Astronauter har foretaget 72 minutters gåtur på virtuel Mars

Tre besætningsmedlemmer på den virtuelle tur til Mars er nu landet på planeten, og to af dem har i dag taget de første skridt på det simulerede terræn af den røde planet.

Terrænet er i en hal ved siden af modellen af den rumfærge, som de seks besætningsmedlemmer har været isoleret i gennem mere end otte måneder, mens de har forestillet sig, at de var på vej til Mars.

Turen på Mars-overfladen tog 72 minutter og begyndte kl. 11 dansk tid. Mars-terrænet, der er dækket i rødt sand, er ti meter langt og seks meter bredt.

Billedet her er fra besætningens træning på Mars-overfladen inden de tog af sted. På Mars simulerer de, at de udfører videskabelig forskning ved at køre rundt med en robot og arbejde med sensorer for at indsamle fysiske og kemiske målinger. Foto: ESA/IPMB Illustration: ESA/IPMB

Læs også: Se simuleringen af Mars

Læs også: Se forsøgspersonerne tage de første skridt på 'Mars'

Læs også: Seks personer indespærret i 520 dage

Det skal forestille overfladen af Gusev-krateret, der er en gammel sø med sedimenter og et af de mest interessante mål for udforskning med robotter og mennesker. Nasas Spirit-robot landede der i 2004 og har vist, at krateret indeholder mange spor om planetens våde fortid.

Inspirerende at gå på Mars

Det er russeren Alexandr Smoleevskiy og italieneren Diego Urbina, der har taget de første skridt på det Mars, der befinder sig ved Moskva.

»Europa har i århundreder udforsket Jorden, ledet af folk som Columbus og Magellan,« sagde Diego Urbina, da de begyndte vandringen på Mars, ifølge en pressemeddelelse fra den europæiske rumorganisation ESA.

»I dag, når jeg kigger på dette røde landskab, kan jeg føle, hvor inspirerende det vil være at kigge gennem øjnene på de første mennesker, der træder på Mars. Jeg hylder alle de fremtidige opdagelsesrejsende og ønsker dem held og lykke,« sagde han.

Den næste gåtur på Mars vil blive den 18. februar og den sidste den 22. februar. Herefter vil de tre besætningsmedlemmer på Mars rejse tilbage til moderskibet, hvor de vil blive lukket ind den 27. februar og sammen med de andre sætte næsen mod Jorden igen.

Indtil da vil de tre besætningsmedlemmer, der er fløjet ned til 'Mars', leve i det lille landingsfartøj, hvor de kan boltre sig på 6,3 x 6,17 meter.

Det værste er forude

ESA mener, at projektet allerede godt kan kaldes for en succesrig mission.

»Besætningen er meget motiverede og arbejder meget godt. Den videnskabelige verden er meget tilfreds med kvaliteten af materialet, men da dette er et langt eksperiment, må vi vente med resultatet til de lander på Jorden. På dette tidspunkt ser alting meget godt ud,« siger ESA's leder af Mars500, Jennifer Ngo-Anh, ifølge pressemeddelelsen.

Den sværeste og mest interessante del af dette psykologiske studie er heller ikke overkommet endnu. Besætningen skal nu klare endnu en lang monoton rumrejse på otte måneder uden et lyspunkt som Mars-landingen for enden.

Dokumentation

Læs mere om Mars500 hos ESA
Læs mere om Mars500 hos russerne her