Astro-Andreas om rumtur: 'Jeg tager aldrig i rummet igen uden en god bog'

400 km fra Jorden, september 2015 - Andreas fortæller:
»Først ligner det bare en stjerne langt væk. En lysende prik. Men da vi kommer nærmere, begynder jeg at ane konturerne af noget menneskeskabt. I lang tid kan jeg kun se et dårligt sort-hvidt billede af rumstationen på vores lille skærm i kapslen. Vi er på vej direkte mod den, så jeg kan ikke se den gennem vinduerne i kapslens sider. Men da vi kommer helt tæt på, og der kun er 30-40 meter mellem os og rumstationen, kan jeg se de store solpaneler skinne i sollyset. Ved at kigge skråt bagud gennem det runde vindue over min skulder begynder jeg at få en fornemmelse af størrelsen, og det slår mig virkelig, hvor enorm den er.

Læs også: GRAFIK: Kan du klare astronaut-kandidaternes test?

Jeg har set så mange billeder af den, jeg har gået rundt i masser af modeller af den på Jorden, kravlet uden på den i vandbassiner. Pludselig er jeg midt i den, altså den virkelige. Det er vildt. Det mest slående er kontrasterne. De er så skarpe. Den blå planet mod det kulsorte rum og så den her hvide, lysende, menneskeskabte ting. Den er på ingen måde skræmmende, men bare magisk.
Helt forsigtigt nærmer vi os. Det hele foregår automatisk. Vi sidder bare og følger med på skærmen. Sergej og jeg er begge parate til at gribe ind, hvis der sker noget uventet, men alt går som planlagt. Da vi nærmer os porten, som vi skal koble på, kan vi se en tragt med et kryds i midten. Det er den, vi skal ramme ved vores probe, den lange pind forrest på vores fartøj. Hele tiden mærker jeg, hvordan Sojuz automatisk korrigerer sig selv. Lidt til højre, lidt ned, lidt op. Konstant forsøger systemet at få et kryds på rumstationens tragt til at passe med krydset på vores skærm. Og så. Med et svagt ryk rammer vi tragten. Et par kraftige kroge griber fat i os, og vi er koblet til.

(...)

Sergej flyver først ind, fordi han er kommandør. Så bliver det min tur. Alle seks astronauter er kommet for at byde velkommen i det lille tilkoblings-modul. De svæver rundt i deres blå og røde polo-shirts med håret strittende ud til alle sider, og der er så proppet med folk, at man ikke kan se meget. Jeg flyver bare gennem flokken og prøver at give nogen et kram. Én af dem siger:

»Flyv bare lige frem og så til højre ind i det russiske servicemodul. Vi har sat op til pressekonference.«

Men så snart jeg drejer til højre, stopper jeg op. Jeg kan slet ikke genkende noget og er helt forvirret. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har set nogle af væggene og instrumenterne før, men jeg kan ikke få det til at passe. Min første tanke er, at det ikke giver mening. Jeg har jo været i de her moduler så mange gange på Jorden. Jeg føler vitterlig, at jeg er faret vild efter mine første få minutter på rumstationen. En af de mere erfarne astronauter ser forvirringen i mit ansigt, og han siger, at jeg flyver på hovedet. Han beder mig vende 180 grader, så jeg har fødderne mod gulvet. Og med et falder alt på plads. Det hele passer pludselig sammen.«

Kapitel 9 - Ankomst til rumstationen

Ni minutter efter Sojuz-rakettens motorer tændte med et brøl på den stenede slette i Kasakhstan, kan Andreas og hans to kammerater begynde at løsne lidt på sikkerhedsbælterne. Den voldsomme opsendelse med ryk frem og tilbage er forbi, og Sojuz-fartøjet svæver nu lydløst i sit første kredsløb med to store solpaneler foldet ud som fuglevinger. Med to døgns rejse til rumstationen er der tid til at mærke vægtløsheden, før astronauterne skal på arbejde igen. Men den erfarne Sergej kommer med en advarende bemærkning:

»Tag det helt stille og roligt. Vær ikke alt for glade for, at I er vægtløse. Prøv ikke at bevæge jer for meget rundt.«

Sergej ved af erfaring, at de første timer af tiden i vægtløshed er de kritiske. Det er her, man så småt opdager, at man har mistet sin balancesans. Det er her, risikoen for at blive rumsyg er størst.

