Astronauter med selvbyggede snorkler reparerede rumstation

Mike Hopkins tjekker sin rumdragt før hans første rumvandring nogensinde. Sammen med den mere erfarne astronaut Rick Mastracchio, reparerede han et ødelagt pumpemodul på ISS: Illustration: Nasa

Efter den italienske astronaut Luca Parmitano oplevede at få store mængder vand til at flyve rundt i sin hjelm under sidste rumvandring, valgte astronauterne på ISS at opfinde deres egen simple løsning på det problem til rumvandringen juleaften, nemlig snorkler.

Luca Parmitanos dragt skulle ellers være fikset, så problemet ikke opstod igen, men i samarbejde med ingeniører på Jorden udviklede astronauterne alligevel nogle halv-meter lange snorkler lavet af vandrør ombord på rumstationen.

Snorklerne blev anbragt i dragterne med velcro, og løb fra hjelmen ned til et sted omkring maven. På den måde fik astronauterne mulighed for at trække vejret fra et område midt på dragten, hvis vand pludselig fyldte hjelmen, skriver Space.com.

Astronauterne Rick Mastracchio og Mike Hopkins oplevede dog ingen problemer med vand, mens de reparerede det ødelagte pumpemodul til kølesystemet på ISS. Under arbejdet på den anden rumvandring den 24.december lød ordene fra Rick Mastracchio endelig: “Houston you have a new pump module”.

Sådan virker kølesystemet på ISS.

Efter syv timer og 30 minutter kunne astronauterne afslutte rumvandringen klokken 20.23 dansk tid. Dermed var problemet blevet løst 10 dage efter, at Nasa opdagede, at pumpemodulet var gået i stykker.

Fejl-aktiverede apparat og fik buksevand

Reparationen af pumpemodulet foregik meget hurtigere end planlagt, men astronaut Rick Mastracchio blev dog ikke skånet for at opleve problemer med sin dragt. Flere medier har rapporteret om, at Rick Mastracchio mærkede vand i dragten og skyndte sig tilbage til luftslusen, men det afviser Nasa.

Det er korrekt, at astronauten oplevede et stigende vandtryk i dragten, men det skete først, da han var inde i luftslusen, og forklaringen er, at Rick Mastrachio kom til at aktivere et såkaldt sublimationsapparat i sin dragt, da han befandt sig i et luftfyldt rum.

Apparatet er beregnet til at sende små mængder kølevand ud i rummet under en rumvandring. Da vand ikke kan være flydende i vakuum, fordamper det til en gasform i en process, der kaldes sublimation. Via sublimationsapparatet kan dragtens temperatur opretholdes. Men aktiveres apparatet i et luftfyldt rum, så vil vand bygge sig op i dragten, og det er forklaringen på, at Rick Mastracchio kort fortalt fik buksevand, faktisk så meget, at Nasa valgte at udskyde anden rumvandring med 24 timer for at give tid til at dragten kunne tørre. Og faktisk endte han med at bruge en hel anden, skriver Nasaspaceflight.