Astronauter på rumvandring for at gøre klar til Europas laboratorium

Rumstationskaptajn Peggy Whitson og russeren Juri Malenchenko gennemført fredag en seks timer og 55 minutter lang rumvandring for at gøre klar til at tilkoble det europæiske forskningslaboratorium Columbus.

Under rumvandringen frakoblede de to astronauter en række kabler fra den tilkoblingsport, som sidder i enden af Destiny-modulet. Tilkoblingsporten er blevet brugt ved tilkobling af rumfærgerne under deres besøg, men den skal flyttes for at gøre plads til Harmony-modulet, som blev sendt op med Discovery for tre uger siden.

Under rumvandringen var eneste uventede problem, at en del af stikkene sad mere fast end forventet. Peggy Whitson jokede, at det virkede, som om de var limet fast. Det lykkedes dog at få dem alle fri. Den eneste opgave, som astronauterne ikke kunne gennemføre, var monteringen af et enkelt håndtag, som blev udsat til en anden dag.

Nasa forventer at kunne opsende rumfærgen Atlantis med det europæiske Columbus-laboratorium til rumstationen inden jul. (Foto: Nasa) Illustration: Nasa

Fredagens rumvandring var oprindeligt planlagt til at finde sted under Discovery's besøg for to uger siden, men blev udsat på grund af problemerne med det iturevne solpanel.

Mandag vil astronaut Dan Tani benytte rumstationens robotarm og flytte tilkoblingsporten ud for enden af Harmony. Onsdag skal han så flytte Harmony ud på sin endelige plads for enden af Destiny-laboratoriet. Her skal Harmony fungere som link til Columbus-laboratoriet og senere til det japanske Kibo-laboratorium. Efterfølgende skal gennemføre endnu to rumvandringer for at forbinde Harmony til resten af rumstationen.

Rumfærgen Atlantis blev lørdag kl. 10.43 dansk tid kørt ud på opsendelsesrampe 19A på Kennedy-rumcentret med Columbus-laboratoriet i lastrummet. Turen derud, som er på 5,6 kilometer, tog lidt over syv timer og forløb uden problemer.

Atlantis' opsendelsesvindue strækker sig fra den 6. til 13, december.

Dokumentation

ESA om Columbus

Emner : Rumfartøjer