Læs Ingeniørens fokus om Andreas Mogensen

De første seks timer er der heller ikke tid til at svæve ud af sædet. Listen over opgaver er lang. Sojuz-fartøjet skal tjekkes for lækager, og det skal sættes til at rotere langsomt om sig selv. Solpanelerne skal også justeres, så de peger mod Solen, og raketmotorerne skal tændes helt kort for at sende Sojuz ind i den rigtige bane. Hvis fartøjet til den tid er på rette kurs, bliver alt slukket om bord. Det hele skal helst ske inden syv kredsløb, for så forsvinder radiokontakten med kontrolcentret i Rusland midlertidigt. På det tidspunkt går astronauterne ind i de såkaldte stille kredsløb.

Andreas og Sergej kan tjekke alt fra deres sæder. Sensorer i beboelsesmodulet og rundtomkring i kapslen fortæller dem, at alt er tæt. De måler også, at iltforbruget er normalt, og at alle elektriske systemer fungerer. Det tager cirka en time, og hele tiden er de uden kontakt til Jorden. Cirka en time og et kvarter efter sidste kontakt med kontrolcentret dukker Rusland frem bag horisonten under dem, og igen hører de fra Jorden. Men kun i ti minutter, så er Sojuz gået ned bag horisonten.

Næste manøvre er to burns, som er astronauternes udtryk for, at raketmotoren tænder. De sender Sojuz ind i det såkaldte phasing orbit, som er en bane om Jorden cirka 200 kilometer under rumstationen. De tre astronauter skal sidde fastspændte i deres sæder, når motoren tænder, selvom de kun mærker et svagt puf i ryggen. Ved første tænding er motoren tændt i 46 sekunder, og da Sojuz er kommet en halv jordklode rundt, tænder motoren igen i 24 sekunder for at få en højere hastighed i sin bane.

Læs også: Den (knap så) danske astronaut, som blev afvist af DTU

Sojuz er nu i en bane under rumstationen og accelererer. I den lavere bane trækker tyngdekraften mere i Sojuz end i ISS. På den måde indhenter Sojuz stille og roligt rumstationen, før fartøjet senere skal bruge sin raketmotor til at komme helt op i samme bane. Det hele skal times så præcist, at det svarer til at føre sin bilnøgle ind i låsen, mens både bil og person er vægtløse og bevæger sig med cirka 28.000 kilometer i timen. Hele tiden følger folk på Jorden med i rumfartøjets placering, når den passerer Rusland. Via radio og radarudstyr overvåger teknikere, hvordan kapslen bevæger sig, så de kan udregne, hvornår den skal tænde sin raketmotor næste gang og i hvor lang tid.

Nu er Andreas klar til den sidste manøvre, før han kan kravle ud af sit sæde, hvor han har siddet i syv timer. Sojuz-kapslen skal sættes til at rotere om sin lodrette akse. Hvis man sammenligner kapslen med et fly, hvor solpanelerne er vinger, skal man forestille sig, at flyet er endt i et spin, hvor det roterer om sig selv med vingerne ud til siderne som roterende møllevinger. Det er præcis sådan et scenarie, som piloter normalt frygter, fordi et fly kan låse sig selv fast i den position, og piloten kan have svært ved at komme ud af spinnet. Men hvad der er et problem for piloter, er en fordel for astronauter. For spinnet af Sojuz bruger Andreas og Sergej netop til at låse fartøjet fast på sin kurs, så solpanelerne hele tiden peger mod Solen. Det er Sergej og Andreas, der manuelt skal sætte Sojuz til at rotere med præcis tre grader i sekundet ved at tænde en række raketdyser på fartøjet.

Ved at kigge gennem kapslens periskop drejer Sergej fartøjet, så Solen står ret foran dem, og så begynder rotationen. Fra det øjeblik prøver Andreas at undlade at kigge ud gennem vinduet, for rotationen risikerer at gøre ham svimmel. Sojuz er nu som et skib i rummet, på rette kurs og med alle sejl sat. Det meste arbejde er overstået, så astronauterne slukker en del af de strømslugende systemer som computer og navigationssystem.

Før de kan svæve op i beboelsesmodulet, vælger Sergej at tjekke det ekstra godt igennem for lækager med et barometer, han svæver rundt med i hånden. På det tidspunkt gør Andreas’ knæ så ondt, at han er ved at skrige, og det er med den største selvbeherskelse, han ser Sergej langsomt tage sin dragt af i beboelsesmodulet over ham og strække benene, mens han fortsætter sine målinger med barometeret. Andreas beder om lov til at komme op, men Sergej bliver ved at sige »et øjeblik«. Til sidst kan Andreas ikke udholde smerterne længere. Han fortæller Sergej, at han kommer op, og klikker sig fri af sædet.

