Astronomer om Pluto-mission: »Det uventede er det mest spændende«

Illustration: Nasa

Med New Horizons forbiflyvning af Pluto går dværgplaneten fra at være en utydelig plet på himlen til at være et himmellegeme fyldt med detaljer. De detaljer vil med garanti overraske os de kommende dage, lyder vurderingen fra astrofysiker Kjartan Münster Kinch fra Niels Bohr Institutet, der til daglig arbejder med billedbehandling af data fra Mars.

»Vi har ikke meget konkret viden om Pluto. Det meste er formodninger, og i det lys vil de nye data helt sikkert give os overraskelser, og vise os ting, som vi aldrig havde forestillet os,« lyder det.

De mange højopløselige farvebilleder samt infrarøde analyser fra New Horizons vil give forskerne et billede af planetens mineralsammensætning og molekyler.

Læs også: New Horizons har ringet hjem: Nu venter 16 måneders download

Ifølge Kjartan Münster Kinch forventer forskerne at finde masser af is, der har frosset kvælstof og måske organiske materiale som eksempelvis kulstof.

»For mig er det mest fascinerende, at vil vil se ind i en verden af geologiske processer, der muligvis har ligheder med processerne på Jorden, men sker under helt andre forhold og med en helt anden kemi,« siger Kjartan Münster Kinch og peger på, at temperaturen på Pluto er ekstrem.

»Overfladen er kun en smule varmere end det absolutte nulpunkt. Temperaturen er cirka minus 230 grader celsius, og det bliver f.eks spændende at se, om landskabet er dannet af flydende kvælstof, som tilfældet var på Neptuns måne Triton, hvor en forbiflyvning afslørede gejsere eller vulkaner af flydende kvælstof.«

Forbiflyvning markerer nyt kapitel i rumforskning

Zoomer vi lidt ud, så markerer forbiflyvningen af Pluto en ny æra for rumforskningen, hvor astronomer nu har taget hul på et helt nyt kapitel, mener en anden forsker fra Niels Bohr Institutet, astronom og lektor Uffe Gråe Jørgensen:

»Indtil for få år havde vi en ret forsimplet opfattelse af Solsystemet som et sted med en række planeter og en sol. Men i dag begynder det nærmest først efter Pluto. Der er tusindevis af objekter med en diameter på 100 kilometer eller mere efter Pluto i Kuiperbæltet, og vi er først lige begyndt udforskningen af dem,« lyder det.

Læs også: Se billederne: New Horizons når Pluto i historisk forbiflyvning

New Horizons har dog kun brændstof til et par enkelte nye korrigeringer af sin bane, så det er begrænset, hvor mange objekter den vil nå at undersøge yderligere. Men dens rejse slutter ikke med Pluto.

Læs også: Ny opdagelse fra rumsonde: Pluto er større end forventet

Personligt er Uffe Gråe Jørgensen dog mest optaget af, om undersøgelserne af Pluto og andre objekter i Kuiperbæltet kan give en ide om, hvordan vand opstod på Jorden.

»Vi ved, at Jorden må være dannet som en sten-jern-planet, der har været knastør, så vandet må være tilført udefra. Det kan være fra Plutos område, så den nye udforskning kan måske give os svar på, hvordan grundlaget for liv opstod på Jorden.«.

Emner : Planeter