Astronauter på hurtig rumvandring for at udskifte defekt computer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Astronauter på hurtig rumvandring for at udskifte defekt computer

Computere holder ikke evigt, heller ikke dem, der er i kredsløb om Jorden om bord på Den Internationale Rumstation, ISS. Indimellem skal de udskiftes, og hvis de sidder på ydersiden af rumstationen, skal der en rumvandring til.

Derfor blev astronauterne Rick Mastracchio og Steve Swanson, der begge er erfarne rumvandrere, i går, onsdag, sendt ud på en halvanden times rumvandring for at udskifte en computer, der ikke fungerede mere.

Nasa opdagede problemet ved et rutinetjek den 11. april. Her viste det sig, at en backup-computer ikke længere reagerede. Computeren er af typen multiplexer-demultiplexer, forkortet MDM. Dem er der 45 af på ISS, og de 21 af dem sidder på ydersiden.

Læs også: Nasa frygtede astronaut ville drukne under rumvandring

Den defekte computer var backup for en MDM, der blandt andet har til opgave at dreje ISS's solpaneler, så de peger i den rigtige retning, og at styre den slæde, som rumstationens store robotarm sidder på.

Det gik stærkt med at udskifte den defekte computer, men der var alligevel tid til at vinke. (Foto: Nasa) Illustration: NASA

Netop fordi denne MDM er vigtig for styringen af robotarmen, overvejede Nasa at udskyde opsendelsen af rumkapslen Dragon, som skulle fanges af armen. Det blev dog besluttet at gennemføre opsendelsen, og rumkapslen blev da også fanget af robotarmen præcis som planlagt.

Den 12 år gamle backup-computer blev udskiftet med en reserve, som siden april 2001 var blevet opbevaret i rumstationens Destiny-laboratorium. Det skriver Nasa i en kort meddelelse om rumvandringen.

Læs også: Astronauter med selvbyggede snorkler reparerede rumstation

Rumvandringen var planlagt til at vare 2,5 timer, men astronauterne klarede opgaven på en time og 36 minutter.

Nasa er ellers ikke meget for at sende astronauter på rumvandring, for teknikerne hos rumfartsorganisationen er stadig i gang med at undersøge, hvorfor der pludselig kom vand i astronauten Luca Parmitanos hjelm ved en rumvandring i juli sidste år.

Siden dengang har alle ikke-kritiske rumvandringer være suspenderet, og under de få rumvandringer, der har været nødvendige, har astronauterne haft vandabsorberende materiale og en lille snorkel med i hjelmen - til brug i fald problemet med vand skulle gentage sig, hvilket det heldigvis ikke har gjort. Ifølge Universe Today har Nasa fundet ud af, at vandet skyldtes et tilstoppet filter.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hej

Som jeg læser artiklen har NASA erstattet en 12 år gammel (defekt) computer med en 13 år gammel computer. Kan det passe? Bare det at få liv i en 13 år gammel computer kan vel ikke være helt let og selvom den ikke har været i brug i de 13 år, har den vel også komponenter som ikke er helt friske mere. MKan det være at de har udskiftet den defekte computer med en ny der har et design som er 13 år gammelt?

MVH Niels

  • 0
  • 0

Det var hurtigt klaret. Jeg synes det er en sjov detalje at de har en lille snorkel installeret i hjelmen til hvis der skulle komme vand ind i hjelmen :)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten