Belysning af nummerplader på biler er et af de vigtige emner, der i umindelige tider er blevet forsømt her på Bagsiden. Men det råder Carl-Erik Ravn heldigvis bod på:
»Jeg står for, at skulle udskifte en pære til mit nummerpladelys på bilen. Ud over vanskeligheder med overhovedet at få adgang til pæren, så forekommer det mig, at være lidt af en bagstræberisk og gammeldags indretning. Hvem opfandt den regel? Hvorfor skal vi overhovedet have lys på nummerpladen, der i vore dage jo er selvlysende,« skriver han.
»Jeg kan til nød forstå det når der er tale om veterankøretøjer med emaljerede nummerplader. (Jeg er nu ikke engang sikker på, at veterankøretøjer selv skal belyse egen nummerplade)«
Det sidste er der højst sandsynligt en veteranbilentisiast blandt Bagsidens læsere, der kan oplyse os om. Men reglen eksisterede faktisk allerede i den allerførste ‘Lov om Kørsel med Automobiler’, der blev vedtaget i Folketinget 24. marts 1903. Her hedder det i §7:
Reglen om nummerpladebelysning daterer sig helt tilbage til Danmarks første færdselslov, der bl.a. forbød automobiler at »udvikle Røg, Damp eller ilde Lugt, der er til Hinder for Færdselen«.
»Enhver Motorvogn skal foruden med de ovennævnte Lygter være forsynet med en Lygte, der klart kan belyse det Nummer, som i Medfør af § 9 skal være anbragt paa Vognen.«
I Ingeniøren blev der i øvrigt udtrykt tilfredshed med vedtagelsen af loven:
»Der er nu naaet faste Regler for Automobilkørslen for hele Landet, hvad der er et stort Fremskridt, selv om de ivrige Automobilister finde Loven for stræng. Automobilerne er nu en Gang ikke populære ude i Landet. I Norge, hvor Chr. Krogh har døbt Automobilet med Navnet „Hurtighedsdjævelen”, er al Automobilkørsel forbudt.«
Definitionen af dette nye fænomen synes at have voldt justitsminister Alberti og hans embedsmænd visse problemer:
»Ved Automobil forstaas i denne Lov ethvert Køretøj, der er forsynet med Kraftmaskine, som drives med Damp, sammenpresset Luft, Gas eller Elektricitet, uden Hensyn til, om det tillige kan sættes eller holdes i Bevægelse paa anden Maade,« hedder det i §2.
Af §3 fremgår det desuden, at »Motorvogne maa ikke i Størrelse eller Udseende væsentlig afvige fra de til tilsvarende Brug benyttede Hestekøretøjer.«
Hastighedsgrænsen blev fastsat til 2 mil i timen (15 km/t) i byer og 4 mil i timen på landevej. Dog kun 1 mil i timen på steder, hvor der er stærk trafik, eller kørebanen er »slibrig«.
Måske nok et adstadigt tempo, men da lovforslaget blev fremsat, var grænsen faktisk endnu lavere: 1½ mil i timen i byer og 2 mil i timen på landevej. Under Folketingets udvalgsbehandling fandt man det tilsyneladende forsvarligt at give den lidt mere gas. Men automobilisterne skulle udvise behørig forsigtighed:
»Møder Automobilet kørende eller ridende, skal Føreren straks standse Køretøjet og Kraftmaskinen (saa ingen Lyd fremkommer), naar Kusken eller Rytteren gør Tegn til ham eller han selv bliver opmærksom paa, at Hestene eller Hesten vise Tegn til Ængstelse,« står der i §19.
Nå, men tilbage til nummerpladelyset. Carl-Erik Ravn mener, at tiden er inde til at slukke for det for at spare energi: »Det plejer jo at være et mantra på Borgen,« konstaterer han.
»Tænker jeg kører videre med kun den ene side belyst, indtil den også opgiver ævred.«
