Vor læser i Brande vil også meget gerne være millionær og fortrængte derfor al sin viden om sandsynlighedsregning og købte et skrabelod af typen MEGA QUICK fra Danske Spil. Men han kom bl.a. til at undre sig over gevinstchancerne:
Kære Lynch,
For den beskedne sum af 50 kr. får man muligheden for at vinde op til 5.000.000 kr. – yderst attraktivt.
Det gik således, at jeg blot vandt 75 kr., men fratrukket investeringen har det dog stadig været en ganske overskudsgivende forretning, så det er næppe sidste gang, at jeg køber sådan et lod.
Der er desuden større chance for at vinde 250 kr. end for at vinde 100 kr. – i hvert fald, hvis man skal tro gevinstplanen, som er trykt på bagsiden af loddet.
Gevinstplanen ved salg af 1.500.000 lodder er vist på vedhæftede billede. Om det er sætternissen, der har været på spil hen over julen, eller om det er en matematiker hos Danske Spil, der har fået for meget gløgg, skal jeg ikke kunne sige.
Såfremt alt derimod er i skønneste orden, kunne det være spændende at kende baggrunden for denne gevinstfordeling.
Der er i øvrigt en anden interessant detalje, der måske er værd at tage med i betragtning. Hvis man nederst på Danske Spils hjemmeside (danskespil.dk) klikker på ‘Vinderchancer’, får man oplyst, at chancen for at vinde førstepræmien i Mega Quick er 1/3.000.000. Hvilket ikke helt harmonerer med gevinstplanen for 1.500.000 solgte lodder – men hvad er en faktor 2 mellem venner....
Godt Nytår!
Ulrik Schmidt
– – –
Ja, det ser lidt mærkeligt ud. Jeg købte straks et lod og skrabede mig til en 50’er, så det var gratis. Og med fare for at researche historien ihjel spurgte jeg Dansk Spil om matematikken bag den mærkelige gevinstplan.
Men nu ved jeg jo, at mange af jer straks kaster jer over tallene, som I ser oppe til højre her på siden, for lige at tjekke tilbagebetalingsprocenten (der er angivet til 62). Så jeg smed straks tallene ind i Excel og kan oplyse, at summen af gevinsterne er 44.306.000 kr, og at procenten derfor lander på 59,07.
Det ligner jo en afsløring, og jeg skrev altså til Danske Spil og spurgte om de forskellige mærkværdigheder.
Presse & Kommunikationsrådgiver Camilla Riis Cornelius svarede lynhurtigt i flere omgange og skriver i sine svar bl.a.:
”Det er ikke en matematisk betragtning, der ligger til grund for antallet af 250 kr.-præmier i forhold til antallet af 100 kr.-præmier. Det er et spørgsmål om, hvad vi vurderer vil give den bedste spiloplevelse for spillerne.
Hertil kommer, at der i den aktuelle præmiestruktur er angivet, at der er 30.300 præmier af 250 kr., men af de 30.300 præmier er 3.900 stk. præmier, der er sammensat af flere gevinster – dvs. at man kan vinde 250 kr. ved at vinde to præmier á 100 kr. og én præmie á 50 kr. eller man kan vinde 250 kr. ved at vinde tre præmier á 50 kr. og én præmie á 100 kr. Dvs. at der er 26.400 stk. ‘rene’ 250 kr-præmier.
Hvad angår tilbagebetalingsprocenten skyldes forskellen, at der skal betales gevinstafgift på 15% af alle gevinster over 200 kr. Denne afgift betaler Danske Spil for spillerne, og den indgår i tilbagebetalingsprocenten ...
Mht. den anførte vindersandsynlighed på danskespil.dk er der tale om en beklagelig fejl, som vi har fået rettet.”
(Citat slut)
– – –
Tak for svaret! Hermed synes sagen at være opklaret – og så fik vi da rettet den fejl!
Men bortset fra det tyder alt på, at Danske Spil har orden i tallene og rent mel i posen. Virksomheden er i øvrigt kontrolleret af ‘Spillemyndigheden’ under Skatteministeriet, der bl.a. tjekker, om man overholder de tilbagebetalingsprocenter, man lover.
Desværre blev historien slået ihjel, for der kom ingen sensationelle afsløringer ud af anstrengelserne. Men vi blev da lidt klogere.
/Lynch
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard