Antropocæn: En geologisk og politisk kampplads

Afslutningen af den sidste istid for 11.700 år siden markerede begyndelse på en ny geologisk epoke, Holocæn, som oversat fra oldgræsk betyder noget i retning af ‘helt nylig’.

Nu er denne epoke måske allerede slut og skal erstattes med Antropocæn, der henter sit navn fra det græske ord for menneske, anthropos.

Selvom massemedier og videnskabelige tidsskrifter har skrevet meget om Antropocæn, mangler der imidlertid en blåstempling. Vi lever stadig i Holocæn, selvom dette kan blive ændret med tilbagevirkende kraft om nogle år af International Union of Geological Sciences (IUGS).

Det vakte stor opmærksomhed i august sidste år, da en arbejdsgruppe nedsat af en subkommission under International Commission on Stratigraphy (ICS), som igen er en del af IUGS, på en geologikongres i Cape Town fremlagde en foreløbig anbefaling af, at 1945 skulle være året, hvor Antropocæn begyndte.

Arbejdsgruppen, der blev nedsat i 2009, håber inden for et par år at kunne fremsætte en endelig anbefaling, som så skal behandles videre op i systemet gennem ICS og IUGS.

»Arbejdsgruppen presser meget hårdt på – og nok for hårdt,« siger Kurt Kjær, der er professor i geologi ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet.

Han mener selv, at der er grobund for at indføre Antropocæn.

»Men diskussionen er ikke færdig eller afsluttet. Der er lang vej endnu,« tilføjer han.

Der er nemlig langtfra enighed blandt geologer om at erstatte Holocæn med Antropocæn. Nogle er lodret uenige i argumenterne, der er fremlagt fra arbejdsgruppens side. Andre er uenige i det foreslåede starttidspunkt i 1945.

Mennesket som en superskabning

Ud over geologer har også antropologer – ikke unaturligt – kastet sig over Antropocæn med stor interesse.

Professor Nils Bubandt, som er en ledende kraft i forskningsprojektet Aarhus University Research on the Anthropocene, mener som Kurt Kjær, at der er gode argumenter for Antropocæn, men erkender, at der har været modstand i antropologernes egne rækker.

Artiklen fortsætter under grafikken

»Modargumenterne lyder, at med Antropocæn sætter vi mennesket op på en piedestal som den, der påvirker og hersker over Jorden. På den ene side understreger begrebet menneskets manglende kontrol, på den anden side giver det mennesket skylden for klodens tilstand. Det har vakt megen kritik,« siger han og forklarer, at argumenterne for Antropocæn voksede frem efter den kolde krigs afslutning, hvor der opstod en ny tidsånd, hvor der var plads til nye former for angst.

Det var i virkeligheden ikke geologiske opdagelser, der drev denne udvikling, men tanken om Den Store Acceleration, som beskriver den dramatiske udvikling inden for en lang række områder siden midten af 1900-tallet. En udvikling, som på godt og ondt skyldes menneske­hedens samlede aktivitet på kloden.

Disse grafer, hvoraf flere er medtaget i illustrationen til denne artikel, blev første gang præsenteret i 2004 i en rapport fra det nu afsluttede International Geosphere-Biosphere Programme og senest opdateret i 2015 i en artikel i The Anthropocene Review fra Will Steffen fra Stockholm Resilience Centre i Sverige m.fl.

»Dermed er Antropocæn blevet til en politisk dagsorden og ikke kun en videnskabelig diskussion,« siger Nils Bubandt.

Artiklen fortsætter under grafikken

Og det huer ikke Kurt Kjær.

»Vi er ikke vant til, at geologi på den måde er politisk,« siger han.

Det er bl.a. dette, der har fået flere geologer til i videnskabelige artikler at argumentere mod Antropocæn. Det fremføres bl.a., at Holocæn allerede er præget af menneskets synlige spor, eksempelvis via landbrugskulturen. Arbejdsgruppen har søgt at tilbagevise kritikken, men uenigheden består.

De gyldne søm

Beslutter IUGS på et tidspunkt at indføje Antropocæn som ny geologisk epoke, skal man også have styr på starttidspunktet.

Grænsen mellem geologiske inddelinger er almindeligvis bestemt af et såkaldt Gyldent Søm, kendt internationalt som et Global Stratotype Section and Point (GSSP), som er et helt karakteristisk og konkret geologisk lag.

En iskerne fra Grønland, der opbevares på Niels Bohr Institutet i København, er eksempelvis det officielle GSSP for begyndelsen af Holocæn. Det blev i øvrigt først defineret som sådan i 2009, selv om Holocæn allerede i 1885 blev indført som en officiel betegnelse for den nuværende epoke.

I Danmark udgør laget af såkaldt fiskeler i Stevns Klint desuden en del af de globale spor med højt indhold af iridium, der definerer begyndelsen af Jordens seneste og nuværende geologiske æra Kænozoikum.

Laget er opstået i forbindelse med det store meteornedslag for 65 mio. år siden, der også markerer enden for dinosaurernes tid på Jorden. Det officielle GSSP findes i Tunesien.

Der findes imidlertid ikke gyldne søm for alle geologiske tidsaldre. De er især vanskelige at finde, når man går længere end 541 millioner år tilbage, hvor den nuværende æon, Phanerozoikum, begyndte.

Generel konsensus kan også bruges

Derfor kan IUGS definere en aldersgrænse ved en form for generel konsensus – i form af en såkaldt Global Standard Stratigraphic Age (GSSA). I princippet kunne man definere overgangen til Antropocæn på denne måde. Men det vil gøre mange geologer meget utilfredse.

Et oplagt menneskeskabt lag, som også den nedsatte arbejdsgruppe anbefaler, vil være de radioaktive aflejringer, der blev dannet efter de første atombombesprængninger.

Selv om de mest tydelige lag stammer fra omkring 1960, hvor mange prøvesprængninger blev foretaget i atmosfæren, har arbejdsgruppen peget på, at datoen for den allerførste atombombesprængning i New Mexicos ørken 16. juli 1945 skal markere starten på Antropocæn.

Mange vil dog gerne finde geologiske markører, som mere direkte er bundet op på Den Store Acceleration. I en nylig artikel i tidsskriftet Environmental Science & Technology redegør en schweizisk forskergruppe f.eks. for, at der i to søer i Schweiz findes sedimenter fra 1970-1990 med et højt forureningsindhold, hvor der i sedimenter fra før 1950 ingen påvirkning er.

Nils Bubandt har et mere overraskende forslag.

»Det kunne også være kyllingeben, som kan findes i jordlaget mange steder som en effekt af masseproduktion af kyllinger, der begyndte i 1960’erne og 1970’erne,« siger han og tilføjer:

»Det er ikke lige meget, hvad man vælger. Det er et meget politisk valg.«