Anmeldelse: Velskrevet portrætbog om Haldor Topsøe halter på teknikken
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Anmeldelse: Velskrevet portrætbog om Haldor Topsøe halter på teknikken

På dagen, hvor Haldor Topsøe ville have fyldt 100 år, udkommer Thomas Larsens portrætbog om den store ingeniør og erhvervsmand.

Lad det være sagt med det samme, at det er en velskrevet bog, som Berlingske Tidendes politiske kommentator har skrevet. Bogen fortæller om et usædvanligt menneske, der har levet et usædvanligt liv og undervejs truffet flere af 1900-tallets store historiske personer som f.eks. Niels Bohr og Indira Ghandi og overværet taler af Adolf Hitler og Winston Churchill.

Bogen er blevet til ved, at Thomas Larsen har interviewet Haldor Topsøe selv og en lang række personer fra familien, virksomheden og samarbejdspartnere. Bogen er ikke udelukkende et skønbillede af Haldor Topsøe, men viser så ærligt, som jeg kan bedømme det, hvordan han var.

Den svageste del af bogen er omkring de tekniske løsninger. Da Thomas Larsen helt tydeligt er på udebane, vælger han her ofte den lette løsning og lader enten Haldor Topsøe selv eller andre eksperter berette, så forfatteren selv undgår at skulle forklare alt for meget. Det er ikke optimalt, men det fungerer.

Ingeniørlæsere vil dog uden tvivl savne dybere forklaringer på, hvorfor Haldor Topsøe valgte bestemte tekniske løsninger frem for andre.

Nær ven med Niels Bohr

Haldor Topsøes forhold til Niels Bohr er interessant. Haldor Topsøe fulgte under sin studietid på Polyteknisk Læreanstalt også forelæsninger hos Niels Bohr på Københavns Universitets institut for teoretisk fysik. Bohr og Topsøe fik siden hen et venskab, der betød meget for dem begge. Dette forhold har Haldor Topsøe i øvrigt selv skrevet om til en ny bog om Niels Bohr, der udkommer 10. juni. Den bog vender vi tilbage til omkring udgivelsesdagen.

Haldor Topsøe har mange gange tidligere forklaret, at hans største ønske var at blive forsker, men at han takkede nej til et jobtilbud hos Niels Bohr, da der ikke var økonomiske midler til at lave eksperimentel forskning.

Det undrer nu mig alligevel, at Haldor Topsøe takkede nej til Niels Bohr i 1936 for i stedet at tage et job på Aarhus Oliefabrik. Det ville jeg gerne have hørt lidt mere om. Var det virkeligt udelukkende et spørgsmål om penge til eksperimentel forskning?

Forholdet til den tre år yngre bror, Preben, bliver stort set ikke beskrevet i bogen (der findes et billede af de to som børn). Det kan være, der ikke er så meget at fortælle, men i betragtning af, hvor meget der ellers skrives om familien, så er der et hul i fortællingen her. Som læser ved man ikke, om dette hul har nogen betydning.

Læs også: Leder: Haldor Topsøe gjorde visioner til virkelighed

Der er styr på detaljerne bortset fra et par enkelte smuttere, som at DTU et enkelt sted er blevet til Københavns Tekniske Universitet, og der er lidt rod om, hvorvidt det var Ingeniørforeningen (IDA) eller Ingeniøren, der ved årtusindskiftet 1999/2000 udpegede Haldor Topsøe til århundredets ingeniør. På denne plads skal det naturligvis præciseres, at det var Ingeniøren, der tog initiativ til at finde og udpege århundredets ingeniør. Og som den, der dengang stod i spidsen for dette projekt, kan jeg tilføje, at der ikke var megen tvivl om, hvem der skulle have hædersbetegnelsen.

Alt i alt må det dog konstateres, at Thomas Larsen har skrevet en flot bog om århundredets ingeniør og ingeniørerne fornemmeste talsmand.

Thomas Larsen: 'Haldor Topsøe - et portræt', Gyldendal Business, 2013, 350 kr. ISBN: 978-87-02-14300-3

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først