Bagsiden: En økologisk ishockey-puk af blåbær fra 1957

Apropos historien for et par uger siden om hvad redaktionens køleskab gemte af rariteter ('Køleskabsrekord - ingen ældre?'), har Bagsidens håndtegner sendt en beretning om et omrejsende glas blåbærsyltetøj, hvis alder slår alle rekorder (men som faktisk slet ikke er fundet i et køleskab):

I 1957 har et medlem af familien Hansen syltet blåbær - ikke så mærkeligt, i de år blev alle slags bær og frugt kogt med sukker og sager og hældt på Atamon-skyllede glas, bundet sirligt til og forsynet med en lille etiket.

På etiketten skrev fru Hansen med spids og sirlig skrift: 'Blåbær 1957'.

Et af disse glas fra årets blåbærhøst blev samme sommer givet - måske som værtindegave? - til min mor. Vi boede på 1.sal i en villa i Valby i det såkaldte Carlsberg-kvarter. Glasset kom i spisekammeret.

Nå ja, syltetøjet fra fru Hansen blev ikke spist den vinter og heller ikke den følgende. Men glasset stod jo koldt og godt, og man kan jo aldrig vide, hvis tyskerne nu kommer - eller russerne måske?

I 1960 flyttede vi til Chartres - 100 km syd for Paris. Min kemiingeniør-far skulle medvirke til at etablere en fabrik for Novo dér, så det lille hjem i Valby blev pakket ned i flyttekasser af træ, og således også alt, hvad der kunne bruges fra spisekammeret. Glasset med det vitaminholdige sukkerstads - 'Blåbær 1957' - kom med.

Det mærkelige er naturligvis, at man ikke bare spiste syltetøjet på et par skiver ristet brød. Men nej, glasset var der endnu fire år efter, da Novos fabrik i Chartres var på plads. Nu skulle det nu noget større hjem derfor pakkes ned og sendes tilbage til Danmark.

Det lille glas med 'Blåbær 1957' havnede igen i en flyttekasse - formentlig omviklet med en side fra Le Monde.

Familien bosatte sig nu i Charlottenlund lidt nord for København, og glasset havnede i viktualiekælderen. Og her stod det såmænd endnu i 2006, da min mor døde. Hun var også ingeniør og det meste af sit liv lektor i organisk kemi på DTU, så hun vidste nok, hvad blåbær består af.

Min far skulle flytte til en mindre bolig og huset skulle derfor tømmes.

Viktualiekælderen blev af os børn benævnt 'Tut ank amons grav' på grund af de mange fine ting, som var gemt og glemt der. 'Blåbær 1957' var nu næsten 50 år og reduceret til en lille substans på glassets bund - en slags økologisk ishockeypuk. Ingen turde bide i den eller slikke på den, og efter en kort andagt røg den med på lossepladsen.

Hvis ingen har spist den, ligger den der sikkert endnu.