Bagsiden: Fra dengang det var god latin at lære udenad

Vi er nok mange, der husker Hans Scherfigs karikerede fortælling om verdens mest elendige pædagoger, der med stor fornøjelse plager livet af en gymnasieklasse. Men det er ikke nødvendigt at have genlæst bogen eller set filmen for nylig for at følge denne udredning fra patentingeniøren i Hillerød:

Kære Lynch

I ‘Det forsømte forår’ har vi jo eleven Ellerstrøm, der hakker og stammer, da han i latinundervisningen skal forklare om det lille ord ‘an’. Han er skrækslagen, fordi han er faldet i unåde hos lektor Blomme.

Så får Nielsen ordet og rejser sig op: ”An bruges ikke blot i andet led af disjunktive spørgsmål, men også i enkelte spørgsmål når man spørger om hvad der ellers, hvis noget skal indvendes mod det foregående eller deri liggende tanke bekræftes må være tilfældet, eller når man selv til et spørgsmål får et svar eller en formodning derom i form af et nyt spørgsmål.”

Det er hylende morsomt og udbasunerer skoletidens til tider rablende vanvid. Jeg hører til en årgang, hvor man skulle rejse sig fra stolen og aflire et salmevers.

Når det er sagt, så var jeg som venstre-hjerne ekstremt dygtig til den slags remser. Måske kan nogle af mine ingeniørkolleger genkende det?

Jeg var ikke god til at lære gloser, men alle afskygninger af grammatik og særlige undtagelser kunne jeg. Jeg var mønsterelev hos min fransk­lærer og kunne hundreder af grammatiske spidsfindigheder, som han bad os hver især om at skrive op i en lille bog.

Men lektor Blommes remse er ikke bare nonsens. Der er noget om snakken. Hvis man går ind på ‘latinskordbog.dk’ og søger på ordet ‘an’, så vil man finde (stærkt forkortet):

1) a) i disjunktive spørgsmåls- (eller tvivls-) sætninger... b) undertiden uden noget egl. spørgsmål ...

2) i enkelte spørgsmål: a) i udfyldende og bestyrkende ... b) efter haud scio, nescio ... c) (digt. og sen.) i afhængige spørgsmål...

Ak ja, sådan er der så meget.

Med venlig hilsen

Flemming Bøgelund