Bo Albrechtsen fra Den Gamle By i Aarhus sendte os et billede af en tang, som han ikke vidste, hvad man har brugt til, så den satte vi selvfølgelig på Bagsiden.
Det særlige ved tangen var de bølgerillede kæber, og de delte groft sagt bagsidelæserne i to lejre.
Der var de af jer, såsom Jens Frederik Nyborg, der mente, at den var god at holde eller klemme ting fast med, f.eks. når man skulle sætte bånd om pakker eller paller og klemme clipsen i hver ende af båndet sammen.
Den anden lejr mente, at der var en anden mening med kæbens udformning – nemlig at der var tale om en såkaldt krympetang, som man bruger til at krympe diameteren af f.eks. et rør eller til at gøre en stålwire stram. På dette hold er bl.a. Søren Lund og Lars Müller.
Martin Frydenlund fortæller i den forbindelse, at de hjemme på fødegården havde en lignende tang til at stramme hegnstråd op med.
Læs også: Bagsiden: Hvilken tang har bølgerillede kæber og slyngplanter?
Har vi haft en biavler på spil?
Det fik biavlerne på banen i kommentarsporet. Med et link kunne Lars Jensen vise, at biavlere kan bruge en lignende tang til at stramme ståltråde på tavlerne.
Det tætteste vi kommer rent billedmæssigt, ser vi i dette link fra Alex Bundgaard. I beskrivelsen til tangen lyder det dog mest, som om den er beregnet til æstetiske finesser i et design.
For at opklare mysteriet prøvede vi at spørge et par værktøjsforhandlere – også nogle, som forhandler antikke værktøjer – men heller ikke her, kan vi hitte de to streger, vi gerne vil sætte under resultatet.
En dansk forhandler mente, at det mest sandsynlige var, at den var til at holde elementer fast med, og kigger man på forhandlerens udbud, ser det da også ud til, at krympetængernes bølger går den modsatte vej end på Bo Albrechtsens tang.
En britisk forhandler af antikke tænger mente dog, at det godt kunne være en krympetang, da han mente, at han engang havde noget lignende i sortimentet – men han var ikke sikker.
Læs også: Bagsiden: Undervisning i elektromagnetisme?
Og måske er den slet ikke kun til én ting. Som Bo Christensen påpeger, så kan en god håndværker jo bruge ét værktøj til alverdens ting.
»Jeg er overbevist om, at mange landmænd, udrustet med en knibtang, en hammer og en stor skruetrækker med lige kærv ville kunne lave alt – op til og inklusive enhver mekanisk fejl på en rumfærge,« skriver han.