I det øjeblik han løsner sig, er det, som om han bliver trukket ganske svagt opad. Selvom alt i princippet er vægtløst, så skaber rotationen af Sojuz en centrifugalkraft, der presser ting ud mod siderne, ligesom i en vaskemaskine. Kraften er ganske svag, men stor nok til, at Andreas fornemmer den. Sergej kender også kraften fra tidligere, hvor han har set astronauter i beboelsesmodulet binde fødder og soveposer fast til lugen mellem kapslen og beboelsesmodulet. På den måde kunne de sove svævende i beboelsesmodulet med hovedet ‘nedad’, så ryggen blev strakt ud, og blodet flød mod hovedet og ikke benene. Andreas er bare glad for at strække benene, og sammen med Aidyn får han vristet sig fri af rumdragten. Men så snart alle tre rumdragter er taget af, er der stort set ikke plads til mennesker i beboelsesmodulet. Der er fuldstændigt proppet med forsyninger og ingen mulighed for at nyde udsigten. Det lille vindue i modulet er gemt langt væk bag lag af oppakning.

De tre astronauter har nu været vågne i 18 timer, og især Aidyn er træt og en smule rumsyg. De finder nogle dåser russisk mad og spiser, før alle tre prøver at få lidt søvn. Når de stille kredsløb er overstået, skal Andreas nemlig ned til radioen en gang i timen og snakke med kontrolcentret. Andreas har det godt, men han har det også, som om han er på en todages biltur gennem en ørken uden noget at lave. På grund af ændringen i tidsplanen i sidste øjeblik har astronauterne hverken fået bøger, film eller musik med. Det er ellers typisk, at astronauter har underholdning med sig, og i Sojuz er der øjeblikke af kedsomhed, hvor Andreas ligger i det mørke beboelsesmodul og sværger ved sig selv, at han aldrig tager i rummet igen uden en god bog.

Undervejs bliver det nødvendigt med toiletbesøg. På Sojuz er toilettet en slange, som man tager ud af et lille rum i siden af beboelsesmodulet. Der er en potte på størrelse med en kaffekop til at lave stort i og en tragt til at lave mindre i. Det svarer fuldstændigt til at tisse i en støvsugerslange, og når toilettet bliver tændt, har det den samme karakteristiske støvsugerlyd og suger alt flydende – og ikke flydende – til sig. Så det gælder om at passe på. Eller holde afstand.

Det store toilet taler man ikke om. Det er kun til absolut nødstilfælde og er intet andet end en potte med en pose i. Der er et lille sug i skålen for at fjerne den værste lugt, men ellers er det bare en pose. Når man er færdig, skal man pakke sine efterladenskaber ind i yderligere tre poser og få det hurtigt overstået, for lugten er forfærdelig i den tætte kapsel uden udluftning. Som nævnt understregede Sergej over for Andreas og Aidyn, at de skulle være omhyggelige med tarmskylningen inden afrejsen, men da Andreas og Aidyn ligger og slapper af i beboelsesmodulet, er det Sergej, der kommer svævende op med et anstrengt ansigtsudtryk og beder om lov til at være lidt alene. Andreas og Aidyn sætter sig ned i kapslen, lukker lugen og frygter det værste. Da Sergej åbner kapslen lidt efter, er Andreas overrasket over, hvor lidt det faktisk lugter. Med tanke på de mange skræmmehistorier om, at det er uudholdeligt efter toiletbesøg, er både Aidyn og Andreas lettede, og kort tid efter svæver de tilbage i beboelsesmodulet for at prøve at sove.

For første gang får Andreas mulighed for at få en længere, sammenhængende søvn. Indtil da har han kun sovet i intervaller på 10 minutter ad gangen, men endelig kan han lade trætheden overtage kroppen helt. I det vægtløse rum falder han i søvn. Svævende. Uden trykket fra hverken seng eller hovedpude. Men Andreas er en nybegynder i at sove i rummet. Og selvom ideen om søvn i vægtløshed kan synes som ren afslapning for kroppen, vågner Andreas efter fire timer med voldsomt ondt i ryggen. Han har glemt at fiksere sine arme, der er fløjet frem og op, så han har sovet med et unaturligt svaj i ryggen. For at få smerterne til at forsvinde svæver han ned i sit sæde i kapslen for at runde ryggen den anden vej. Og det hjælper. Resten af missionen sørger han for at proppe armene godt ned i sin sovepose med hænderne omme ved bagdelen, og så er der ingen problemer.

Seks timer før ankomsten bliver stilheden brudt for Andreas. Nu skal Sojuz foretage sine sidste burns før tilkoblingen til rumstationen. Aidyn og Andreas tager rumdragterne på igen og svæver ned i deres sæder, spænder sig fast og gør klar til tændingen af raketmotoren. Når alle er klar, bliver Sojuz’ gyroskoper tændt. De måler rotationen af fartøjet, og automatisk tænder de raketdyserne, så fartøjet langsomt holder op med at rotere. Sojuz begynder nu automatisk at lede efter Jorden med sin jordsensor, og astronauterne kan fornemme, hvordan fartøjet automatisk bevæger sig som et væsen, der leder efter noget. Pludselig finder sensoren Jorden og begynder at pege Sojuz i den rigtige retning, til raketmotoren bliver tændt.

