Bagsiden: Hr. skatteminister: Keep it simple, stupid!
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Bagsiden: Hr. skatteminister: Keep it simple, stupid!

Illustration: Ingeniøren

Kære Bagside.

Jeg ser, at skatteminister Karsten Lauritzen har udtalt til ‘Finans.dk’, at ”Det bliver ikke i min tid, at skattevæsenet kommer til at fungere.”

Ministeren fyldte 35 år sidste oktober, og lad mig minde om, at mænds gennemsnitlige levetid for længst vil have passeret 80 år, når han nærmer sig den tid. Jeg kan derfor se frem til mindst 45 års fortsat krise i SKAT.

Nu kan man indvende, at det ikke er sikkert, han lever så længe, men risikoen er i hvert fald til stede.

Vi kan derfor forvente, at Folketinget under ukyndig vejledning af djøf’erne i Finansministeriet og hårdt­arbejdende it-firmaer i mange år frem vil fortsætte med at finde på nye måder at modvirke skatteopkrævningen her i landet.

Senest har man i åbenlys desperation vedtaget at splitte hele foretagendet op i syv nye ‘styrelser’ med hver sin højtlønnede direktør og desuden at sprede disse institutioner ud over hele landet for at give indtryk af, at man samtidig gør noget for udviklingen i provinsen.

Derved sikrer man sig endnu en gang et stort tab af kompetencer, ligesom man igen smider de gamle systemer ud, før de nye fungerer – ganske som man plejer.

Dette er så kronen på næsten 30 års amatøragtig skalten og valten med en af landets vigtigste etater, der startede med den ret umotiverede sammenlægning af Told og Skat i 1990.

Nu behøver jeg ikke at være professor i offentlig forvaltning for at forstå, at det uvægerligt må gå galt, når Finansministeriet systematisk inddrager hypotetiske rationaliseringsgevinster på forhånd, endnu før man har fastlagt funktionskravene til konsulentens seneste it-fidus.

Nå, lad os ikke være smålige. Jeg er f.eks. villig til at glemme de 12,7 mia. kr., som internationale finanssvindlere stjal fra os, fordi der kun var en enkelt medarbejder tilbage i det kontor, der står for kontrol med refussion af udbytteskat. Shit happens!

Desuden er det jo alt for smerteligt at tænke på, at man lukkede kommunernes velfungerende gældsopkrævning uden at have andet end et endnu ikke udviklet it- system at stille i stedet.

For nylig måtte den nye ‘Gældsstyrelse’, der heller ikke har styr på noget som helst, i lutter forfjamskelse såmænd eftergive 5,8 mia. kr. gæld til 485.000 borgerne, hvoraf mange ikke vidste, de skyldte noget, fordi Styrelsen ikke evnede at sende dem en regning eller at rykke dem.

Jeg tør ikke tænke på, hvad samfundet kunne have sparet (og tjent!), hvis man havde ventet med at sætte kommunerne ud af spillet og havde ladet pantefogederne passe deres arbejde. Suk!

Men helt den samme fremgangsmåde, som 16 forskellige skatteministre under ledelse af Finansministeriet desværre har praktiseret siden 1990, blev brugt i den endnu mere betændte sag om ejendomsvurderingerne. Her taler vi om et provenu på ca. 50 mia. kr. om året ...

VK-regeringen nedlagde i 2002 de 224 ellers rimeligt fungerende lokale vurderingsråd og 27 såkaldte skyldråd, der dengang stod for vurderingerne, uden at have et færdigt system at sætte i stedet.

Surprise: Det har man stadig ikke her 16 år senere ...

I stedet for et lokalt system, hvor man tog hensyn til et rimeligt antal parametre (såsom grundstørrelse, etage­areal, tagmateriale, toilet- og badeforhold samt naturligvis prisniveauet i området), går man nu efter et landsdækkende, centralt system.

Derfor skal man for hver enkelt af landets 2.608.638 boliger individuelt kvantificere alle de parametre, som før hørte under begrebet ‘beliggenhed’. Såsom afstand til skov, sø og strand, samt til f.eks. jernbanespor, motor­veje og vindmøller.

Efter 4 års forsøg med det nye vurderingssystem tør man da heller ikke sætte det i kraft endnu, og før eller siden blive man såmænd nødt til at skrotte også dette håbløse projekt. Jo før, jo bedre.

Og her er det, jeg gerne vil smide et par ideer på bordet.

Det er desværre for sent at sige If it ain’t broke, don’t fix it, men så kan ministeren bruge KISS: Keep it simple, stupid!

For hvad nu, hvis man udelukkende baserede systemet på kendte data?

Hvad nu, hvis man gik tilbage til gode gamle ‘beliggenhed’, sådan som den kommer til udtryk i salgspriserne i kvarteret og de tilhørende kvm-priser?

Så var man fri for at måle afstanden til nærmeste strandbred eller skovbryn, som er helt irrelevant, hvis der løber en jernbane eller en motorvej imellem ...

Hvad om man bare hentede grundstørrelser, etagearealer, toiletter osv. i BBR-registret?

Og så i øvrigt lod kommunerne om at administrere det hele og stå på mål for resultaterne lokalt? Hvor svært kan det være?

Men - uha! - så bliver det jo decentralt igen, og sådan et kontroltab hader finansdjøf’erne. Og hvad så med alle vennerne hos konsulenterne? Det skal gå meget galt, før Finansministeriet æder den.

Nå, men I ringer bare, når det hele bryder sammen for jer, så finder jeg på noget.

Godt nytår!

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

'Det er desværre for sent at sige If it ain’t broke, don’t fix it, men så kan ministeren bruge KISS: Keep it simple, stupid!'

Det simpleste må være at erstatte de løbende boligskatter med provenue beskatning.

Den administrative byrde bliver:
(Salgspris-Købspris) x Procentsats = Boligbeskatning.

Skal gælde påde private og erhvervshandler, og procentsatsen skal være den samme.

Intet fradrag ved tab, der må man så nøjes med glæden over ikke at skulle have betalt de løbende boligskatter også.

Så slipper vi også for løbende at betale skat af penge vi ikke har tjent !

  • 1
  • 3

Ved årtusindskiftet fra 1900 til 2000 årene vedtog folketinget, at Danmark skulle drives efter forretningsmæssige principper.
- Det er bare ikke tilfældet her et par årtier senere -.
Sundhedssektoren demonstrerer problemet enkelt.
Problemet er generel personalemangel på sygehusene. Ligeledes er der mangel på alment praktiserende læger.
Der er altså både mangel på læger og sundhedspersonale generelt, og samtidig en voksende efterspørgsel på disse medarbejdere.
Den klare konklusion er, at der skal ses på prisen/lønningerne i sundhedssektoren.
Efter min mening er det lige ud ad landevejen at definere en kurs, så hvad er problemet?

  • 1
  • 0

En del af problemet ligger også i at folketingsmedlemmer skal kunne levere resultater inden for 4 år for at kunne begrunde deres genvalg.

  • 1
  • 0