Ansigtet er en åben bog om evolutionen

Syd- og mellemamerikanske aber har utvivlsomt de mest bizarre farver og ansigtsudtryk af alle levende primater, og biologer har længe undret sig over, hvorfor det mon er sådan. Hvordan kan det for eksempel være, at den hvidpandede edderkopabe (Ateles belzebuth) fra det nordøstlige Amazonas har så mange farver og en blanding af pels og bar hud i ansigtet, mens den dæmonisk udseende røde uakari (Cacajao calvus), som lever langs floderne i det vestlige Brasiliens regnskove, har et meget bart og ensfarvet ansigt?

Ifølge et paper, som er udkommet i fagtidskriftet Proceedings of the Royal Society B, skyldes den store variation i de syd- og mellemamerikanske abers, de såkaldte vestabers, ansigter ikke kun deres mange forskellige miljøer og fødekilder, men i høj grad også deres forskelligartede sociale omgangs- og kommunikationsformer. Om de lever i store flokke, har et finmasket hierarki eller har ganske få interaktioner med hinanden, så står det skrevet i ansigtet på dem.

Ved at undersøge udseendet på 129 forskellige arter af han-primater fra Syd- og Mellemamerika kunne biologen Sharlene Santana sammen med Jessica Lynch Alfaro og Michael Alfaro fra University of California i Los Angeles (UCLA) opbygge en skala for 'kompleksiteten' i ansigtsmorfologi og farve - altså i hvor høj grad farver, hår, hud, mønstre og anatomi skaber et markant ansigt, som er let at genkende på lang afstand. Formålet var at sammenholde disse data med forskernes viden om abernes leveområder, de klimatiske forhold, deres ernæring og sociale struktur, for på den måde at få et billede af, hvilke faktorer der spiller hvilken rolle.

Undersøgelsen viste overraskende, at aber som for eksempel brøleaben (Alouatta caraya) eller den såkaldte Martins tamarin (Saguinus martinsi), der lever i store grupper, har meget mere ensartede ansigter, og derfor scorer lavere på kompleksitetsparameteren, end de arter, som lever alene eller i små grupper.

»Oprindeligt troede vi, at det var omvendt. Vi forventede, at ansigter hos aber i store grupper ville variere mere og have flere komplekse kendetegn, hvilket ville gøre det nemmere for dem at identificere medlemmer af gruppen,« skriver Santana i en pressemeddelelse.

»Det er ikke, hvad vi fandt. Arter, som lever i større grupper, lever i tættere kontakt med hinanden og har en tendens til at bruge mere ansigtsmimik end arter, som lever i mindre grupper og derfor er i mindre kontakt med hinanden.«

Chancen for parring

Resultatet viser sig faktisk at give god mening, når man tænker over det. Hvis du som abe lever i en mindre gruppe, og måske oven i købet i områder, hvor også andre primater har deres daglige gang, er det vigtigt at have et markant åsyn, for at dine artsfæller hurtigt kan genkende dig midt i urskovens diversitet. Aber i små grupper har en mindre sandsynlighed for at møde hinanden, og en effektiv arts-genkendelsen er derfor vigtig for at øge chancen for parringer.

For primater i store grupper gælder andre spilleregler. Her møder man sine artsfæller hele tiden, og man kommunikerer ofte. Det er derfor ikke artsgenkendelse, men den individuelle genkendelse, det kommer an på. Alt for mange hår og farver i ansigtet nedsætter muligheden for at bruge ansigtsmimik og slører den individuelle genkendelse. Den dæmonisk udseende røde uakari, der ligesom brøleaben lever i store grupper, har derfor et meget bart ansigt, hvilket understøtter den individuelle genkendelse og kommunikation.

I situationer, hvor en art både lever i store grupper og i tæt konkurrence med andre primater, har de to evolutionære tryk det med at ophæve hinanden: Dødningehovedaben (Saimiri boliviensis) danner nogle af de største abeflokke, som man kender til i Sydamerika (på op til 550 dyr), men da den færdes med mange andre primat-arter i de samme leveområder, har den alligevel en del farver og mønstre i ansigtet, sandsynligvis for bedre at kunne finde sine egne artsfæller og undgå uhensigtsmæssige krydsninger med andre.

Hårlængde og farvemønstre er ikke kun tilpasset de sociale strukturer. Også geografiske og miljømæssige forhold spiller ind.

»Området omkring øjnene har udviklet sig til at være mørkere hos arter, der lever i områder med høj uv-stråling, sandsynligvis for at solens genskin ikke forstyrrer så meget,« siger Santana.

Den gyldne løveabe (Leontopithecus rosalia) lever i koldere og mere kystnære skovregioner, og har langt rødligt hår om hele hovedet. Langt hår er også mere typisk for arter, der lever længere væk fra ækvator, muligvis for at holde på varmen, formoder Santana. Specielt er pigmenteringen og længden af håret i kronen (altså på toppen af hovedet) determineret af afstanden til ækvator: Jo længere væk, desto mørkere og længere.

