Argentinske læger om zika-alarm: Fødselsdefekt kan skyldes gift tilsat drikkevandet

Argentinske læger om zika-alarm: Fødselsdefekt kan skyldes gift tilsat drikkevandet

Læger i Argentina sætter spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem zika-virus og babyer født med mikrocefali. I stedet peger de på insektgift tilsat drikkevandet som årsag til defekten.

Gift tilsat drikkevandet for at bekæmpe myggelarver kan være skyld i de mange tilfælde af fødselsdefekter hos nyfødte, der ellers er blevet tilskrevet zika-virus, mener en gruppe læger fra Argentina.

Lægerne peger på, at det primært er Brasilien, der har haft problemer med, at børn bliver født med sygdommen mikrocefali, der fører til udvikling af et lille hoved hos den ramte, fremgår det af en rapport, som er koordineret af dr. Medardo Avila Vazquez, som er ansat ved universitetshospital i den argentinske by Cordoba.

Det har henledt lægernes opmærksomhed på larvegiften pyriproxyfen, som siden 2014 er blevet tilsat drikkevandet i Brasiliens stærkt myggeplagede områder for bl.a. at blive myggene kvit, fremgår det af lægernes rapport.

Den finte bruger man ikke i f.eks. Colombia, og selv om 2.100 gravide kvinder i landet er blevet testet positive for zika-virus, har ikke et eneste af fostrene vist tegn på mikrocefali, skriver bl.a. The Washington Post. Amerikanske læger siger dog i den forbindelse, at de lige vil se tiden an, da sygdommen ofte først viser sig sent i graviditeten, eller efter at barnet er født.

Men ifølge de argentinske læger forstærker sygdommens foreløbige fravær i Colombia argumentet for, at det er værd at se nærmere på gift i vandet som årsag.

Læs også: WHO: Zika-virus er en global trussel

Giften er angiveligt tilført vandet i Brasilien i de seneste 18 måneder, mens zika-virussen har været kendt længe før, fødselsdefekterne kom til. Og før da blev ingen syge af virussen, siger de argentinske læger.

Når lægernes udsagn er kontroversiel, skyldes det, at det strider mod WHO’s anbefalinger. Verdenssundhedsorganisationen skulle netop have anbefalet brugen af pyriproxyfen for at komme myggeplagen til livs.

Lægerne argumenterer, at mennesket har 60 procent af sine gener tilfælles med netop Aedes-myggen, som giften skal ramme, og at menneskefostret på linje med myggen går igennem nogle af de faser, som giften skal forhindre i at ske i myggelarven.

De mener derfor, at myndighederne var lidt for hurtige på aftrækkeren med at udpege zika-virus som synderen bag mikrocefali, og Monsantos 'strategiske partner' Sumitomo Chemical lidt for hurtigt til at finde en løsning på myggeproblemet.

Kommentarer (22)

Lige nu sprøjter man overalt i Brasilien. Formentlig med netop pyroproxyfen. Godt fanget af de argentinske læger. Resultatet passer vældigt godt!

Mon ikke de 25000 tilfælde af microcephali i USA hidrører fra insektbekæmpelsesmidler? Jeg aner en større erstatningssag mod Monsanto.

Nu må al den kemi i maden og vandet stoppes.

  • 34
  • 1