang)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten