Atoms for Peace – historien om Grønlands radioaktive undergrund
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Atoms for Peace – historien om Grønlands radioaktive undergrund

Grønlands historie om uran er en koldkrigshistorie. Det er også historien om selvstændighed, om internationale, nationale og lokale spændinger og dilemmaer, som på sin vis har kørt, siden bomberne faldt i Japan i 1945. Og så handler den lidt om oliekrisen, om frygten for russerne (og deres bomber), om Niels Bohr, Dwight D. Eisenhower og Manhattan Projektet.

Den handler faktisk også om en grønlandsk nultolerancelovgivning, som muligvis aldrig har eksisteret, men som man alligevel stemte for at fjerne i 2013.

Bohrs mundkurv og hemmelig efterforskning

Som det ofte er med sådanne historier, kan man blive ved med at følge en tidslinje tilbage i tiden og se små og store hændelser, som på en eller anden måde har påvirket historiens gang. Men i dette tilfælde laver vi første nedslagspunkt i tiden kort efter Anden Verdenskrigs afslutning.

For den danske regering fik relativt tidligt besked om en mulig uranforekomst i Grønland.

»Vi kan se, at udenrigsministeriet allerede i 1947 fik besked om, at der sandsynligvis befandt sig uran og thorium i området,« siger Henrik Knudsen, seniorforsker ved Rigsarkivet og den ene af forfatterne bag 'Uranbjerget'.

Men på trods af denne melding, så skete der ikke meget på den front. Geologen og polarforskeren Lauge Koch blev sågar i 1948 sendt på ekspedition til Østgrønland og vendte hjem med beskeden om, at Østgrønland med sikkerhed indeholdt en vis mængde uran.

Her skal vi have Niels Bohr ind i billedet. For grundet sin medvirken i Manhattan-projektet havde han en viden om atomar videnskab, og USA var på dette tidspunkt langtfra trygge, at den viden befandt sig så geografisk tæt på fjende nummer ét: Sovjetunionen. Bohr var bundet af sin medvirken i projektet, og som den svenske fysiker Torsten Gustafson i 1947 skrev til den svenske statsminister, så kunne Danmark (og Storbritannien) ikke deltage i et planlagt kerneforskningssamarbejde »fordi deres mænd ved en del om atomhemmelighederne og derfor er bundne«. Ligeledes stod der i et dokument fra amerikanske arkiver, at »Dr. Bohrs forskningsarbejde vedrørende atomenergi vil være begrænset af hans aftale med USA om ikke at videregive atomare hemmeligheder«.

Og samtidig havde Niels Bohr en autoritet, som gjorde ham svær at komme uden om, hvis der skulle ske noget på området:

»Ingen ansvarlig politiker eller videnskabsmand ville overveje at foretage sig noget, der havde den mindste berøring med atomenergi uden først at rådføre sig med Niels Bohr,« skriver Henrik Knudsen sammen med Henry Nielsen i 'Uranbjerget'.

Atoms for Peace og Danmark kommer i gang

Så de næste år skete der officielt ikke meget på atomenergifronten.

Muligvis for at dæmpe atomfrygten efter ødelæggelserne ved Nagasaki og Hiroshima, muligvis for at rykke atomkraft tættere på Sovjet og bremse dennes fremmarch og muligvis af rent kommercielle interesser lancerede Dwight. D. Eisenhower-administrationen i 1953 Atoms For Peace-programmet.

Atomkraft skulle ikke længere frygtes, det skulle udnyttes, og et led i programmet var at stille uran og forskningsreaktorer og andet udstyr til rådighed for allierede lande, såsom Danmark. Adskillige lande hoppede i højere eller mindre grad med på dette initiativ, og som en naturlig konsekvens steg efterspørgslen på uran.

Nu blev Grønland pludselig interessant igen.

Atomkommissionen og Kvanefjeld

Så nu skulle folk derop, så vi kunne få viden om, hvorvidt og i hvilket omfang der faktisk befandt sig uran i Grønland. I lyset af holdningsskiftet fra amerikansk side nedsatte man Atomenergikommissionen, som blev ledet af Niels Bohr.

Den første sending beriget uran blev transporteret ud af flyet i Kastrup Lufthavn, 1957. Illustration: Kurt Nielsen

Nu blomstrede atomstemningen: Ren energi - og næsten uanede mængder!

Den første opgave, som kommissionen fik, var konstruktionen af et dansk forsøgscenter for atomenergi – Risø. Til det formål tilbød USA de to forskningsreaktorer, DR1 og DR2, nærmest som en slags demonstration på det vidunder, man anså atomkraften for at være. Samtidig drog en ekspedition – der blandt andet bestod af en gruppe værnepligtige udstyret med geigertællere – til Sydgrønland for at se, om de kunne finde en ordentlig uranforekomst.

Som nævnt tidligere havde man en viden om, at der var en mulig forekomst i Sydgrønland, og at det derfor ville være det bedste sted at starte. Og det gjorde de så - og blot et år senere, i 1956, opdagede man, at der faktisk var en uranforekomst i Kvanefjeld.

Tungt vand eller beriget uran

Man estimerede, at der var omkring 300 gram uran pr. ton i Kvanefjeld, og med på ekspeditionen var det danske mineselskab Kryolitselskabet Øresund, der endda havde hyret Niels Bohrs søn, Erik Bohr, som teknisk direktør.

»De gik all-in, men efter blot et par års efterforskning, konkluderede mineselskabet, at der ikke var en stor nok mængde til, at man kunne forsvare kommerciel drift,« fortæller Henrik Knudsen.

