Asteoride frikendes for masseudryddelse Asteroide frikendes for masseudryddelse
En dag for 65 millioner år siden tog de sidste levende dinosaurer deres sidste skridt og faldt døde om. En eller anden pludselig og katastrofal begivenhed havde med et slag vendt op og ned på deres verden, og verdenen blev aldrig den samme igen. Alle
dinosaurer samt et hav af andre dyre- og plantearter blev udryddet på mindre end en halv time.
I de sidste ti år har de fleste forskere ment, at en gigantisk asteroide var skyld i den pludselige masseudryddelse: Asteroiden, der var på størrelse med
en mindre storby, bankede ned gennem Jordens atmosfære og landede på den nuværende Yucatan-halvø i Mexico. Den efterlod et krater med en diameter på 180-280 kilometer og kastede så meget klippe- og jordmateriale op i luften, at et 100 meter tykt lag af
smeltede sten og klipper lejrede sig oven på krateret, da katastrofen stilnede af efter en lille halv time.
Chokbølgerne, flodbølgerne, jordskælvene og brandene nåede hele kloden rundt og dræbte 70 procent af alle levende arter, inklusive alle
dinosaurer. Katastrofen blev markeringen af, at nu var kridttiden overstået og tertiærtiden begyndt. Katastrofen fandt så at sige sted på grænsen mellem de to tider, og derfor kaldes katastrofetidspunktet tit for KT grænsen. (Kridt-Tertiær grænsen).
Lyder altså de seneste ti års teori.
Men nej, det var ikke asteroidenedslaget, der udløste masseudryddelsen og KT grænsen, mener den amerikanske professor i geovidenskaber ved Princeton University, Gerta Keller nu.
I tidsskriftet Proceedings of
the National Academy of Sciences skriver hun, at den berømte asteroide ikke kan være den store skurk. Dinosaurerne levede nemlig i bedste velgående efter asteroidens katastrofale nedslag. Det viser nye boreprøver, som Keller og kolleger har hentet op
af krateret, der har fået navnet Chicxulub.
Kellers data peger på, at dinosaurerne levede videre i 300.000 år efter nedslaget. Altså må en anden katastrofe have forårsaget masseudryddelsen, mener Keller, der har udført en række detaljerede dateringer
i kraterområdet.
Aflejringer over nedslagslagene
De nye undersøgelser koncentrerer sig især om de sedimentlag, der lejrede sig oven på katastrofens 100 meter tykke lag af smeltede sten, klipper, osv.
Hvis asteroiden havde udløst enden på
kridttiden og dermed alle dinosaurerne, skulle forskerne ikke være i stand til at finde lag af kridttidsaflejringer oven på laget af katastrofenedfald.
Det var imidlertid lige hvad de gjorde. Oven på katastrofelaget ligger et 50 centimeter tykt lag,
fuld af kridttidsaflejringer. Her ligger bl.a. en masse foraminiferer - små encellede organismer, som alle uddøde med udgangen af kridttiden.
"Disse foraminiferer levede i kridttiden, og hvis de - som anført af Keller - er fundet i aflejringer, der
består af skiftende laminerede og gennemgravede havbundssedimenter - hvor sidstnævnte viser, at bundlevende, gravende dyr var til stede - og desuden er til stede i lagene over på asteroidenedslagets aflejringer, peger det på, at Chicuxulub-nedslagte må
have fundet sted et stykke tid før kridttidens ophør", forklarer seniorforsker Jan Audun Rasmussen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (Geus).
Han beskriver Kellers nye undersøgelser som særdeles interessante og umiddelbart
overbevisende. Udover fundet af kridttidsaflejringer oven på katastrofelaget, har Gerta Keller og hendes kolleger også tidligere udført en række andre lignende dateringer af lagene omkring Kridt-Palæogen grænsen på en række andre lokaliteter verden
over.
Bl.a. magnetostratigrafi støtter også påstanden om, at asteroidenedslaget ikke gjorde det af med dinosaurerne. Keller og kolleger undersøgte jernpartikler og jernmineraler i det 50 centimeter tykke kridtlag over katastrofelaget. De kunne se,
hvordan metalpartiklerne orienterede sig efter datidens syd- og nordpoler. Set over geologisk tid er syd- og nordpolen jævnligt i bevægelse og bytter endog plads af og til. Siden videnskaben ved, hvor polerne befandt sig på givne tidspunkter i
fortiden, kan jernpartiklernes orientering således bruges til at datere et sedimentlag med. De nye resultater får lektor Henning Haack, Geologisk Museum, Københavns Universitet til at komme i tvivl:
"Ligesom mange andre har jeg altid ment, at
Chicxulub-nedslaget var den bedste forklaring på dinosaurernes uddøen. Nu ved jeg snart ikke, hvad jeg skal tro mere. Det er nogle meget spændende resultater, Gerta Keller har publiceret".
Men hvis det ikke var den asteroide, der forårsagede den
store masseudryddelse, må det have været en anden katastrofe af lignende dimensioner. Det kunne være et andet kraftigt nedslag, der så skulle have ramt Jorden 300.000 år efter nedslaget i Mexico.
"Det forløb er muligt, men usandsynligt. Man skal
regne med, at himmellegemer af denne størrelse kun rammer Jorden en gang for hver 100 millioner år, så rent statistisk ville de to nedslag ligge usandsynligt tæt på hinanden i tid," forklarer Henning Haack og tilføjer:
"Det her er et meget spændende
emne, og jeg glæder mig til at se, hvilke andre udryddelseskandidater, der vil blive foreslået".
Klimatisk stress
Haack og Audun Rasmussen er enige med Keller i, at verdensbestandene af dinosaurer og øvrige kridttidsarter var svækkede efter lang
tids klimatisk stress, da den endelige og altødelæggende katastrofe indtraf.
Dels var de blevet udsat for det store asteroidenedslag, som godt nok ikke udryddede dem, men som formåede at gøre livet vanskeligere. Dyr og planter i den sene kridttid led
formentlig også under en global opvarmning, sat i gang af en ekstremt vulkansk aktivitet på Jorden. I den sidste del af kridttiden væltede de såkaldte Deccan-udbrud op af undergrunden: Gennem 500.000 år spyede Deccan-vulkanerne enorme mængder vulkansk
materiale op. Det lagde sig på jordoverfladen i kilometertykke lag, og den dag i dag kan man stadig se et 2.000 meter tykt lag af basalt dække et 500.000 kvadratkilometer stort område i Indien. Oprindeligt dækkede basaltlaget et område på 1,5 millioner
kvadratkilometer.
En så voldsom vulkansk aktivitet frigav formentlig så meget kuldioxid, at en drivhuseffekt gik i gang og temperaturerne steg.
Når det drejer sig om at pinpointe den katastrofe, der med et slag udryddede størstedelen af kridttidens
liv, hører enigheden op, eller rettere: Der er ingen bud.
Ligesom Henning Haack forestiller Gerta Keller sig et nedslag, men ingen af dem har nogen konkrete bud.
"Hvis vi nu forestiller os, at det vitterligt var et nedfaldende himmellegeme, der
gjorde det af med dinosaurerne, så er det ikke sikkert, at vi nogen sinde finder beviset for det. Sandsynligheden for at finde det efterladte krater er nemlig ikke særlig stor. I stedet er det mere sandsynligt, at den hav- eller jordbund, som
himmellegemet i sin tid afsatte et krater i, er forsvundet.
Kridttidens jordoverflade er nemlig i store træk væk i dag: Den er blevet trukket ned, skubbet op og i det hele taget omformet på alle mulige måder i de millioner af år, der er gået siden
kridttiden. To tredjedele af klodens nuværende overflade er yngre end kridttiden, og det gør alt andet lige sandsynligheden for at finde et kridttidskrater mindre," forklarer Henning Haack. u
Gerta Keller m.fl.: "Chicxulub impact predates the
K-T boundary mass extinction", Proc. National Academy of Sciences 2. marts 2004, www.pnas.org/cgi/content/abstract/0400396101v1
Se også artiklen: "Meteortitten der forandrede verden" om de første analyser om borekerner fra Chicxulub-krateret i
Ingeniøren 25. april 2003.
Jorden i skudlinien
j For 3,8 mia. år siden: Endelig begynder det at stilne af efter en lang periode med hyppige og voldsomme nedslag. Jorden blev oprindeligt skabt, da omhvirvlende støv begyndte at samle sig sammen
til en kugle, som voksede sig større og større. Materiale fra rummet blev ved med at hamre ned i kuglen, så kuglen voksede.
j For 2 mia. år siden: Vredefort krateret i det nuværende Sydafrika dannes. Med en diameter på ca. 300 km er det Jordens
største krater.
j For 214 mio. år siden: Manicougan-krateret i Canada dannes af en fem km bred meteor. Krateret måler 100 km i diameter. Fører formodentlig til en masseudryddelse.
j For 145 mio. år siden: Morokweng-krateret i Sydafrika
dannes af et himmellegeme af ukendt størrelse. Krateret måler 70 km i diameter, og nedslaget fører formentlig til en masseudryddelse.
j For 65 mio. år siden: 70 pct. af alle arter uddør, inklusiv alle dinosaurer. Hidtil har de fleste forskere
ment, at et asteroidenedslag på den nuværende Yucatan-halvø i Mexico var skyld i masseudryddelsen. Nye undersøgelser sår imidlertid tvivl om denne teori.
j For 35 mio. år siden: Chesapeake Bay-krateret i USA dannes af en fire km bred meteor.
Nedslaget danner et krater med en diameter på 85 km, og sammen med Popigai-nedslaget en million år senere er det formodentlig en medvirkende faktor til en bølge af udryddelse, der følger kort efter.
j 30. juni 1908. Tunguska i Sibirien rammes af
en 80 meter bred stenet meteor, som eksploderer over det mennesketomme Tunguska-område. Chokbølgen fra eksplosionen knækker alle træer som tændstikker, men efterlader ikke noget krater.
j I dag: Hver eneste dag falder ca. 100 ton himmellegemer
ned over jorden. Heldigvis er de ikke så store - det meste er faktisk støv. Skulle der alligevel være større sten imellem, er det kun yderst sjældent, at de når helt ned til Jordens overflade. Langt det meste bliver nemlig brændt op i Jordens
atmosfære. Hvis en meteor klarer turen gennem atmosfæren og lander på Jorden, kommer den til at hedde en meteorit.
Læs mere om de store nedslag på:
www.planetary.org/html/neo/Objects-Impacts/impacts.html
