Baggrund: Prisfaldet, der kom bag på alle

Siden juni 2014 er olieprisen styrtdykket fra 105 til omkring 50 dollar pr. tønde – og sandsynligvis er bunden ikke nået endnu. Et historisk hurtigt olie-prisfald, der kun overgås af et fald under finanskrisen, hvor prisen i 2008 faldt fra 144,5 til 46 dollar pr. tønde på ligeledes syv måneder.

Årsagerne til prisfaldet er analytikere verden over nogenlunde enige om: Det kinesiske olieforbrug – som er det næststørste efter USA’s – er ikke steget så meget som forventet på grund af lavere vækst i det store land. Olieproduktionen i visse dele af Mellemøsten er begrænset på grund af krig, og endelig har USA siden 2010 pumpet store mængde skiferolie, også kaldet tight oil, op af jorden og ud på det amerikanske marked fra gigantiske felter i især Texas.

Faktorer, som sådan set har været kendt i flere år. Men alligevel er udviklingen kommet bag på de fleste analytikere, forklarer Martin Mørch Jensen, lead economist hos Dong Energy:

»Man vidste godt, at olieprisen kunne falde på grund af ovenstående, men slet ikke, at det tog den fart, og at prisen er kommet så langt ned. Flere store analysehuse rundt om i verden har da også haft travlt med at nedjustere deres prisprog­noser på det seneste,« siger han.

VIDEO: Derfor falder olieprisen

Han peger på, at olieprisen har ligget relativt stabilt på 115-120 dollar siden starten af 2011, og at markedet måske havde vænnet sig til dette høje, stabile niveau, der heller ikke – som ellers forventet – lod sig påvirke af uroen omkring Islamisk Stat i Irak og Syrien i sommer.

»En stærk dollar svækker som regel olieprisen, og væksten i den amerikanske økonomi har medført en betydeligt højere dollarkurs, hvilket nok er én af de faktorer, som har forstærket prisfaldet,« forklarer han.

Skiferolie vokser vildt

Ifølge statistikker fra IEA (Det Internationale Energiagentur) har den globale olieproduktion i de tre første kvartaler i 2014 år ligget højere end den globale efterspørgsel, som i 3. kvartal lå på 93,1 mio. tønder olie om dagen.

Overskuddet skyldes ikke mindst, at USA siden 2010 har øget sin produktion af skiferolie fra nærmest ingenting til omkring 3,5 mio. tønder skiferolie pr. dag. En bedrift, som har fået en norsk analytiker til at kalde den amerikanske skiferolie ‘den største overraskelse i oliehistorien’.

Derfor diskuterede OPEC-landene da også sidst i november 2014, om de skulle nedjustere deres olieproduktion for at hæve priserne igen. Men sammenslutningen af 12 olieproducerende lande – som tæller Iran, Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Venezuela, Qatar, Libyen, Forenede Arabiske Emirater, Algeriet, Nigeria, Ecuador og Angola – besluttede sig til at køre videre med de 30 mio. tønder olie om dagen, som de have aftalt i december 2011.

Martin Mørch Jensen vurderer, at OPEC-landene har været nødt til at opretholde produktionen for at få olieprisen ned i en periode og dermed få bremset og skrinlagt nogle af de amerikanske skiferolieprojekter:

»Man kan godt kalde det en slags nerve- eller udmattelseskrig. I Mellemøsten kan man jo producere olie med langt lavere omkostninger end fra de amerikanske skiferfelter, som ikke vil være lønsomme ved en lavere oliepris,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg går ud fra, at folk "spiller dumme", for det burde ikke komme bag på nogen, når USA har erklæret, at det nu er selvforsynende med energi.

Når det går så voldsomt for sig, skyldes det efter min mening, at der er en masse "spekulations olie" på råvaremarkederne - dvs gearing -. Kun 10% af oliehandlen drejer sig om rigtig "våd olie", mens 90 % er "papirolie", så hvis spekulanterne virkelig bliver forskrækkede, kan faldet teoretisk set blive på 90%.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten