Astronauter har afkodet dna i rummet for første gang
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Astronauter har afkodet dna i rummet for første gang

Udviklingen inden for dna-afkodere går så rygende stærkt, at Nasa nu kan afsløre, at astronauter med succes har afkodet dna i rummet. Ombord på rumstationen ISS har astronauter afkodet dna fra mus, bakterier og virus.

Resultaterne er sammenlignet med tilsvarende sekventeringer på Jorden, og ifølge lederen af projektet på Jorden, Charles Chiu fra UCSF-Abbott Viral Diagnostics and Discovery Center, så var der stort set ingen forskel mellem sekventeringen udført i rummet og på Jorden. Forskere har ellers været bekymret for, om luftbobler i dna-aflæseren kunne bliver et problem i vægtløshed.

»Data er af meget høj kvalitet, blandt de øverste 20 procent af nanopore kørsler, vi rutinemæssigt laver her på Jorden,« siger han til Phys.org.

Læs også: Håndholdt gen-afkoder kan stoppe tæppebombning med antibiotika

Sekventeringen blev udført med den håndholdte dna-afkoder MinION, der ikke er større end en cigaretpakke. For få år siden var dna-sekventering ellers forbeholdt tunge maskiner på størrelse med store kontor-printere, og da firmaet Oxford Nanopore lancerede MinION blev det først modtaget med latter, og siden voldsom interesse.

MinION har nemlig vist sig at levere ret præcise lange sekvenser af dna på få minutter. Den koster peanuts i forhold til store sekventeringsmaskiner, og er så lille, at den kan medbringes overalt. Derfor bliver den også brugt på forskningsskibe, var med under ebola-udbruddet i Afrika, og forskere har taget den med på feltture i regnskoven i Tanzania, hvor de har opdaget nye dyrearter.

Læs også: Små, hurtige dna-læsere bliver fremtidens sensorer

I rummet håber Nasa, at MinION kan bruges på lange rejser til at beskytte astronauter mod vira og bakterier ved at sekventere dem og bestemme den rette behandling mod dem. MinION kan også bruges til at lære mere om, hvordan radioaktiv stråling påvirker generne. På længere sigt forestiller Nasa sig også at sekventeringsmaskiner kan bruges til at afkode dna-baserede livsformer.

Læs også: Dna-afkoder på størrelse med cigaretpakke varsler ny æra

Nasa har også afprøvet MinION i et undervandlaboratorium 19 meter under havets overflade. Forsøget her var en del af det såkaldte NEEMO-eksperiment, som også den danske astronaut Andreas Mogensen deltog i.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Efter min bedste mening er oxford nanopore en af de ypperste stykker teknologi mennesket nogensinde har skabt - kombinerer kunstige membraner, membranproteinegenskaber, single-molecule elektrofysiologi, informationsteknologi og DNAs biofysiske egenskaber til at afkode DNA sekvenser (og potentielt også mange andre analyser) med et lille håndholdt instrument. Et fremragende eksempel på at sammensmelte biologiens egne løsninger udviklet over milliarder års evolution med vor egen, strengt taget ret klodsede tilgang til teknologi udviklet over de sidste århundreder

  • 0
  • 0