Ville nogen kontakte Spotify for at få dem til at skræddersy en musikstreamingstjeneste til deres mobiltelefon? Næppe. Vil man høre musik, downloader man da bare appen.
I løbet af de kommende år vil nogenlunde denne metode med at downloade en app vinde indpas i produktionen, forudser Casper Hansen, adm. direktør i virksomheden Technicon:
»Hvorfor skulle industrien ikke stille samme krav til færdige fleksible løsninger i stedet for de skræddersyede, de køber i dag. Det vil jeg da forvente, at de gør,« siger han.
Udviklingen af appens industrielle fætter, den såkaldte happ, hardware app, er da også godt på vej.
På samme måde som smartphonen er en platform for en række forskellige funktionaliteter i form af apps, kan man betragte en robotcelle som en platform, der kan udføre en række processer i form af f.eks. skruning, svejsning og liming.
En happ bygger kort fortalt på tanken om modulopbyggede automationsprocesser. Essensen i happ-begrebet er, at den enkelte udvikler ikke skal gøre de svære erkendelser igen og igen, fordi en happ kan bruges af alle, forklarer Anders Billesø Beck, sektionsleder på Teknologisk Institut, Robotteknologi:
»Sammenligner man med smartphonen, kan man tage en app som f.eks. Google Maps. Den har gjort avanceret søgning utrolig nem. På samme måde vil happs bringe avancerede robotløsninger ind i industrien,« forklarer han.
En af de store barrierer for happs er, at de fleste virksomheder i dag har deres egne skræddersyede automationsløsninger.
Læs også: Apps skal gøre automation mere fleksibel
Selv internt i virksomheder kan forskellige automationsløsninger ikke kommunikere, fordi de to systemer har forskellig standard, forklarer Anders Billesø Beck:
»Visionen er, at der kommer en form for Google Play butik, men det kræver, at happs baseres på åbne standarder. Historien viser, at det skaber vækst, når vi standardiserer, for så kan produkterne og teknologierne snakke sammen, og så er man ikke låst til en specifik leverandør.«
Forudsætningen for, at happs kan skabe værdi, er altså enighed om faste standarder, så man kan arbejde på tværs og ikke ligesom på smartphone-området får to store konkurrerende standarder som IoS og Android, lyder det fra Casper Hansen:
»Udviklingen skal foregå så åbent som muligt, for jo flere der udvikler til en åben standard, desto mere gavn kan vi få af hinanden.«
Når happs bliver uafhængige af producenter, bliver de tilgængelige for flere. Det frigør ressourcer til at forfine de komplicerede automationsprocesser, som kræver et omfattende udviklingsarbejde, påpeger Anders Billesø Beck:
»Fordelen ved en happ er, at man kan retfærdiggøre den ekstra arbejdstid til at lave forbedringer, fordi der er flere kunder. Gensalgsværdien bliver bedre og bedre.«
Han forventer, at happs vil føre til et globalt marked for automationsløsninger på et højere teknologisk niveau:
»Hele ideen med happs er, at man kan handle mellem hinanden. Hvis en virksomhed er ekstra dygtig til at skrue skruer i, kan den pludselig sælge skrueteknologi til hele det globale marked,« forudser Anders Billesø Beck.
Technicon leverer totalløsninger inden for fleksibel automation. Det betyder, at de både konstruerer, designer, bygger og implementerer automationsløsninger hos deres kunder. Men den dag, happs bliver lige så almindelig som apps, kan en del af deres forretningsmodel stå for fald, fordi kunderne ikke længere har brug for at få konsulenter til at integrere nye automationsprocesser. Det foregår helt automatisk med en happ, forklarer Casper Hansen:
»Det er en fordel for kunderne, men en ulempe for mig, fordi en virksomhed som min skal omstille sig, når vi ikke længere tjener penge på de traditionelle integrationstimer.«
Alligevel er han ikke i tvivl om, at happs er vejen frem:
»Min ambition er, at det skal være lige så nemt for produktionsvirksomheder at købe en happ, som det er for mig at hente en app til min mobil.«
Frem for at implementere skræddersyede løsninger til sine kunder forudser Casper Hansen, at Technicon om nogle år i højere grad kommer til at udvikle happs.
»Jeg skal have den tunge know-how og stærke videnbase, der skal til for at udvikle happs. Så er det helt fair for mig, at kunderne selv installerer. Det er dem, der ved, hvordan deres produkter skal virke. Spotify bestemmer jo heller ikke, hvilken musik du lytter til.«
Inden for en kort årrække forventer han, at happs er virkelighed i de fleste industrivirksomheder:
»Perspektiverne er kæmpestore, fordi vi giver magten tilbage til industrien og operatøren. Tidligere var skrækscenariet, at operatørerne skulle fyres, men nu er det dem, der kan sætte happs i gang, fordi de kender processerne og ved, hvad god kvalitet er.«
Lige nu er udviklingen i sin vorden, men det kan snart gå rigtigt stærkt. For en måneds tid siden annoncerede Apple og General Electric, at de havde indgået en aftale om udvikling af industrielle apps.
Herhjemme deltager Technicon sammen med blandt Vestas og Teknologisk Institut i et EU-støttet projekt, RampUp, som har til formål at udvikle fleksibel automation til mindre produktionslinjer.
Netop nu er de ved at lægge sidste hånd på udviklingen af en skrue-happ, der, hvis alt går efter planen, kan sættes i arbejde ved årsskiftet.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard