Avanceret dansk lydteknologi foran kinesisk gennembrud
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Avanceret dansk lydteknologi foran kinesisk gennembrud

Nogle af verdens største producenter af lydenheder er tæt på at indgå samarbejdsaftaler med danske lydspecialister i iCapture, der er førende i forståelse og brug af vibroakustiske og elektromagnetiske simuleringssystemer og -metoder.

»Vi forventer at kunne lukke en aftale her i løbet af sommeren og to til tre flere i løbet af året,« siger stifter og direktør i iCapture Ulrik Skov til elektronikbranchen.dk.

Blandt de firmaer, som iCapture er i dialog med, er TCL, som producerer for Sony, Samsung og Ikea samt markedets helt store aktør, GuoGuang Electric Co. Ltd (GGEC). Sidstnævnte er en af verdens største højttalerproducenter med mere end 60 år i audiobranchen og med udviklings- og produktionsopgaver for en lang række kendte mærker som for eksempel Panasonic, Dali, JBL/Harman/Infinity og Logitech.

»På det tekniske plan fungerer det rigtig smidigt. De forstår, hvad, det er, vi kan, og hvad de kan bruge det til. Nu mangler der så de sidste kommercielle forhold mht. kinesernes vurdering af kosteffektiviteten for dem og leverencebetingelserne for os - så intet er givet på forhånd,« siger Ulrik Skov.

Vedholdende indsats fik kinesere i tale

iCapture er eksperter, når det gælder effektiv og produktiv anvendelse af avancerede computersimuleringer, der bruges til design, produktudvikling og optimering inden for først og fremmest akustik. Når det er lykkedes dem at få så store spillere i tale, er det et resultat af en længerevarende og vedholdende indsats. Ulrik Skov har deltaget i flere besøg i Danmark med kinesiske interessenter og været på besøg i Kina. Blandt andet deltog han i Netværk for Dansk Lydteknologis rejse til Kina i efteråret 2011 i samarbejde med Udenrigsministeriet, hvor også GN Resound, Brüel & Kjær og G.R.A.S. var blandt deltagerne.

Diskussionerne med de kinesiske virksomheder går blandt andet på, hvordan samarbejdet kan blive gensidigt og rent praktisk skal foregå. Skal det være ad hoc fra projekt til projekt, eller skal der være tale om et mere langstrakt strategisk samarbejde. Flere af virksomhederne overvejer at etablere udviklingsafdelinger i Danmark, så den mulighed er også i spil, oplyser Ulrik Skov.

»Der er en dyb viden på området i Danmark, så det vil være naturligt at overveje disse muligheder med mål om at etablere flere danske arbejdspladser,« siger han.

Kinesiske klienter på tilpas højt videnniveau

Ulrik Skov peger desuden på, at de kinesiske virksomheder ikke længere kun er interesserede i passivt at producere andres teknologi, men også er aktive, når det gælder udvikling af nye komponenter og enheder. Og det er ikke mindst her, samarbejdet mellem iCapture og de kinesiske lydgiganter bliver interessant.

»Vi arbejder med vores klienter og ikke for dem, så vi går ind sammen med deres udviklingsingeniører og hjælper dem med at udvikle bedre produkter hurtigere i et meget kontrolleret virtuelt miljø,« forklarer Ulrik Skov og fortsætter:

»Det giver ingen mening for os at arbejde med klienter, der er på for lavt et modenhedsniveau, for de kan ikke få værdien ud af det. Jeg er blevet bekræftet i, at flere kinesiske virksomheder grundet de seneste 15 års outsourcing stræber mod et højt videnniveau, hvor det giver mening at indgå i et samarbejde - ligesom vi gør herhjemme og i andre dele af verden.«

Emner : Lyd
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten