Atter problemer med arbejdsmiljøet hos LM Wind Power

Via en aktindsigt i Arbejdstilsynets vurdering af arbejdsmiljøet hos LM Wind Power er det kommet frem, at virksomheden ikke kan dokumentere, at grænseværdierne for mængden af styren i produktionen holdes under grænseværdierne. Derfor gav Arbejdstilsynet den 15. oktober LM Wind Power et påbud om at dokumentere, at grænseværdierne blev overholdt.

LM Wind Power fik også påbud om at sikre sig mod eksplosionsfare i produktionen - og om at hente ekspertise udefra for at løse problemerne.

Arbejdstilsynet vurderer, at der kan opstå fare for eksplosiv atmosfære ved arbejde med såkaldt sprøjte-gelcoatering og i forbindelse med store koncentrationer af styren, hvis der er utilstrækkelig ventilation. Det skriver Fagbladet 3F.

Medarbejdere ved LM Wind Powers afdeling i Lunderskov i Danmark. (Foto: LM Wind Power) Illustration: LM Wind Power

Det er ikke første gang, at LM Wind Power får påbud fra Arbejdstilsynet. Både i 2010 og 2011 var den gal med arbejdsmiljøet. I 2011 var det ligeledes giftige styren-dampe, som fik arbejdstilsynet til at kræve handling fra vingeproducenten.

Her kunne medarbejdere fortælle om betændte bylder på størrelse med golfbolde, kronisk diarré, besvær med vejrtrækning og hukommelsestab. I perioden fra 1995 til 2011 har LM Wind Power i alt fået 35 påbud angående giftige dampe i produktionen.

Arbejdstilsynet stiller også krav til LM om, at de skal hente eksperthjælp udefra for at få styr på processerne i produktionen.

Richard Bevan, der er direktør med ansvar for produktionen, siger til Fagbladet 3F, at man endnu ikke har besluttet sig for, om man vil anke Arbejdstilsynets påbud eller rette sig efter dem.

Dokumentation

fagbladet 3F