Bål, mados og stearinlys: Daginstitutionens luft er fyldt med partikelforurening
Når forældre afleverer deres børn i børnehaven eller i vuggestuen, udsættes børnene i mange tilfælde for lige så mange ultrafine partikler, som de ville på en indfaldsvej. Det skriver Danmarks Radio på baggrund af resultater fra Det Økologiske Råd og Realdania.
I daginstitutionerne er det mados fra køkkener, bålaktiviteter og stearinlys, der forårsager udledningen af ultrafine partikler, vurderer Det Økologiske Råd i et pilotprojekt, der netop er afsluttet. Her har man målt indeklimaforholdene i 20 forskellige daginstitutioner. Det skriver Det Økologiske Råd i en pressemeddelelse.
Problemer med luftveje
Ultrafine partikler kan føre til problemer med astma og dårlig lungefunktion senere i livet, og man mener, at omkring 20 pct. af alle børn i daginstitutionerne har en eller flere former for luftvejslidelser.
Steffen Loft, professor i miljømedicin ved Københavns Universitet, vurderer over for DR, at børn kan være særligt skrøbelige, når det gælder den mulige påvirkning fra ultrafine partikler.
»De helt små har særligt sarte lunger, fordi lungernes dimensioner er små. Så hvis der kommer en lille irritation med lidt hævet slimhinder, så påvirker det deres lungefunktion meget mere, end det gør hos voksne,« siger Steffen Loft til DR.
Læs også: Skadelige partikler rammer byboere og naboer til krydstogtskibe lige hårdt
I Det Økologiske Råds pilotprojekt påpeges en række tiltag, der kan reducere forureningen med ultrafine partikler. Her anbefales det blandt andet, at man lufter ud jævnligt, og at man holder køkkendøre og vinduer lukkede fra resten af daginstitutionen, når der laves mad.
Det anbefales også at benytte sig af bål og bålaktiviteter så sjældent som muligt, og at man tager højde for vind og lukkede vinduer i daginstitutionen, når man anvender bål i institutionens gård, på legepladsen eller lignende.
Både Det Økologiske Råd og Steffen Loft understreger over for DR den indflydelse på forureningen af ultrafine partikler, som stearinlys kan have og anbefaler at erstatte dem med batterilys.
