Astronomer finder universets største vandreservoir omkring sort hul
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Astronomer finder universets største vandreservoir omkring sort hul

En kvasar 12 milliarder lysår borte indeholder 140 billioner gange den mængde vand, som findes i alle Jordens have. Her omgiver det et kæmpe sort hul.

Da lyset, vi ser i dag, forlod kvasaren for 12 milliarder år siden, viser det vand, som fandtes blot 1,6 milliarder år efter Universets fødsel ved Big Bang. Hermed får vi et nyt indblik i Universets tidlige historie.

Det er to forskellige hold astronomer; et ledet af forskeren Matt Bradford fra Nasas Jet-Propulsion-laboratorium i Californien og et andet under ledelse af fysikeren Dariusz Lis fra Californiens teknologiske institut, som har fundet den enorme vandmængde ved kvasaren APM-08279+5255.

Observationerne af APM-08279+5255 blev begyndt af Matt Bradford i 2008 med et nyt instrument kaldet Z-Spec på Californiens teknologiske instituts 10-meter teleskop på bjerget Mauna Kea på Hawaii. Yderligere observationer blev foretaget med Carma-radioteleskopet i det sydlige Californien.

I 2010 fandt Dariusz Lis og hans gruppe de første spor af vand i APM-08279+5255, og efterfølgende har begge grupper arbejdet på yderligere studier og bestemmelsen af vandmængden.

Støv og gas driver kvasaren

Kvasarer er de mest lysstærke og energirige objekter i universet. De drives af et enormt sort hul, som hele tiden opsluger det omkringliggende materiale af gas og støv. Når materialet forsvinder ned i det sorte hul, udsendes store energimængder.

Det sorte hul i APM-08279+5255 har en masse på 20 milliarder gange Solens masse og leverer en energi, der svarer til hvad tusinde millioner millioner (billioner) sole udsender.

Astronomer ved, at der findes vanddamp selv i det tidlige, fjerne univers. Hidtil havde man dog ikke fundet vand så langt borte. I vores egen galakse Mælkevejen findes der også vanddamp, men omkring fire tusinde gange mindre end ved kvasarer, da det meste er frosset til is.

Vanddamp er en vigtig indikator, da det fortæller en masse om kvasaren. I APM-08279+5255 er vanddampen fordelt rundt om det sorte hul i en gasfyldt ring, som er flere hundrede lysår bred.

Det, at der findes vanddamp viser, at kvasaren bestråler gassen med røntgenstråling og infrarød stråling. Samtidig er gassen usædvanlig varm ifølge astronomiske standarder.

Det sorte hul kan vokse til seks gange sin størrelse

Gassen er kølet ned til minus 53 grader Celsius og har en massetæthed, der er 300 millioner millioner gange mindre end Jordens atmosfære. Alligevel er gassen fem gange varmere og ti til hundrede gange tættere end den gas, man ellers typisk ser i galakser som Mælkevejen.

Mængden af vanddamp og andre molekyler, såsom kulmonooxid, viser at der er nok gas til at føde det sorte hul, indtil det er vokset til seks gange dets nuværende størrelse.

Astronomerne er dog ikke sikre på, om dette vil ske, da noget af gassen og støvet kan kondenseres til stjerner eller blive slynget ud af kvasaren.
Resultaterne er blevet offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Nasa
Artikel på space.com

Emner : Universet
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der skal være 140 billioner gange så meget vand derude som på jorden,
Jeg har regnet det ud til at kunne fylde en terningformet tank, med sider på ca 50 millioner km, kan det passe?
mvh Arne

  • 0
  • 0

Der skal være 140 billioner gange så meget vand derude som på jorden,

Jeg har regnet det ud til at kunne fylde en terningformet tank, med sider på ca 50 millioner km, kan det passe?

Lyder rimeligt nok. En sidelængde på 2 lysminutter. Peanuts.

Mvh Søren

  • 0
  • 0