Arktiske udfordringer til både ingeniører og isbjørne

Et nyt stort anlæg, der bliver hjem for fugle, sæler og isbjørne, er under opførelse i Zoologisk Have i København. Og 'Den Arktiske Ring' indeholder masser af udfordringer for både ingeniører og isbjørne.

Isbjørnene skal blandt andet kunne opleves fra en akryltunnel, som de kan svømme både under og over. Og det skal se ud, som om sælerne er i samme bassin som isbjørnene, selvom de vil være adskilt af en tyk rude.

Inspirationen til det nye anlæg er især hentet i zoologiske haver i USA.

Læs også: Se Zoo's nye isbjørneanlæg

Læs også: Se isbjørnene fra en tunnel under vandet

»Vi har blandt andet fået nogle ideer fra Detroit Zoo, som vi besøgte. De har en tunnel på bunden af anlægget, men vi har taget det et skridt videre,« fortæller Lars Lunding Andersen, administrerende direktør i Zoo.

Større udfordring

Han fortæller, at det også bliver mere udfordrende og får meget stor betydning for isbjørnene at komme i det nye anlæg.

De vil nemlig få meget mere plads og i stedet for kun at gå på beton og ral får de et mere naturligt sommerlandskab med græs og jord. De får også meget større og dybere bassiner at svømme i.

Anlægget bliver desuden indrettet, så maden kan gemmes for isbjørnene, og der kommer fodermaskiner, som kan kaste forskellige ting ud.

»Det skal gøre tilværelsen mere besværlig for bjørnene, for i virkeligheden er isbjørnen bare en brun bjørn der er blevet hvid, så den har langt hen ad vejen samme behov for at blive stimuleret som en brun bjørn,« siger Lars Lunding Andersen.

Friske fisk

De levende fisk, som der vil blive fodret med, vil også være mere udfordrende for isbjørnene at fange, end de før har oplevet. Fiskene vil nemlig blive opdrættet i det store vandrensningsbassin under anlægget.

Fiskene vil altså blive opdrættet i saltvand, ligesom vandet i anlægget. I dag opdrættes de i ferskvand, hvilket betyder, at de bliver sløve og nemme at fange, når de slippes løs i saltvandet.

Også isbjørnenes gamle anlæg, der bliver bevaret, skal stimulere bjørnene. Det vil nemlig blive åbnet på skift for de hvide og de brune nabobjørne, så bjørnene vil møde lugtspor efter fremmede bjørne ligesom i naturen.

Det nye anlæg vil også byde på et nordatlantisk fuglefjeld med søpapegøjer, lomvier og alke, der både kan iagttages på klippehylder og når de dykker under vandet.