Efter flere år med skarpe stigninger i antallet af danskere, som blev konstateret inficeret med svine-MRSA, faldt antallet af nydiagnosticerede sidste år for første gang.
Ifølge Statens Serum Instituts database blev 1.119 danskere sidste år diagnosticeret som bærere af den antibiotikaresistente bakterie. Det er et fald på knap 13 procent fra 1.280 i 2014.
I både 2014 og 2013 steg antallet af danskere, som fik besked om, at de er smittet, voldsomt. I det hele taget har udbredelsen af bakterien været i konstant vækst, siden de første 14 tilfælde blev konstateret i 2007. Først nu ser udviklingen ud til at vende.
38 procent af alle MRSA-infektioner er med svine-varianten
I dag udgør svinevarianten CC398 38 procent af samtlige MRSA-tilfælde, som sundhedsvæsnet konstaterer. Svinebakterien har nu kostet seks danskere livet, efter at et nyt dødsfald for nylig blev rapporteret.
Læs også: Markant stigning i tilfælde af multiresistente bakterier på danske hospitaler
Områdechef Robert Skov fra Statens Serum Institut påpeger, at instituttet havde forudset faldet i antallet af smittede mennesker, men ikke nøjagtig hvornår det ville komme. Årsagen er, at der netop kun er tale om en registrering af, hvornår patienterne første gang bliver smittet med svine-MRSA, ikke om de ved en senere test stadig bærer bakterien eller har fået den igen.
Nu er de fleste i svineerhvervet testet
Faldet er derfor ifølge seruminstituttet først og fremmest et udtryk for, at en betydelig del af de danskere, der har kontakt til svineerhvervet, nu er testet for MRSA. Statens Serum Institut har dog endnu ikke analyseret tallene og kan derfor ikke fastslå, hvor mange af de positivt-testede som har haft kontakt med levende svin.
»Derfor kan jeg heller ikke afvise, at der er tale om en dobbelt udvikling med et meget kraftigt fald i nye tilfælde i den del af befolkningen, som har kontakt med svin, og en stigning i den øvrige befolkning,« siger Robert Skov.
Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus er en gruppe af stafylokokbakterier, som er resistente over for flere typer af antibiotika, herunder methicillin. Betegnelsen svine-MRSA henviser til en bestemt variant, CC398, som trives i svinestaldene. MRSA CC398 er ingen trussel for raske mennesker, men kan være dødelig for folk, der i forvejen er svækkede.Svine-MRSA
Samtlige de dødsfald, der er rapporteret, har ramt danskere, som ikke har været i en svinestald. Det skal ses i sammenhæng med, at bakterien hovedsageligt er farlig for personer, der i forvejen er syge eller svækkede.
Læs også: Nyfødte børn smittet med svine-MRSA
Blodforgiftninger er en anden måde at følge udviklingen af de resistente bakterier. Dem forårsagede svine-MRSA 6 af sidste år. Også det er en tilbagegang fra 2014, hvor der var 8.
»Det er et udtryk for, at vi inde på hospitalerne har særdeles godt styr på husdyr-MRSA,« siger Robert Skov.
»Ja, MRSA trives i svinestaldene. Ja, det smitter de mennesker, som passer svinene. Derudover smitter det meget begrænset,« konstaterer han.
Læs også: Svine-MRSA er på tilbagetog i Holland
Ingen grund til at lade stå til
Det er dog bestemt ingen grund til at holde op med at tage svine-MRSA alvorligt, understreger Robert Skov. Frygten er, at bakterien ændrer sig, så den lettere smitter mellem mennesker.
»Så får vi en alvorlig situation. For vi har et stort reservoir af bakterier i staldene, og vi har mange positive, som kan smitte videre. Derfor bør vi bekæmpe husdyr-MRSA, så vi ikke hjælper til, at vi over tid får den ændring i epidemiologien, som vi ellers kan frygte over tid,« siger han.
Andre forskere har anslået, at det samlede antal danskere, som er smittet med svine-MRSA, er langt højere, end de officielle tal viser. Det skyldes, at folk uden for svineerhvervet ikke bliver rutinemæssigt testet.
Læs også: Ny beregning: Op til 12.000 danskere smittet med svine-MRSA
Faldet antallet af nysmittede med MRSA kommer, samtidig med at nye undersøgelser fra Fødevarestyrelsen viser, at den resistente svine-bakterie nu også findes i staldene hos de 17 millioner mink.
Læs også: Hver femte minkfarm er nu inficeret med svine-MRSA
Til gengæld går økologiske svin stort set fri af smitten.
Læs også: Konventionelle svin har ti gange så meget MRSA som økologiske