Men mens det første kapitel i Kvanefjelds historie så småt var ved at være ovre, kørte atomdebatten for fuld udblæsning herhjemme. For med de to reaktorer fulgte også en indirekte afhængighed af USA, da de kunne levere den berigede uran, som var nødvendig til letvandsreaktorer.

Risø gik i gang med at forske i en tungtvandsreaktor (DOR), som skulle være uafhængig af det berigede uran. For en sådan berigning var enormt dyr og teknisk meget krævende. Og samtidig kunne det se mistænkeligt ud fra et storpolitisk perspektiv, hvis Danmark pludselig anlagde et kæmpe anlæg, der kunne berige uran.

Elselskaberne ønskede heller ikke, at Danmark skulle satse på en anden tungtvandsreaktor, når vi nu kunne få den berigede uran stillet til rådighed af USA. De mente, man skulle fokusere på letvandsreaktorer, som man kunne købe færdigfremstillet af amerikanerne. Det var en afprøvet teknologi, der blev benyttet af øvrige lande i Europa.

Alle de kraftværker, som blev bestilt i 60’erne i den første bølge af verdens atomkraftværker, skabte pludselig et stærkt øget behov for uran. Samtidig havde sheikerne i Mellemøsten skruet gevaldigt ned for oliehanen, så nu kunne det være rart med en alternativ energiform. Sådan spiller skæbnen et puds engang i mellem.

Og her kunne det se ud til, at atomenergien og uranen i Kvanefjeld måske kunne få et comeback.

Three Mile Island, Tjernobyl og larmende tavshed

I 1974 meldte elselskaberne ud, at man i ly af oliekrisen, som begyndte året før, blev nødt til at kigge på andre former for energi. Så af sted gik det til Kvanefjeld igen. Ved denne ekspedition eksporterede man 5.000 ton malm til Risø til nærmere undersøgelser. Men uranen, som man fandt i malmen, var utrolig svær at adskille fra den resterende malm.

Men dyrt eller ej; Kvanefjeld var stadig det eneste sted i Vesteuropa, hvor vi kunne få adgang til uran. Så mens der blev forsket i alternativ energi – primært sol- og vindenergi – sendte man både danske og EU-midler af sted til et nyt, stort projekt.

Men så skete den første atomkraftulykke. Atomkraftværket Three Mile Island nedsmeltede i 1978, hvilket gav verden et nys om de konsekvenser, der var ved at bruge atomkraft. Ingen mennesker omkom i ulykken, men det betød ingenlunde, at befolkningens holdning ikke blev påvirket.

Lokalt i Grønland voksede modstanden mod uranudvinding også kraftigt i denne periode, så da ekspeditionen fra Kvanefjeld i 1983 kom med de opløftende nyheder om, at det faktisk var rentabelt at udvinde uran med de stigende markedspriser, blev det mødt med tavshed. Fuldstændig tavshed. Og i 1985 besluttede et flertal bestående af Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti uden om den daværende Schlüter-regering endeligt at lukke ned for atomkraft som mulig energikilde.

Og skulle der stadig være tvivlere blandt befolkningen, blev mange af disse nok overbevist, da atomulykken i Tjernobyl skete i 1986. Det skulle vi ikke nyde noget af, når befolkningen alligevel ikke ville være med til det.

»Det blev det sidste søm i ligkisten,« siger Henrik Knudsen.

Kvanefjeld op igen

Det næste, og foreløbigt sidste punkt i historien om Grønland, Danmark og en stor bunke uran, er fra 2007. Her meddelte det australske mineselskab, Greenland Minerals & Energy, at det var interesset i at udvinde sjældne jordartsmetaller i Kvanefjeld, men at dette ikke kunne gøres uden også at udvinde uran.

Men man havde en nultolerancepolitik, som bestemte, at der ingen uran måtte udvindes i Grønland, hverken som hoved- eller biprodukt. Så den skulle naturligvis afskaffes, inden man kunne begynde minedriften.

»Problemet er bare, at denne politik efter alt at dømme aldrig har eksisteret. Man har givet tilladelse til flere eftersøgninger efter uran gennem årene, men alligevel skulle man i 2013 stemme om at ophæve en lov,« siger Henrik Knudsen og peger på, at Lars Emil Johansen, Grønlands leder af regeringen fra 1991-1997, var den første, som brugte denne formulering, nultolerance.

En borerig sættes op i Kvanefjeld Illustration: Greenland Minerals & Energy

»Vi har aldrig fundet noget nedskrevet bevis på, at der skulle være vedtaget et decideret juridisk forbud mod at søge efter uran. Der blev sågar givet tilladelse til et canadisk selskab i 1988. Denne tilladelse var dog ikke til at søge efter uran, men en tilladelse til at søge efter mineraler i Sarfartoq, hvor man udmærket var klar over, at der befandt sig uran,« siger Henrik Knudsen.

Men, eksisterende eller ej, så blev nedlægningen af nultoleranceloven vedtaget med et snævert flertal i 2013.

Tilbage står nu, at det australske firma (ganske vist med Kina som storinvestor), stadig er ved at gøre klar til udvinding af de sjældne jordartsmetaller i Kvanefjeld. Miljørapporter og analyser skal gøres færdige, og samtidig svinger prisen på både jordartsmetallerne - og i særdeleshed også uran - konstant, hvilket forstærker usikkerheden om, hvorvidt dette bliver endnu et kapitel i Kvanefjelds historie.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Jens Ramskov, som i 2016 gennemgik Henrik Knudsens og Henry Nielsens bog 'Uranbjerget'. Læs første del af Jens Ramskovs artikelserie her. Ønskes mere information, kan 'Uranbjerget' anbefales.