Kombinerer man de mange statistiske korrelationer, tegner der sig et samlet billede: Efterhånden som arterne nærmer sig ækvator og går fra tørre, åbne regioner som Caatingaen og Cerradoen og ind i regnskoven, tenderer dyrene mod mørkere hovedbund, mørkere rande omkring øjne, lysere næse og mund og kortere hår omkring hele ansigtet. Efterhånden som arterne bevæger sig mod vest, har de en tendens til at have mørkere næser og mund og en mere lys øjenmaske.

Menneskets fleksibilitet

Man ved fra tidligere forskning, at ansigtsmimik er mere udpræget hos primater, der lever i større grupper. Kobler man dette sammen med Santana og kollegers nye viden om, at et bart ansigt også korrelerer med gruppestørrelsen, tegner der sig et billede, som også er interessant for evolutionen af mennesket.

Vi har generelt et meget simpelt og bart ansigt, og vi har også udviklet det mest sofistikerede kommunikationssystem på planeten. Det ville sandsynligvis ikke være sket, hvis vi alle sammen havde haft et meget ornamenteret ansigt eller så ud som kejsertamarinen, der med sit flotte Kejser Wilhelm-skæg måske let kan genkendes på afstand, men som det er svært læse hensigter og præferencer ud af.

Vi mennesker har relativt få hår og få farver i ansigtet, hvilket til gengæld åbner muligheden for at udnytte muskulaturen. Det fremmer evolutionen af et mere fleksibelt ansigt, som gør, at individer bedre kan kommunikere følelser som venlighed, aggression og frygt. Man kan derfor forvente, at antallet af små ansigtsmuskler stiger, jo mere individer inden for en enkelt art kommunikerer med hinanden.

Generelt siger man, at mennesket har cirka 40 funktionelle ansigtsmuskler (det er svært at måle, fordi de går over i hinanden), og på spørgsmålet om, hvor mange ansigtsmuskler vestaberne har, svarer Santana, at det er noget ingen ved med sikkerhed endnu, men at hun og hendes kolleger planlægger at undersøge det i fremtiden.

»Indtil videre findes der ikke særlig mange data om, hvor mange ansigtsmuskler vestaber har (...), men generelt har de færre end mennesker,« siger hun.

Hvis et bart ansigt øger evnen til at kommunikere mentale og følelsesmæssige tilstande via muskulaturen, må det omvendt gælde, at skæg, makeup, ringe og anden ansigtspryd øger den mentale distance. Kropsornamentering er med andre ord et signal, der virker stærkt på afstand, men bidrager til at sløre individets reelle intentioner - et faktum, som konger, generaler, skuespillere, og andre rolleindehavende mennesker har vidst meget længe.

Ligesom primater bruger vi mennesker især øjnene til at forstå verden med, og hjernescanninger har vist, at store dele af vores cortex bruges til at identificere og afkode intentionerne bag et bestemt ansigtsudtryk.

Anden ny forskning har også vist, at der er kulturelle forskelle på, hvordan vi afkoder ansigter, netop fordi der er kulturelle forskelle på vores ansigter. Ifølge et eksperiment foretaget af psykologen Chrystalle Tan bruger vesterlændinge en strategi med først at kigge på begge øjne og så på munden. Østasiatere kigger derimod på centrum af ansigtet, omkring næsen, måske for på den måde bedre at opfatte de rummelige relationer til de mange andre ansigtsdele. Afrikanere har en tendens til at kigge mere på læber og mund, fordi de lavere ansigtsdele menes at være mere varierede blandt afrikanere, hvilket selvfølgelig øger mulighederne for at genkende forskelle netop dér.

Emner : Evolution
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Spændende artikel. Den fik mig til at spekulere ...

kan abearterne overhovedet parre sig på tværs af arts-grupperne? Det beskrves at de jo bruger udseendet til at undgå for megen interaktion med andre arter. Findes der hybrider?

Kan man overhovedet inddele mennesket i seperate arts-grupper (racer)? Eller er vi i virkeligheden så opblandet og mixet genetisk set, at det ikke giver nogen mening i dag? Er vores raceinddeling med andre ord ikke bare en abstraktion, der i grunden ikke har hold i virkeligheden?

  • 0
  • 0

Hvorfor skulle primaters pyntegener opfører sig anderledes end fugles, funktionen er den samme?

  • 0
  • 0
  • Sydamerika skiltes fra Afrika for 90-95 millioner års siden.

Adskillelsen mellem de afrikansk/asiatiske - og de sydamerikanske primater skete for "kun" ca. 40 millioner år siden.

Det menes, at primaterne er kommet til Sydamerika via drivgods/løsrevne mangroveskov.

Afstanden mellem de to kontinenter var på det tidspunkt ca. 1800 km., baseret på, at afstanden øges med 2,5 cm. årligt (nuværende hastighed).

Den primat-art, der var forfader til hominidae grenen (det er os alle vore forfædre, chimpansen, gorillaen og orangutangen), var vist ikke med på "flåden".....

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten