Arla vil have sine egne vindmøller

Med en årlig udledning på ni millioner tons CO2 globalt, vil Arla nu tænke grønnere. Vindmøller og biogas er mulige løsninger.

Arla Foods overvejer at investere i egne vindmøller. Det vil gøre mejerigiganten til en af de få virksomheder uden for den danske energibranche, som investerer i egen elproduktion.

Vindmøllerne skal forsyne de største mejerier herhjemme med vedvarende energi. Det skal skære virksomhedens CO2-udslip på ni millioner tons om året ned og skaffe flere penge i kassen.

»Vi søger efter alternativer til den nuværende energiforsyning baseret på naturgas og traditionel el. Vi undersøger derfor, om vi for eksempel kan bygge biogasanlæg til at erstatte naturgas til opvarmning, produktion og rengøring samt vindmøller til erstatning af el fra kulkraftværker,« siger Arlas miljøchef, Jan D. Mortensen, til Berlingske Tidende.

Planer stadig på tegnebrættet

Arlas energiforsyning til omkring 30 danske fabrikker er i dag næsten udelukkende baseret på el og naturgas. På især ingrediensvirksomheder som Arinco i Videbæk, Danmark Protein i Nr. Vium, Akafa i Aalborg og Hoco i Holstebro er der et enormt stort energiforbrug.

»Især de fire steder ser vi muligheder for at gå ind og supplere energiforsyningen med vedvarende energi, for eksempel ved at bygge vindmøller,« siger Jan D. Mortensen.

Idéerne er dog stadig på tegnebrættet.

»Man kan godt forestille sig, at vi kunne bruge noget biomasse fra landbruget og vores produktion til fremstilling af biogas og bruge det eksisterende naturgasnet til transmission af biogassen,« siger Jan D. Mortensen til Berlingske Tidende.

I Sverige har flere Arla-mejerier opnået en betydelig CO2-besparelse med energi fra egne flisanlæg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I 2009 er det 30 år siden ideen om denne kobling har været fremme i USA,f.eks. i Barry Commoners "The politics of energy", hvor der omtales et Projekt der skulle have leveret biogas fra Oklahoma i den store gasledning, der fører til Chicago. Projektet blev boykottet under Reagan-administrationen. - DONG har aldrig interesseret sig for de småtterier og skal jo snart privat-slagtes for at sanere statsfinanserne. Godt at Arla tør tænke i nye, rationelle baner. I Tyskland er flere energiselskaber gået samme vej, skal jeg hilse og sige.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten