Ansøgningsfristen er slut: Flere unge vil være ingeniører
Mens færre har søgt ind på de videregående uddannelser generelt, oplever ingeniøruddannelserne en lille stigning.
I alt har 3.336 søgt ind som civilingeniør som deres førsteprioritet, og det er en stigning på 4 procent i forhold til sidste år.
Ansøgertallet for diplomingeniøruddannelserne er steget med en enkelt procent til i alt 3.731. Det viser en opgørelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har lavet efter ansøgningsfristen i går middag.
»Når den samlede søgning er faldet, og både naturvidenskab og ingeniøruddannelserne fortsat kan notere en øget interesse, er det jo et stærkt signal. Det er også uddannelser, hvor erhvervslivet allerede nu har en enorm efterspørgsel,« siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA, i en pressemeddelelse.
Ifølge en prognose fra Engineer the future kommer dansk erhvervsliv til at mangle på 13.500 ingeniører og scient.er i 2025.
It hitter
Interessen kan selvfølgelig også mærkes på Danmarks Tekniske Universitet. Her er de mest populære bacheloruddannelser General Engineering og Softwareteknologi målt i antallet af førsteprioritetsansøgninger. Den største stigning er på Teknisk biomedicin, hvor ansøgertallet er eksploderet med hele 86 procent.
»Vi glæder os over, at vi stort set har det samme antal ansøgninger som sidste år, og at vi formodentlig får fyldt alle vores uddannelsespladser op. Det er glædeligt, fordi samfundet kommer til at mangle ingeniører i fremtiden,« siger Philip Binning, dekan for kandidat- og ph.d.-uddannelserne på DTU, i en pressemeddelelse.
Softwareteknologi og Byggeri & Infrastruktur er de mest populære diplomuddannelser på DTU med henholdsvis 142 og 141 førsteprioritetsansøgere. Samtidig er antallet af ansøgere mere end fordoblet på linjen Transport, Mobilitet & Logistik med en stigning fra 13 til 27 ansøgere.
Det er da heller ikke kun på DTU, at man kan mærke interessen for teknologi og videnskab. IT-Universitetet i København har samlet set modtaget 37 procent flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år. Her er Softwareudvikling den mest populære uddannelse.
Gud og kunst flopper
Antallet af ansøgere er samlet set faldet med 3 procent, og det er især inden for teologi og de kunstneriske uddannelser, at ansøgerne er faldet fra. Her er antallet af ansøgninger nemlig faldet med henholdsvis 20 og 26 procent siden sidste år. Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Studerende, der har søgt ind på en videregående uddannelse, får svar den 28. juli.
Samlet opgørelse over ansøgningerne til DTU's uddannelser:
DTU Stat by Ingenioeren on Scribd