To gange tænder motoren med et ryk efterfulgt af en meget langsom acceleration på halvandet minut. Lyden er svag og dyb, og Andreas har slet ikke følelsen af, at en raket er tændt bag hans ryg. Motoren sender først Sojuz op i samme bane som rumstationen, og bagefter tilpasses hastigheden. Nu haler Sojuz langsomt ind på ISS, og for at holde Sojuz fuldt opladet med strøm før sidste manøvre peger astronauterne endnu en gang solpanelerne mod Solen og sætter Sojuz til at dreje om sig selv. Rumfartøjet får dog ikke lov til at rotere længe. Da Sojuz er cirka 400 kilometer fra ISS, stopper astronauterne rotationen og vender fartøjet, så spidsen af beboelsesmodulet peger mod ISS. På det tidspunkt følger Sojuz en lidt anden bane end rumstationen for at forhindre fartøjet i at smadre stationen, hvis noget skulle gå galt, og fartøjet nærmer sig med for stor fart. Andreas og Sergej er nu ekstra på mærkerne og klar til at overtage styringen, for det automatiske system er indrettet sådan, at det vil skyde Sojuz baglæns med stor kraft, hvis det vurderer, at der er risiko for at ramme rumstationen.

Alt går som planlagt, og 400 kilometer fra rumstationen begynder radarsystemet Kurs at lede efter stationen. Kurs er et automatisk system, der via radarsignaler automatisk styrer Sojuz frem til sin docking-port, og omkring 180 kilometer fra ISS låser Kurs sig fast på stationen. På skærmen foran Sergej kan astronauterne se en lille prik i midten af skærmens kryds. Sojuz nærmer sig ganske langsomt det russiske Poisk-modul, hvor tilkoblingen finder sted. Langsomt – med en hastighed svarende til, at en person kunne gå roligt ved siden af – nærmer fartøjet sig rumstationen, der bliver mere og mere tydelig på skærmen foran Sergej. Den ligner i starten en edderkop, fordi de lange solpaneler ligner ben.

(Foto:ESA) Illustration: Nasa

Flere gange er det sket, at systemet ikke har virket optimalt, så astronauterne har været nødt til at foretage tilkoblingen manuelt. Men det er ufarligt. Det er en af de ting, som de har trænet igen og igen i simulatoren, og lige før Andreas’ mission var astronauterne på rumstationen faktisk tvunget til at foretage en manuel afkobling og tilkobling. For at gøre plads til Sergej, Andreas og Aidyns Sojuz-fartøj måtte kommandør Gennady Padalka og to andre astronauter flytte et af de to andre Sojuz-fartøjer på ISS fra det russiske Poisk-modul til Zvezda-modulet. Det hele foregik manuelt.

I takt med at Sojuz kommer helt tæt på rumstationen, kan Andreas begynde at se de enorme, 34 meter lange solpaneler lyse i Solen. Han har følelsen af at ankomme til et sted, han kender, noget trygt, efter to dage i ensomhed og fangenskab. Den 4. september 2015, klokken 9.40 dansk tid, kobler Sojuz-fartøjet sig til Den Internationale Rumstation. Efter halvanden time med tjek af utætheder er besætningen endelig klar til at åbne lugen til ISS. De banker et par gange for at signalere, de er klar, og så bliver den åbnet. Ud af Sojuz flyver først Sergej, så Andreas og så Aidyn. For astronauterne på ISS er det et længe ventet afbræk fra dagligdagen på rumstationen, og alle er mødt op for at byde velkommen i det lille trange modul.

Andreas er overrasket over, at der ikke lugter som i en indelukket campingvogn, som han havde forestillet sig. Stationens luftrensningssystemer virker tydeligvis forbløffende godt, og det er mere Sojuz og Andreas’ besætning, der bringer den dårlige lugt med sig. Den eneste lugt, Andreas bemærker, er fornemmelsen af brændt metal, lidt som lugten fra nogen, der svejser. Lugten stammer fra rumkapslens luge. Den har nemlig været udsat for rummets vakuum, og det giver metallet den karakteristiske lugt, og så snart Andreas er kommet længere ind i rumstationen, forsvinder lugten. Her svæver han af sted i den hvide gang, der på mange måder minder om et hospital med udstyr overalt og et klart hvidt lys. Her er ingen lugte, men en konstant susen og brummen fra de mange systemer om bord.

(...)

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten