Badning forbudt: Danfoss-forurening på Nordals værre end antaget

12. september 2019 kl. 12:162
Badning forbudt: Danfoss-forurening på Nordals værre end antaget
Region Syddanmark har flere gange undersøgt Himmark Strand for blandt andet dioxin. Denne gang er det vinylklorid, der er blevet fundet på stranden. Illustration: Region Syd.
Region Syddanmark har fundet høje niveauer af vinylklorid ved Himmark Strand, hvor Danfoss over flere årtier dumpede og afbrændte op mod 52.000 m3 industriaffald
Artiklen er ældre end 30 dage

Region Syddanmark udsteder badeforbud ved Himmark Strand på Nordals efter nye undersøgelser har påvist høje niveauer af det kræftfremkaldende stof vinylklorid. Undersøgelserne indikerer, at forureningen er værre end antaget, begrunder regionen i en pressemeddelelse.

»Vi har bl.a. udtaget vandprøver 57 steder under havbunden ud for det forurenede areal. Det er de analyser, vi har fået svar på, og det er i den forbindelse, at vi kan se, at der findes en meget kraftig forurening med bl.a. vinylklorid under havbunden,« forklarer Kristian Dragsbæk Raun, der er Region Syddanmarks projektleder på forureningen på Himmark Strand i pressemeddelelsen.

I en enkelt vandprøve udtaget i én meters dybde under havbunden 25 meter fra stranden fundet et indhold på 60.000 mikrogram vinylklorid/liter. Det er ifølge Region Syddanmark på niveau med det, man måler i Kærgård Klitplantage og ca. ti gange højere end de værdier, der er konstateret ved Grindsted Å.

Lovgivningens generelle kvalitetskrav til vandkvalitet er til sammenligning 0,05 mikrogram/liter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Badning i området er allerede frarådet i dag, men Styrelsen for Patientsikkerhed har på baggrund af resultaterne anbefalet, at der udstedes et decideret badeforbud ved den ca. 600 meter lange strækning. Et sådant forbud er nu på vej og i samme omgang vil man udvide det område, hvor der i dag er adgangsforbud.

Hundredevis af tøndefulde brændt hvert år

Forureningen af området har været kendt i årevis. Danfoss brugte fra 1955 til 1967 området til at deponere og brænde flydende industriaffald. Det daværende Sønderjyllands Amt vurderede ifølge Region Syddanmark i sin tid, at der er i alt er deponeret mellem 28.000 og 52.000 m3 forurenet materiale.

En del af affaldet var i flydende form. Det blev hældt i udgravede og senere genopfyldte såkaldte ’brandhuller’ i strandvoldene, hvor det blev brændt af.

»En kilde oplyser, at der blev tilkørt ca. 50 tønder flydende affald hver 2. måned, altså ca. 300 stk. lig ca. 60.000 liter pr år, i en årrække. For perioden 1955 til 1967 kan det således forsigtigt
skønnes, at måske 6-700.000 liter er tilkørt og afbrændt,« står der i ét af regionens notater om sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Olieaffaldet blev brændt af ved så lave temperaturer, at der blev dannet dioxin. Ifølge Kristian Dragsbæk Raun viser de nye undersøgelser, at der indtil videre kun er fundet et meget lille indhold af dioxiner i vandet under havbunden, men at en endelig vurdering afventer de sidste målinger.

Region Syddanmark forventer at have resultater fra 88 boringer på land, hvorfra der er taget både jord- og vandprøver, om to-tre uger.

Sønderborg Kommune har dog allerede spurgt Fødevarestyrelsen, om der også skal udstedes fiskeforbud i området.

Ifølge kommunen er der ikke noget at bebrejde Danfoss:

»På daværende tidspunkt var det lovligt og en helt almindelig måde at komme af med sit affald på,« sagde civilingeniør Susanna Esbensen fra miljøgruppen i Sønderborg Kommune således sidste år i en pressemeddelelse.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
12. september 2019 kl. 14:36

Respekt for Danfoss som har tilbudt at være med til at betale for oprydningen selv om de ingen pligt har til det!

En sjov tanke er hvad der var sket hvis Bitten og Mads havde været nødt til at sælge virksomheden til en kapitalfond pga arveafgift i sin tid, i stedet for at lade den gå videre i familien.... HAvde der mon så stået en kapitalfond og tilbudt at betale???