Autonom robot syr tarme sammen

Nål og tråd i et operationsrum er ikke længere forbeholdt læger i kød og blod. Operationsrobotten Star (Smart Tissue Autonomous Robot) har vist, at maskiner også kan sy tarme sammen uden direkte instrukser fra lægerne.

Star er nemlig en autonom robot, der ved brug af NIRF-markører, plenoptiske kameraer og smarte algoritmer selv kan regne ud, hvor nålen skal sættes i. Fint kalibrerede tryksensorer og aktuatorer sørger for at mærke efter og hive helt rigtigt i tråden for at lave en perfekt sammensyning af en overskåret tarm.

»Indtil nu har autonom robot-kirurgi været afgrænset til operationer med en simpel anatomi, som overskæring af knogler,« lyder det fra en af forskerne bag Star, Axel Krieger fra Sheikh Zayed Instituttet for Pædiatrisk Kirurgisk Innovation i Washington D.C. i Science Daily.

Mere grundig end effektiv

I første omgang er det grise, der har lagt krop til Stars evner som kirurg. Grisene overlevede operationen, og ifølge lægerne syede Star bedre end almindelige læger. For eksempel var tarmene bedre til at modstå overtryk, skriver forskerne i Sciences Translational Medicine.

Men Star er på ingen måde klar til at blive ansat som bagvagt på intensivafdelingen i morgen. Når Star syr, så skal et menneske nemlig sidde og hjælpe til for at undgå tråden går i kludder, en læge skal også markere vævet på forhånd. Og Star tager sig god tid til sin opgave. Faktisk hele 35 minutter, hvor et menneske kan klare det på otte minutter.

Forskerne bag er dog ikke i tvivl om, at Star er fremtiden. Om to år vil robotter som Star være virkeligheden på hospitaler, lyder spådommen fra forskerne, der vil forbedre robotten med mindre værktøj og bedre sensorer.