Arkitektur, der lader tiden tale

Det er tankevækkende, hvor mange kirker, der er blevet bygget de seneste 40 år - særligt nu, hvor kirkeministeren har foreslået at lukke nogle af dem.

Ægteparret Johannes og Inger Exner, der begge er arkitekter, har tegnet en del af de kirker, der er blevet bygget i det seneste halve århundrede - 13 i alt i Danmark. Og de var alle - i hvert fald, da de blev opført - anderledes end alt, hvad der ellers blev bygget af kirker.

Tag en radikal kirke som Nørrelandskirken i Holstebro. Exner-parret vandt den udskrevne konkurrence om kirken i 1961, og man kan kun tage hatten af for det mod, både bygherre såvel som Exner-parret udviste.

Kirken er en tillukket, stor kasse i gule mursten med et lavt, rektangulært indgangsparti. Og kirketårnet hænger højt hævet over jorden, så klokkenisten skal sno sig ad en vindeltrappe for at komme op og ringe gudstjenesten ind.

Det ser ikke specielt indbydende ud, og det er ikke uden grund, at den kirke har været voldsomt debatteret i Holstebro. Ifølge Thomas Bo Jensen, der har skrevet en netop udkommet monografi om Exner-parret, er følelsen en anden, når man kommer ind i kirken. Her er taktilt og sanseligt.

Nørrelandskirken var den anden arkitektkonkurrence, Exner-parret vandt kort efter at have etableret egen tegnestue i slutningen af 1950'erne. Den første var Sct. Clemens kirke i Randers, hvor begge i øvrigt er født og opvokset. Kirkerne viser en af parrets tanker om en ny måde at gå i kirke på. En mere demokratisk tilgang.

Tættere på alteret

Johannes Exner, der var præstesøn, mente, at menigheden skulle bringes tættere på alteret, præsten - og hinanden. Derfor er bænkene placeret i en halv rundkreds tættere på alteret end i mange andre kirker.

Det er ikke så tydeligt i Nørrelandskirken, men en idé, som parret senere udviklede blandt andet med Præstebro Kirke i Herlev og Sædden Kirke i Esbjerg.

Et af Exner-parrets karakteristika er arbejdet med lysindfaldet. Indirekte og gerne kilet ind tæt på alteret. Thomas Bo Jensen sammenfatter deres kirkearkitektur sådan her:

»De effektfulde lyssprækker, det grove murværk, de djærvt udkragende tage, de sært strittende nedløbsrør og ikke mindst det rammeløse vinduesglas monteret direkte på muren.«

Exner-parrets kirkearkitektur er også tidstypisk for 1960'erne og 1970'erne. De har en forkærlighed for det monotone, lidt bombastiske, men samtidig rene udtryk. Bortset fra betonkirken i Gug, lægger de særlig vægt på materialiteten i murværket - ligesom deres medstuderende var både Johannes og Inger Exner i murerlære som en del af deres uddannelse. Mursten er smukke i sig selv og behøver ikke tilføres yderligere dekoration.

Den holdning har de også til konstruktionerne. Murstenene dikterer, hvordan der skal bygges. I mange år delte de i øvrigt lokaler på Christianshavn med ingeniøren Eduard Troelsgaard, som parallelt opbyggede sin ekspertise inden for netop kirker, restaurering og murværk.

Restaurering

Sideløbende med de mange kirkebyggerier har Exner-parret restaureret en del kirker, blandt andre Trinitatis kirke ved Rundetårn i København. Her gælder samme restaureringsprincipper som ved Koldinghus, der ansås for at være Johannes og Inger Exners største bedrift: Tiden skal have lov til at tale gennem det restaurerede.

Hvorfor udslette alle spor eller prøve at rekonstruere noget, der var engang? De er ikke autoritære i deres tilgang til restaureringen. Deres forslag er ikke det eneste rigtige. Det skal være reversibelt og kunne gøres om, hvis næste generation skulle have en anden holdning.

Restaureringen af Koldinghus forløb over 24 år, og i monografien kan man følge forløbet i etaper. Koldinghus er blandt andet restaureret med gigantiske limtræssøjler, der strækker sig fra gulv til loft, mens murene er restaureret nænsomt med hensyntagen til tidligere lag af kalk og puds.

Bogen om de to arkitekter og deres mange projekter virker som et con amore-projekt. Forfatteren er arkitekt og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole i København og gør sit for at indføre læseren i de faglige overvejelser, Exner-parret har gjort sig gennem tiden.

Tiden som modstandsmand

Man får også et indblik i noget af det, der har drevet Johannes Exner: Som 19-årig modstandsmand blev han fanget af Gestapo og sendt i Frøslev-lejren. Den oplevelse satte sig naturligvis, og han besluttede sig for, at lige meget, hvad han senere kom ud for, skulle han sige til sig selv: 'Jeg er i paradis'.

Inger Exners holdning til arbejdet er gengivet med ordene: 'Når vi alle sammen er døde, står kun huset tilbage', som hun sagde til en ansat, mens han arbejdede på Gug Kirke. Hellere gør det ordentligt, om det så koster tid og penge. Flere af hendes tegninger fra de unge år ses også i bogen. De er fine og præcise og vidner om et lidt anderledes kreativt gemyt end de lidt grovere bygninger, parret har efterladt sig.

Thomas Bo Jensen: 'Inger og Johannes Exner', 364 sider, Ikaros Press, 595 kr.

Emner : Huse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I artiklen ytrer Exner: at man med kirkerummet i særdeleshed får lov at arbejde med dualismen mellem interiør og eksteriør.

Jeg er enig, og ophængningen af mit solopgangs-maleri i Hald Ege kirke, tegnet af Exner, bød sig naturligt til som en kunstdialog – imellem tro, arkitektur og interiør.

Få begreb om de akser og elementer Exners anvender, tag med i Hald Ege kirke … her lever tro, arkitektur og interiør.

Efter samtaler med Hr. J. Exner… tjek youtube.

»QR-tag i Kirkerum, Ja tak. - Altertavle ved Le Berthélaine«

http://youtu.be/YG_5RffWsrg

Le Berthélaine – dansk kunstner, forfatter og kritiker

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten