Antallet af nysmittede danskere med svine-MRSA falder for første gang

Antallet af nysmittede danskere med svine-MRSA falder for første gang

Sidste år fik 1.119 danskere besked om, at de for første gang er smittet med svine-MRSA, et lille fald efter flere år med bratte stigninger. Lige nu er der styr på bakterien blandt mennesker, men det kan ændre siger, siger Statens Serum Institut.

Efter flere år med skarpe stigninger i antallet af danskere, som blev konstateret inficeret med svine-MRSA, faldt antallet af nydiagnosticerede sidste år for første gang.

Ifølge Statens Serum Instituts database blev 1.119 danskere sidste år diagnosticeret som bærere af den antibiotikaresistente bakterie. Det er et fald på knap 13 procent fra 1.280 i 2014.

I både 2014 og 2013 steg antallet af danskere, som fik besked om, at de er smittet, voldsomt. I det hele taget har udbredelsen af bakterien været i konstant vækst, siden de første 14 tilfælde blev konstateret i 2007. Først nu ser udviklingen ud til at vende.

Udviklingen i antallet af nydiagnosticerede danskere med husdyr-MRSA. (Illustration: Statens Serum Institut)

38 procent af alle MRSA-infektioner er med svine-varianten

I dag udgør svinevarianten CC398 38 procent af samtlige MRSA-tilfælde, som sundhedsvæsnet konstaterer. Svinebakterien har nu kostet seks danskere livet, efter at et nyt dødsfald for nylig blev rapporteret.

Læs også: Markant stigning i tilfælde af multiresistente bakterier på danske hospitaler

Områdechef Robert Skov fra Statens Serum Institut påpeger, at instituttet havde forudset faldet i antallet af smittede mennesker, men ikke nøjagtig hvornår det ville komme. Årsagen er, at der netop kun er tale om en registrering af, hvornår patienterne første gang bliver smittet med svine-MRSA, ikke om de ved en senere test stadig bærer bakterien eller har fået den igen.

Nu er de fleste i svineerhvervet testet

Faldet er derfor ifølge seruminstituttet først og fremmest et udtryk for, at en betydelig del af de danskere, der har kontakt til svineerhvervet, nu er testet for MRSA. Statens Serum Institut har dog endnu ikke analyseret tallene og kan derfor ikke fastslå, hvor mange af de positivt-testede som har haft kontakt med levende svin.

»Derfor kan jeg heller ikke afvise, at der er tale om en dobbelt udvikling med et meget kraftigt fald i nye tilfælde i den del af befolkningen, som har kontakt med svin, og en stigning i den øvrige befolkning,« siger Robert Skov.

Samtlige de dødsfald, der er rapporteret, har ramt danskere, som ikke har været i en svinestald. Det skal ses i sammenhæng med, at bakterien hovedsageligt er farlig for personer, der i forvejen er syge eller svækkede.

Læs også: Nyfødte børn smittet med svine-MRSA

Blodforgiftninger er en anden måde at følge udviklingen af de resistente bakterier. Dem forårsagede svine-MRSA 6 af sidste år. Også det er en tilbagegang fra 2014, hvor der var 8.

»Det er et udtryk for, at vi inde på hospitalerne har særdeles godt styr på husdyr-MRSA,« siger Robert Skov.

»Ja, MRSA trives i svinestaldene. Ja, det smitter de mennesker, som passer svinene. Derudover smitter det meget begrænset,« konstaterer han.

Læs også: Svine-MRSA er på tilbagetog i Holland

Ingen grund til at lade stå til

Det er dog bestemt ingen grund til at holde op med at tage svine-MRSA alvorligt, understreger Robert Skov. Frygten er, at bakterien ændrer sig, så den lettere smitter mellem mennesker.

»Så får vi en alvorlig situation. For vi har et stort reservoir af bakterier i staldene, og vi har mange positive, som kan smitte videre. Derfor bør vi bekæmpe husdyr-MRSA, så vi ikke hjælper til, at vi over tid får den ændring i epidemiologien, som vi ellers kan frygte over tid,« siger han.

Andre forskere har anslået, at det samlede antal danskere, som er smittet med svine-MRSA, er langt højere, end de officielle tal viser. Det skyldes, at folk uden for svineerhvervet ikke bliver rutinemæssigt testet.

Læs også: Ny beregning: Op til 12.000 danskere smittet med svine-MRSA

Faldet antallet af nysmittede med MRSA kommer, samtidig med at nye undersøgelser fra Fødevarestyrelsen viser, at den resistente svine-bakterie nu også findes i staldene hos de 17 millioner mink.

Læs også: Hver femte minkfarm er nu inficeret med svine-MRSA

Til gengæld går økologiske svin stort set fri af smitten.

Læs også: Konventionelle svin har ti gange så meget MRSA som økologiske

Kommentarer (3)

Det skyldes måske, at den forrige minister (fra S) anbefalede svinebønderne at tage brusebad, når de kom ud af staldene?

  • 0
  • 2

der findes en bakterie der lever af andre bakterier det er en makrofag
da jeg havde et par jernstænger i min arm var der lidt betædelse omkring dem
så sygeplejersken med denne makrofag så spurte jeg om det var den samme som der er i vores spyt
sagde hun ja Og da der er et meget gammelt husråd der siger at man skal spytte i et sår når der er betændelse i det .Det fjerner alle former for betændelse udvortes

  • 0
  • 3

MRSA-statistikken fra SSI er et lidt af skønmaleri af de faktiske forhold.

Statistikken er opbygget således, at hvis en person bliver testet positiv for MRSA-infektion eller blot bærer af MRSA-bakterien, vil personen ikke blive talt med ved en efterfølgende MRSA-infektion måneder eller år senere.

Hvis f.eks. alle personer på Bornholm er blevet testet positiv for MRSA-infektion eller blot bærer af MRSA-bakterien, vil SSI's statistik for Bornholm efterfølgende vise nul i antal nye MRSA-infektioner.

Hvis alle ansatte på en stor svinefarm er blevet testet positiv for en MRSA-infektion eller blot bærer af MRSA-bakterien, vil SSI's statistik vise nul i antal nye MRSA-infektioner for denne svinefarm uanset, hvad der sker.

Hvorfor har SSI valgt denne metode?
Uden at vide det, vil jeg gættet på, at det stammer fra epidemiologien. Ved f.eks. en virus infektion vil der optræde en immunitet eller personen dør. Derfor kan en inficeret person ikke optræde i statistikken på et senere tidspunkt.

Men hvis en person bliver MRSA-inficeret igen, er det misvisende at holde personen ude fra statistikken.

Områdechef Robert Skov fra Statens Serum Institut påpeger, at instituttet havde forudset faldet i antallet af smittede mennesker, men ikke nøjagtig hvornår det ville komme. Årsagen er, at der netop kun er tale om en registrering af, hvornår patienterne første gang bliver smittet med svine-MRSA eller blot er bærer af MRSA, ikke om de ved en senere test stadig bærer bakterien eller har fået den igen.

Man kan undre sig over, at SSI imod bedre vidende - det er mit indtryk at ansatte i SSI er ganske kvikke - har valgt denne registreringsmetode. Jeg vil selvfølgelig ikke udelukke, at der ligger et politisk pres fra Ministeren, Departementet eller Landbruget bag beslutningen vedr. den omtalte registreringsmetode.

Dansk Landbrug er selvfølgelig glad for, at statistikken er opbygget, som den er, og det vil utvivlsom blive skreget ud af Dansk Landbrug, at MRSA-infektionerne under kontrol. Hvad den ikke er!

Nogen burde tale med store bogstaver til SSI om den misvisende statistik

  • 1
  • 1