Auktionshus sælger 85 meteoritter ... og et stykke af månen

En månesten på 4,46 gram kan nu købes på auktionshus. Illustration: Catawiki

Månesten til salg. Hvis du kender en person, der har alt, så har vedkommende nu en unik mulighed for at erhverve sig et stykke af Månen. En månesten er nemlig sat til salg på det online auktionshus Catawiki.

Med sine grå nuancer og brune skorpe er lige netop denne sten efter sigende en af de smukkeste månesten, der findes på Jorden. Interesserede købere kommer dog til at grave dybt i lommerne, hvis de skal sikre sig den lille sten. Med en vægt på bare 4,46 gram er den vurderet til at indbringe mellem 37.000 og 60.000 kroner. Derved er det et af de dyreste materialer på Jorden. Den samme mængde guld ville koste cirka 1260 kroner.

Månestenen blev fundet i den libyske ørken den 10. marts 1998. En detaljeret undersøgelse viser, at den har samme kemiske sammensætning, som de sten, der er bragt med tilbage fra Månen under Apollo-ekspeditionerne. Eksperter har derfor - i samarbejde med Nasa - fastslået, at der er tale om en sten fra Månen.

Omkring 400 kilogram månesten findes på Jorden

Der er 85 meteoritter til salg på denne auktion, og det gør auktionen til en af de største meteoritauktioner i Europa. Ifølge auktionarius Wim van Stormbroek er så stor en meteoritauktion en unik oplevelse.

»Meteoritter er meget sjældne, og det er første gang, at så mange meteoritter kan findes i én auktion. Næsten alle meteoritter, som når til Jorden, forbrænder på grund af friktionen med atmosfæren. Derfor er der ikke så mange meteoritter, som når Jorden,« siger Wim van Stormbroek i en pressemeddelelse.

At en af meteoritterne oven i købet er en månesten, gør kun auktionen mere unik. Det er sjældent, at en månesten sættes til salg. Man regner med, at der kun findes 400 kilo månesten på Jorden.

»De fleste månesten er ejet af museer, kongehuse eller tidligere politikere. Mellem 1969 og 1973 var der mange, der fik en sten fra Månen som gave af præsident Nixon,« siger Wim van Stormbroek fra Catawiki.

Emner : Månen