To år efter Deepwater Horizon: Stadig farligt at spise fisk

To år er gået, siden boreplatformen Deepwater Horizon sprang i luften og knap 700 millioner liter råolie flød ud i Den Mexikanske Golf, og oliekatastrogen præger stadigt området. Fisk fra golfen indeholder stadig spor af de kemikalier, som blev brugt til at opløse oliepølen, og gravide og børn bør ikke spise fiskene, advarer lektor ved Biologisk Institut ved Syddansk Universitet Kirsten Habicht.

»En ny rapport fra USA har målt grænseværdierne i området. Rapporten siger, at det især er gravide, børn og svagelige personer, der er udsatte, når de spiser alt godt fra havet«, siger hun til DR Nyheder.

Hun forklarer, at Deepwater Horizon-ulykken har fået særlig betydning, fordi meget af olien slap ud under overfladen, og fordi der blev brugt store mængder af opløsningsmidler for at få olien til at sprede sig.

»Det er det, der er det farlige ved stedet. Hvilke konsekvenser det har haft, tror jeg først, vi ser nu. De første undersøgelser, man har set i USA, viser, at man har frigivet fiskeriet alt for hurtigt. Især rejerne har et alt for højt indhold af de restprodukter, man har brugt ved nedbrydningen«, siger Kirsten Habicht.

Ifølge Kirsten Habicht har olien og kemikalierne også påvirket økosystemerne i Den Mexicanske Golf.

»Viftekoraller vokser meget langsomt, og når de først dør, så er det meget svært at se, om de kan komme op igen. Det er nok relativt begrænset, men jeg tror, at nogle økosystemer ikke vil komme hurtigt over det. Det vil tage 50-100 år, inden man ser dem, hvis de overhovedet kommer igen«, siger hun.

Læs historien på dr.dk