Bagsiden: Hjælpemiddel til et psykrometer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bagsiden: Hjælpemiddel til et psykrometer

Illustration: Ingeniøren

Mit nødråb om den manglende forklaring på funktionen af Henning Jensens fugtregneskive i sidste uge fik naturligvis straks kyndige læsere til tasterne. At jeg desuden kom jeg til at anbringe en forvirrende slåfejl i firmanavnet, forhindrede ikke en halv snes læsere at melde ind med løsningsforslag.

Regneskiven erstatter de tabeller, der følger med et psykrometer til måling af luftens relative fugtighed. Illustration: Privat

Først indløb en mail fra vor læser i Hadsten, som skriver om både fredelige og ufredelige regneskiver – de sidste er irrelevante i denne sammenhæng, men alligevel ... :

Hej Lynch,

(Note to the NSA: When you scan this email please disregard the words ”nuclear bomb” they have only enlightening purposes.)

Jeg er ret sikker på, at fugtskiven er af den type, som en konsulent fra Ports and Railways Authority i Israel, rendte rundt med, da vi tilbage i 90’erne testede IC3-tog på strækningen nord for Haifa.

På regneskiven kunne han udregne relativ fugtighed i toget baseret på aflæsning af ‘våd’ og ‘tør’ temperatur på det psykrometer, han svingede rundt med.

Et psykrometer (af ‘psychros’ = kølig) med tilhørende tabeller, som svarer til fugtskivens skalaer. Illustration: Privat

Af uransagelige grunde kom jeg i den sammenhæng til at tænke på Dr. Strange­love i Stanley Kubricks fantastiske film. Den scene, hvor han i Sikkerheds­rådet sidder i sin kørestol og med en cirkulær regneskive udregner konsekvensen af et atombombeangreb.

Til min store overraskelse fandt jeg ud af, at den regneskive faktisk eksisterer i virkeligheden! Nuclear Bomb Effects Computer, hedder den, og den er lavet i det mindste i tre versioner i begyndelsen af 60’erne, baseret på data fra den tids atomprøvesprængninger.

Beskrivelserne er nemme at finde frem til på Google, og der er endda en opskrift på, hvordan man kan fremstille sin egen. Godt at vide i disse tider, hvor den kolde krig måske er under genoplivning.

Venlig hilsen

Bjarne Jensen

– – –

Tak for erindringerne – også de, som ikke har noget med sagen at gøre.

Din beskrivelse af fugtmåling på IC3-tog i Israel stemmer godt overens med en henvisning til en populærvidenskabelig, fransk hjemmeside Le Forum, der bl.a. besvarer spørgmål om gammelt værktøj (tak til Mikael Thorborg for at gøre opmærksom herpå).

‘Le Forum’ har modtaget er billede af en lignende grøn drejeskive fra en læser, der spørger om dens funktion. Svaret lyder bl.a:

”Jeg antager, at denne skive er brugt til at beregne afvigelsen ved en måling for at tage højde for atmosfæretryk, fugtighed og temperatur på et tørt og vådt termometer. Eller måske at beregne relativ luftfugtighed eller dugpunktet, hvis vi kender de tørre og våde temperaturer og atmosfærisk tryk ...”

Hvis nogle af jer skulle have glemt det dér med brug af vådt og tørt termometer, finder I en glimrende forklaring her: llk.dk/aozi1x

Hans Rosendal skriver bl.a.: ”Den afbillede ‘fugtskive’ er vel blot en cirkulær ‘regnestok’ svarende til den Feutron-Rechnenstab-Typ 1802, som jeg har brugt gennem de sidste 50 år.”

Ja, den ser ud til at kunne det samme (se ‘regnestokken’ her: llk.dk/ng2qvm ).

Anders Roed har fundet en manual til en psychrometric calculator, dog i en lidt anden variant, men med samme formål - læs den her: llk.dk/1xt1du

Desuden har han fundet et af verdens nok mest nørdede samlinger, nemlig et herligt ‘Circular slide ruler’-museum. Kig ind her: llk.dk/lbznaj

Når det har været lidt forvirrende at finde frem til firmaet Haenni, som i dag fremstiller mobilt vejeudstyr, skyldes det også, at firmaet er opkøbt og fusioneret i flere omgange og nu er en del af Baumer-koncernen.

Knud Høgh Knudsen mener bl.a. at kunne huske et instrument i form af en plade, monteret med våd/tør termometre, og mellem dem en plan skala noget i stil med regneskiven. Dette instrument blev brugt til at måle luftens relative fugtighed på operationsstuer.

Også tak til bl. a. Erik Clausen, Hans Jørgen Gabel, Jens Nyborg, Peter Nærum, Erik Bjarnov samt ikke mindst vor schweiziske læser, Fabrice Knecht, som efter 20 år i Danmark følte sig særlig forpligtet og har skrevet til Haenni og bedt om forklaringen.

Beklager de mange web- adresser i denne artikel – al læsernes indsigt kunne ikke rummes i papirspalterne ...

Og så var vi igen nogle stykker, der fik genopfrisket vores børnelærdom.

/ Lynch

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først