Astronaut-kandidat er astrofysiker, svæveflyver, motorcyklist, dykker, mountainbiker ...og så er hun kvinde

Prøv at luk øjnene og forestil dig en astronaut for dit indre. Du ser måske en hvid rumdragt mod det sorte rum - men hvad sker der, hvis du skyder visiret op. Ser du så en mand? En kvinde? Eller?

I rumfartens historie har mænd været voldsomt overrepræsenteret blandt astronauter, men det er langsomt og med sikkerhed ved at vende. Både det amerikanske- og europæiske rumagentur, Nasa og ESA, arbejder benhårdt på at deres astronautkorps i højere grad skal repræsentere diversiteten blandt mennesker.

I år er det lykkedes ESA at tiltrække 1287 kvinder ud af 7043 ansøgere. 36 er danske kvinder, og Line Drube er en af dem.

»Vi har brug for flere kvindelige astronauter, fordi vi har brug for flere rollemodeller, som unge kvinder kan se op til. Mange mennesker har nok et billede i deres hoved af, at en astronaut er en mand. Det skal vi have lavet om, så ingen føler sig begrænset i kraft af deres køn eller handicap,« siger Line Drube med henvisning til, at ESA også har efterspurgt astronauter med handicap til såkaldte para-astronauter.

Line Drube var en af deltagerne på en Mars-simulation i staten Utah, hvor hun sammen med seks andre skulle bo på Mars Desert Research Station og iføre sig rumdragt, når hun gik udenfor. Se video om oplevelsen i bunden af artiklen. Illustration: Niels Bohr Institutet

I Europa er 15 procent af astronaut-ansøgerne kvinder, mens det gælder for 25 procent af ansøgerne i Danmark.

Læs også: PODCAST: Hvilken slags raket skal vi flyve til Månen med?

Med Line Drubes imponerende CV udi rumfart kan det ikke undre, at hun jagter astronaut-drømmen. Hun har en ph.d. i astrofysik fra Niels Bohr Institutet og har i den forbindelse været med på Phoenix-Marsmissionen, hvor hun styrede landerens robot-arms kamera fra Nasas kontrolcenter i Tucson. Hun har også været planetforsker ved det tyske rumcenter DLR og har været projektleder for det konsortium, der skulle udarbejde et europæisk asteroideforsvar.

Men selv er hun beskedenheden selv, og under interviewet til denne historie bad hun da også om, »at vi (Ingeniøren) nu ikke gjorde for meget ud af det og slog hende for stort op«.

Men hvornår gik det op for dig, at du gerne ville være astronaut?

»Fascinationen af rummet og astronauters arbejde går tilbage til min barndom, men det var i gymnasiet det pludselig gik op for mig, at nogen mennesker rent faktisk bliver astronauter - og de er almindelige mennesker som mig,« siger Line Drube.

Drømmen fik hende til at søge ind, sidste gang ESA søgte astronauter tilbage i 2008, men hun var udfordret af, at hun ikke havde den fornødne erhvervserfaring på tre år. Og hun gik aldrig videre i udvælgelsesprocessen.

Til gengæld prøvede hun kræfter med astronautlivet i et forskningsprojekt i Utah´s ørken, hvor en ekspedition til Mars blev simuleret i den såkaldte Mars Desert Research Station. Her skulle deltagerne opholde sig i to uger og iføre sig rumdragter, når de gik udenfor og leve isoleret med langtidsholdbar mad og begrænsede mængder vand.

Læs også: Forskere: Astronauters hjerner kan tage alvorlig skade ved Mars-missioner

Og man er ikke længe inde i en samtale med Line Drube før det går op for én, at hun er typen, der opsøger udfordringer og ekstremsport. Hun er medlem af Facebook-gruppen: “Rigtigt kvinder kører motorcykel”, og så dykker hun, har svæveflycertifikat og cykler mountainbike i skovene. Og endelig, så har Line Drube været med på såkaldte parabol-flyvninger, hvor hun har oplevet vægtløshed på egen krop. Og den slags “vilde” aktiviteter er noget, som giver point hos ESA, der gerne ser kandidaterne er fysisk stærke og villige til at tage kalkulerede risici.

»Jeg er nok typen, der er klar på alt som giver mig adrenalin. Og jeg har været i en del situationer, blandt andet under svæveflyvninger, hvor jeg har været i fare - og lært mig selv godt nok at kende til. at jeg ved, at jeg er god til at koncentrere mig under stress,« siger Line Drube, der i øvrigt er mor til en et-årig datter.

Men hvad er det ved astronaut-arbejdet, der trækker i dig?

»På den ene side er der et personligt ønske om at have oplevet unikke ting i ens liv - og på den anden side handler det om eventyret og jagten på at skubbe grænserne. I mine øjne er astronauten forrest i udforskningen og minder meget om søfarerne, der sejlede ud i det ukendte og opdagede Amerika. I disse år er det missionerne til vore nærmeste planeter, der optager mig meget. Når vi lander på Jupiters måner, vil det være første gang, vi for alvor ser dette ukendte landskab - det vil jeg være en del af,« siger Line Drube.

Alligevel er Line Drube næsten hundrede procent sikker på, at hun ikke bliver valgt som astronaut:

»Danmark har allerede en astronaut, Andreas Mogensen, og han gør det bare vildt godt. Det er svært at forestille sig, at et lille land som Danmark får lov at få to astronauter, mens andre lande ingen har. Det betyder meget for et land at have en astronaut. Det så vi jo også med Andreas Mogensen, der skabte masser af opmærksomhed omkring videnskab og rumfart herhjemme. Men jeg søger alligevel for, hvis man ikke spiller med i lotteriet, så vinder man aldrig,« siger Line Drube.

Læs også: Nu optager ESA nye astronauter: Prøv selv de psykologiske test

Hendes lotteribillet kostede 1500 kroner for et selvbetalt helbredstjek - og så ansøgningen. Og selvom hun ikke regner med at blive en del af det aktive astronautkorpset, så håber hun at blive en af de 20 reserveastronauter, som ESA også søger om.

Iblandt de danske ansøgere til astronautkorpset er også en dansk handicappet mand. Og Line Drube har med stor begejstring fulgt med i ESA´s nye bestræbelser på at søge aktivt efter handicappede, noget hun mener bliver langt mere almindeligt fremover:

»Tænk over det. Hvis du for eksempel ikke har nogen førlighed i dine ben, så er du jo fuldkommen fri i det vægtløse rum. Pludselig er du uden de begræsninger, du har på Jorden. I mine øjne er det helt oplagt at give handicappede den mulighed,« lyder det.