Miljøminister Ida Aukens længe ventede såkaldte ressourcestrategi skulle være lige om hjørnet og udkomme inden påske, siger rygterne.
Om der er hold i dem denne gang, kan kun ministeren vide, men vi ved til gengæld, at strategien lægger op til en afgørende ny kurs, hvor affald skal ses som en ressource, og så meget affald som muligt skal genanvendes.
Vi ved også, at blandt strategiens fokusområder vil være frasortering af organisk materiale fra husholdningsaffaldet til brug i for eksempel biogasanlæg, hvor fosfor og andre mineraler kan føres tilbage til jorden.
Der vil også være fokus på øget genanvendelse af affald fra byggeriet og af elektronikaffald, og så skal restaffaldet fra husholdningerne, der omfatter pap, papir, plastic og storskrald, også genanvendes i langt højere grad end i dag.
Det er ligeledes forventningen, at strategien vil stille konkrete krav til kommunerne om, hvor meget der skal genanvendes af hvilke fraktioner - og dermed indirekte krav til meget skrappere sortering af affaldet.
Hvad der derimod er knap så kendt er, at strategien sandsynligvis også vil tage hul på en modernisering af forbrændingssektoren med det formål at sikre, at den understøtter genanvendelse, og at affaldet forbrændes på de mest effektive anlæg.
Kommunerne bestemmer
I dag er det nemlig kommunerne, der bestemmer, hvordan og hvor husholdningsaffaldet og dele af erhvervsaffaldet skal behandles - og kommunerne, der skal sikre, at behandlingskapaciteten findes. Og det betyder i høj grad, at kommunerne henviser affaldet til de forbrændingsanlæg, som de er medejere af - hvilket Dong Energy som ikke-kommunalt forbrændingsanlæg nu mærker tydeligt: De er hårdest ramt af mangel på affald.
Men det vil regeringen lave om på, fremgår det af Erhvervs- og Vækstministeriets oplæg 'Styrket konkurrence til gavn for Danmark' fra oktober 2012. Her hedder det:
'Disse forhold (altså at kommunerne henviser affald til egne anlæg, red.) bevirker, at danske affaldsforbrændingsanlæg ikke har mulighed for at konkurrere på pris og effektivitet indbyrdes, hvilket blokerer for udviklingen af et mere ressourceeffektivt og innovativt marked for affaldsbehandling i Danmark'.
Moderniseringstankerne - som også er sat i gang af liberaliserings-krav fra EU - var allerede på banen i 2010 under den borgerlige regering, hvor en stort anlagt tværministeriel redegørelse analyserede forskellige muligheder og endte med at konkludere, at kommunerne beholder retten til at henvise affald til behandling og samtidig skal sikre, at der findes behandlingskapacitet. Men at alt affald til forbrænding - også husholdningsaffaldet - skal udbydes i fri konkurrence, og at forbrændingsanlæg udskilles fra kommunerne i selvstændige selskaber.
I rapporten anslår arbejdsgruppen, at der er effektiviseringsgevinster på 350 mio. kr. om året at hente ved at udbyde affaldet i fri konkurrence.
Forslaget blev aldrig gennemført, og om det er dette konkrete forslag, den nuværende regering arbejder videre med, ved vi ikke. Mere sikkert er det nok, at kommunerne er alt andet end begejstrede for at miste deres indbringende monopol på husholdningsaffaldet og få det udskiftet med en udsigt til tab på gamle forbrændingsanlæg, som ingen vil købe, og som ikke kan klare sig i en fremtidig fri konkurrence med mere moderne anlæg i en tid med faldende affaldsmængder til forbrænding.
Internationalt skrækscenarie
Et skrækscenarie vil - ifølge affaldsselskaberne - være, at store internationale selskaber udkonkurrerer de eksisterende forbrændingsanlæg, og så overtager forbrændingsopgaven og hæver priserne. Eller at affaldet eksporteres, og vi derved går glip af den billige affaldsvarme.
En vigtig pointe er også, at affaldsforbrændingsanlæggene forsyner fjernvarmeselskaberne med varme, og den varme skal der derfor findes erstatning for, hvis værket lukker. Og der skal under alle omstændigheder strikkes nye afregningsstrukturer sammen for varmeprisen, hvis værkerne skal ud i fri konkurrence.
Diskussionerne foregår ifølge Ingeniørens oplysninger lige nu. Om det ender med en markedsmodel eller en mere styret plan for tilpasning af forbrændingskapaciteten til en ny affaldsstrategi - det kan man kun gætte på.
Men man skal i hvert fald ikke undervurdere forbrændingssektorens styrke og dens alliancer blandt magtfulde politikere. Det viste sagen om lånegaranti til Amagerforbrændings store nye anlæg til fire mia. kr., hvor Københavns Kommunes politikere blev banket på plads af en særdeles veltilrettelagt og diskret lobby-indsats. En sejr, som anlægsleverandøren, Vølund, dog ikke kunne dy sig for at prale med i en avis-artikel.
