Arbejdsløse har langt ringere netadgang

»Det er nok tvivlsomt, om andelen af personer uden adgang til internettet er lige så lav blandt arbejdsløse ingeniører. Men det er vigtigt for arbejdsløse at være på nettet, for mange jobs bliver slet ikke annonceret i aviserne,« siger konsulent i Ingeniørernes arbejdsløshedskasse, IAK, Henrik Sidenius.

Helt nye tal fra Danmarks Statistik for 2002 viser, at kun 38 procent af dem uden for erhverv har adgang til internet, hvorimod det blandt funktionærer og studerende er 94-95 procent, der kan surfe enten hjemmefra eller fra arbejdspladsen. I gennemsnit er det cirka tre fjerdedele af befolkningen, der har netadgang.

Bruges til onlinetjenester og kommunikation
Nettet anvendes især til at bruge online-tjenester, til kommunikation og til kontakt med offentlige myndigheder, viser undersøgelsen fra Danmarks Statistik, og 40 procent af dem med et arbejde bruger nettet som arbejdsredskab.

Virus og andre sikkerhedsproblemer afholder ikke mange fra at være på nettet. Blandt dem uden netadgang er det kun én ud af hundrede, der angiver sikkerhed som en årsag til, at de holder sig væk.

IAK tilbyder i øvrigt arbejdsløse ingeniører gratis netadgang fra 10 netværksteder landet, seks steder i Jylland, ét på Fyn og tre på Sjælland.