Bagsiden: Chat på telegrafen

Illustration: Ingeniøren

Artiklen fra 23. april om morseapparaterne, der førhen fandtes på alle stationer, fik Ole L. Trinhammer, Frederiksberg, til at tænke på en anekdote, som hans mor fortæller:

Jeg har lige fået den genopfrisket her i bededagsferien, hvor vi besøgte mine forældre i Nørresundby ved Aalborg. Begge mine forældre har arbejdet ved DSB. Min mor startede som trafikelev i Arden i 1951. Når de havde ledig tid, brugte de telegrafen til datidens chat. Kaldet KJÆP.

Opkaldet var: da dah, da dah, da dah dah dah, dvs. prik streg, prik streg, prik streg, streg streg. Man kan næsten høre kaldesignalets stemning af: Nu skal vi sludre (sladre?).

Min mor husker en dag, hvor stationsforstanderen blandede sig i telegrafien og formanede dem om ikke at telegrafere om det, de gjorde (hvad det så end var).

Han var nemlig selv en ferm telegrafist og kunne høre fra morsekoden, hvad de kjæppede om.

Uddannelsen som trafikelev bestod af fire måneder på en landstation (Arden i min mors tilfælde) efterfulgt af syv måneder på en bystation (Hjørring) og til sidst tre måneder på en station med post (Marslev på Fyn).

Illustration: Ingeniøren
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ole. L. Trimhammers forældres telegrafchat er langt fra det første tilfælde af romantik i online digital chat. Kvinder arbejdede som telegrafister allerede fra 1840'erne, og mange mente at man kunne skelne mellem mænd og kvinder på morsenøglens rytme. Telegrafister kunne også finde på at efterligne en andens morsestil for sjov, lidt som 'catfishing' på dating apps i dag. 'Wired Love, A Romance of Dots and Dashes', skrevet af en tidligere telegrafist, Ella Cheever Thayer i 1879, er et eksempel på en 'telegraphic romance', dengang en populær fiktionsgenre.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten