Australiere slår elektrode-rekord for kunstigt øje

Billedkvaliteten bliver stadigt bedre i kunstige øjne, som forskellige forskerhold frembringer.

Sidste år implanterede et amerikansk firma en chip med 60 elektroder i flere patienter og nu har australske forskere lavet en chip med 98 elektroder, der skal implanteres bag på nethinden. Hele systemet består af et kamera på en brille, en trådløs processor, der gør tvsignalet digitalt og sender det til chippen, der er forbundet til synsnerven.

Den første generation af kunstige øjne systemer havde 4 elektroder, siden blev det 16, og i 2006 nåede det amerikanske firma Second Sight op på 60 elektroder. Nu har forskergruppen Bionic Vision Australia (BVA) lavet en prototype med 98 elektroder.

Læs også: Sådan virker det bioniske øje

Med den opløsning vil patienterne blive i stand til omridset af større objekter som bygninger, biler og forskellige ting i byrummet som bænke.

Teknologien kan hjælpe folk med retinitis pigmentosa (RP). Der er omkring 1500-2000 i Danmark, og der kommer 50 nye til hvert år. RP er en fællesbetegnelse for en gruppe arvelige øjensygdomme, der leder til et gradvist svigt af nethinden. De fleste typer RP medfører en degeneration af de seks millioner tapceller, der er i hvert øje, og skader dermed synsskarpheden og farvesynet.

Det kan også hjælpe ældre aldersrelateret makular degeneration (AMD). Sygdommen, der medfører skader i den såkaldte gule plet (makula), hvor tapcellerne er koncentreret - angriber folk over 55 og i de vestlige lande har ca. 12 procent af befolkningen over 60 symptomer på AMD.

Men selv om forskerne får stadigt flere elektroder ned på de små chips, så er den store udfordring stadig at få skabt en forbindelse til synsnerven eller direkte til hjernen, fortæller overlæge, ph.D. Kirsten Lau Baggesen fra Aalborg Sygehus.

»At lave chippen følsom nok er den ene udfordring, men det er jo lidt som at lave en chip til et digitalkamera. Den store udfordring er at få signalerne videre til synsnerven eller hjernebarken.«

Skal erstatte 50.000 nerveceller

Der er ca. 120 millioner sanseceller i øjet og som før nævnt ca. seks millioner tapceller i den gule plet, som typisk bliver ødelagt af RP og AMD. Forholdet mellem nervetråde og sanseceller er ca. 1/120, så der går omtrent en million nervetråde mellem øjet og hjernebarken.

Det vil sige at der går omtrent 50.000 nerveceller fra tapcellerne i den gule plet, som chippen skal erstatte. Så ideelt set skal der en chip med 50.000 elektroder til for at give et fuldt syn.

»Der er nogle, der prøver at lave forbindelsen med ultrafine lyslederkabler, men man kan nok aldrig komme op på et fuldt syn. Vorherre er stadig den bedste til det.«

Som en del af videreudviklingen af det australske projekt arbejder forskerne på at sætte et kamera eller en lysfølsom chip ind i øjet, så brillerne bliver unødvendige. Det er allerede lykkes for tyske forskere fra Universitetshospitalet i Tübingen. Allerede i 2007 fik syv tyske patienter chippen sat i øjet, og resultaterne var så positive, at en af patienterne fik lov til at beholde chippen i øjet efter forsøget.

»Fordelen ved at få chippen ind i øjet er, at du kan udnytte øjets optiske system, så det kan stille skarpt på det, som du gerne vil se. Hvis du har et kamera på en brille, kan der kun være én indstilling med mindre, du laver autofokus på.«

Et andet udviklingsspor er at forsøge at forstærke signalerne fra chippen med medicin. Men det har lange udsigter, mener Kirsten Lau Baggesen.

»Ud over elektriske impulser, så bliver hjernen styret at forskellige kemiske stoffer. Derfor er teorien, at man kan forstærke signalerne ved at tilføre forskellige kemiske stoffer. Men det er noget, som vi ved meget lidt om, og derfor er det typisk meget løseligt beskrevet i projekterne.«

BVA satser på at teste deres prototype næste år. Og målet er, at have et færdigudviklet bionisk øje i løbet af fem år. Både BVA og Second Sight arbejder på versioner med op til 1.000 elektroder. Med den opløsning vil det være muligt at skelne ansigter og læse. Desuden arbejder Second Sight på at implantere kameraet direkte i øjet, så brillerne bliver overflødige.

Dokumentation

Se præsentation hos Bionic Vision Australia
Læs om de tyske forsøg
Se Second Sights hjemmeside

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Et antal elektroder, på kun 98, er ikke mere end en blind kan føle med en finger. Hvori består fidusen ved at integrere 98 elektroder i øjet? Hvorfor ikke 98 elektroder, på den højre pegefinger? Det vil give et tilsvarende syn, eller måske bedre. Og samtidigt, er det jo meget billigere, at give den blinde synet tilbage, ved hjælp af en "fingerbøl" på en finger...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten