Astronauter på nød-rumvandring udskiftede vital relæboks

Billedet viser Nasa-astronauten Peggy Whitson den 30. marts, hvor hun satte rekord som den kvindelige astronaut, der har foretaget flest rumvandringer. Illustration: NASA

OPDATERET tirsdag klokken 16:16

Rumvandringen er overstået, og den nye, vitale relæboks – MDM - er blevet installeret. Alt er gennemtjekket nede fra kontrolcentret i Houston, så man er sikker på, at tingene virker.

Undervejs opstod der problemer. Da Peggy Whilson skruede relæboksen på, virkede ikke som om, at det sluttede helt til. Hun skruede derfor boltene ud igen og noterede sig, at der svævede nogle små metalrester eller en form for coating væk fra hullerne.

Hendes kollega, Jack Fischer, måtte derfor afbryde sit arbejde med installering af antenner et andet sted uden på rumstationen og tilbage til airlock'en for at hente et renseværktøj beregnet til rensning af bolthuller og andet udstyr, hvor ting skal slutte helt til. Udstyret er en form for luftrenser – en slags spray, der minder om samme udstyr, man har på Jorden.

Efter rensningen af bolthullerne sluttede boltene helt til, og man har tjekket, at der er kontakt hele vejen igennem systemet, så der forhåbentligt ikke opstår problemer med den nye erstatningsrelæboks.

Kontrolcentret i Houston vejledte hele vejen igennem astronauterne, der ikke havde anvendt sådan renseudstyr tidligere.

Og der var også rosende ord efterfølgende fra kontrolcentret over, at besætningen havde klaret at fikse problemet inden for så kort tid - fra lørdag til nu. I 2014 tog det den daværende besætning omkring 10 dage at få klaret et identisk problem.

Rumvandringen tog 2 timer og 46 minutter, og undervejs passerede Peggy Whitson endnu en rekord, så hun nu er på tredjepladsen over astronauter, der har været længst tid på rumvandring. Og rumvandringen er dermed historisk.


Oprindelig artikel publiceret tirsdag 23. maj klokken 12:30

To Nasa-astronauter får en ekstra tur ude i selve rummet i eftermiddag, når de skal på en 2,5 time lang rumvandring uden for Den Internationale Rumstation, ISS.

I lørdags brændte en relæboks sammen i en computer, der er med til at styre rumstationens solenergisystem, radiatorer og køling, ligesom de styrer andre vitale systemer på rumstationen.

Derfor er det vigtigt at få udskiftet relæboksen hurtigst muligt. (Rumvandringen begyndte klokken 13:26 dansk tid, og hele verden kunne følge med live gennem Nasa tv).

Ingen fare for astronauter

Ifølge Nasa er relæboksen kendt som en multiplexer-demultiplexer (MDM), og den er én af to enheder med samme funktion.

Læs også: Buzz Aldrin: Røm rumstationen så hurtigt som muligt

Selve relæboksen er ellers helt ny og installeret under en rumvandring den 30. marts i år. Man ved ikke, hvad der er gået galt – ud over at det ser ud til at være en fejl inde i selve boksen.

Lige nu driver den anden enhed alene driften af solpaneler, varme og køling på rumstationen, og det går perfekt. Derfor har der ikke på noget tidspunkt været fare for de fem astronauters ophold om bord på ISS, understreger Nasa.

Men situationen er selvfølgelig uholdbar, så derfor har man hurtigt gjort et erstatningsrelæ klar på rumstationen.

Benytter lejligheden til nye antenner

Rumvandring er en kompliceret affære og kræver meget forberedelse, så nu hvor man alligevel skal udenfor, benytter man lejligheden til også at installere et par antenner på U.S. Destiny Laboratory-modulet.

Læs også: ESA-topchef ser en international månelandsby for sig

Antennerne vil forbedre den trådløse kommunikation ved fremtidige rumvandring.

Rumvandringen foretages af Peggy Whitson, der lige nu er chef (commander) på rumstationen og flyingeniør Jack Fischer. Det bliver Whitsons 10. rumvandring og Fischers anden.

Whitson slog den 23. april 2017 rekorden for Nasa-astronauters ophold i rummet ved at slå Jeff Williams’ tidligere rekord på sammenlagt 534 dage i rummet. Hun er også den kvinde, der har foretaget flest rumvandringer og den eneste kvinde, der har været commander på rumstationen to gange.