Astronauttvillings genekspression langvarigt ændret efter et år i rummet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Astronauttvillings genekspression langvarigt ændret efter et år i rummet

Illustration: Nasa

At tilbringe 340 dage på rumstationen, og herunder foretage to stressende rejser til og fra stationen, påvirker genekspressionen betydeligt.

Det viser rumlægernes sammenlignende studier af den amerikanske - nu tidligere - astronaut Scott Kellys og hans tvillingebror Marks dna før, under og efter Scotts lange ophold på ISS, skriver Nasa i en meddelelse.

En del af de ændringer, de konstaterede under og lige efter rejsen er normaliseret igen, men enkelte steder ser Scott Kellys genaktivitet ud til at være mere eller mindre permanent forandret. Det skal videre studier i hvert fald vise.

Nasa vil således undersøge, om astronauten kan have tilegnet sig det, de kalder ’rumgener’, altså gener, som der spontant er blevet tændt eller slukket for som følge af fysisk og psykisk stress ved den lange rejse. Det kan være vigtig viden ved planlægning af længere rumrejser, hvilket dette tvillingestudie blandt andet skal føre til mere viden om.

Kroppen er (næsten) blevet sig selv igen

Efter hjemkomsten faldt størstedelen af kroppens ændringer som sagt på plads igen. Blandt andet blev de ekstra fem cm i højden, som han kom hjem med, hurtigt elimineret af Jordens tyngdekraft. Hans ændrede tarmflora blev også normaliseret – formentlig fordi han ikke længere var på optimeret rumkost, men i stedet vendte tilbage til de amerikanske kødgryder.

Desuden kunne lægerne i løbet af opholdet i rummet konstatere, at Scott Kellys telomerer var blevet forlænget. Telomererne er sekvenserne for enderne af vores kromosomer, og de bliver forkortet med alderen i takt med antallet af celledelinger. Det så derfor ud til, at han gennemgik en livsforlængende rejse, men det hele blev altså udlignet efter hjemkomsten. Så det var altså ingen ’ungdommens kilde’, som han selv fastslog, da Ingeniøren interviewede ham i januar under hans besøg i Danmark.

Læs også: VIDEO: Scott Kelly - testpiloten der tilbragte et år på rumstationen

Han besøgte Danmark som led i promoveringen af sin biografi ’Ekspeditionen’, og i bogen klagede han også ofte over for høje CO2-niveauer, som gjorde det svært at koncentrere sig.

Ifølge Nasas meddelelse kunne lægerne da også konstatere hypoxi under opholdet, dvs. iltmangel i vævet, og der var også udslag af stressede og skadede mitokondrier, som er dem, der sørger for at producere energi til cellerne. Om disse forandringer fører permanente gener med sig for Scott Kelly skal undersøgelser i de kommende år vise.

Desuden gjorde tyngdekraften, som ventet, sit indhug i knogledannelsen, og selv om langt størstedelen af forandringerne altså vendte tilbage til normalen efter landingen på Jorden igen, kan der også her være sket forandringer.

Læs også: Eks-astronauten Scott Kelly: »Jeg savner rummet hver dag«

Uklart, hvad der er ændret

Hvilke 7 procent af de mange forandringer i genetikken, der stadig står på her to år efter, består af, fremgår ikke helt klart af meddelelsen, men én af forandringerne er i hvert fald, at Scott Kellys halspulsåre-væg blev tykkere under missionen og stadigvæk er det. Det er derfor endnu uvist, om også dette kan vende tilbage til normalen, eller om han i stedet har fået en forøget risiko for åreforkalkning.

Som Ingeniøren tidligere har beskrevet, har denne lange rejse i et miljø med stråling og uden tyngdekraft, også påvirket Scott Kellys hvide blodlegemer. Lægerne opdagede efter landingen, at 200.000 rna-molekyler i de hvide blodlegemer kom forskelligt til udtryk hos Scott og Mark Kelly. Så det er bl.a. her, de vil prøve at finde ud af, om de kan finde disse såkaldte ’rumgener’, som kun er blevet udtrykt i forbindelse med rejser af denne art.

Der vil i hvert fald være materiale til mange års forskning – både i Scott Kelly og i hans bror, og der er flere end 200 forskere på sagen. Hvordan det derfor på både kort og langt sigt er endt med for Scott Kellys gener og bakterieflora vil vi høre mere om, når Nasa senere på året udgiver resultaterne i større udførlighed.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der bliver rodet rundt i gener og genaktivitet i artiklen. Hans gener er de samme som altid. Identiske med hans tvilling bror. Hans genaktivitet er så lidt forandret, som følge af hans rumtur. Der er næppe sket en evolution i hans genom!

  • 2
  • 0

Helt enig. Har lige læst pressemeddelelsen igennem.
Det ville være helt ny biologi og med meget stor sikkerhed dødeligt, hvis deres gener var blevet forskellige i et sådant omfang.

Skynd Jer at få rettet det, ing.dk

  • 1
  • 0

hvorefter deres gener nu højst matcher 93 procent, selv om der nu er gået to år efter hjemkomsten.

Hvilken dyreart er han så nu?

En chimpanse matcher f.eks omkring 98% :)

Mon ikke der menes gen ekspression? altså en epigenetisk påvirkning?

  • 3
  • 0

Kære alle, beklager misforståelsen. Jeg har prøvet at rette lidt til. Smid mig endelig en besked, hvis I spotter øvrige mangler. Bh. Mie, ing.dk

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten